Menu

Dansk børnetøjsbrand træder ind i sportens verden

Siden deres opstart i 2016 har danske THE NEW oplevet en iøjefaldende fremgang. Nu føler børnetøjsbrandet, at det er på tide at udvide produktsortimentet for at bevare væksten og har derfor valgt at træde ind i den voksende sportsindustri med en ny sportslinje til børn.

Den nye sportslinje 'THE NEW Pure' til piger i alderen 3-16 år lanceres under modeugen i august på CIFF Kids i Forum.
Den nye sportslinje 'THE NEW Pure' til piger i alderen 3-16 år lanceres under modeugen i august på CIFF Kids i Forum.

25. juli 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Det danske børnetøjsbrand THE NEW har siden dets etablering i foråret 2016 haft god vind i sejlene. I de første to af år af dets eksistens har virksomheden fået mere end 250 kunder både i og uden for Europa, og vil nu også udleve deres sportslige ambitioner.

THE NEW lancerer nemlig en ny sportstøjslinje ’THE NEW Pure’, der er målrettet piger i alderen 3-16 år. Det, der især kendetegner kollektionen, er, at den inspireret af sportsmoden til voksne kvinder.

”Hos THE NEW er vi klar over, at hvis vi skal sikre en fortsat vækst, som den vi har oplevet indtil nu, er vi nødt til at udvide vores sortiment. Og vi ser et stort potentiale i fashionabelt børnesportstøj,” siger Chris Petersen, som er CEO hos THE NEW.

Nyt look på markedet
Idéen om at lave en ny sportslinje med fashionabelt sportstøj til børn opstod allerede sidste efterår, og da sportsbrandet Pure Lime gik konkurs den efterfølgende vinter, så ejerne bag THE NEW deres snit til at hoppe ud i det. De købte derfor den konkursramte virksomhed, der før var ejet af mangemillionæren og manden bag lagkagehuset, Steen Skallebæk, og tidligere CEO, Pernille Moos Gerlach. 

Sammen med sit team vurderede Chris Petersen, at der kunne være tale om et hul i markedet, hvor THE NEW kunne gøre en forskel og skabe en stil, der trækker på det modebevidste og mere stilrene sportstøj, man ofte ser til voksne: 

”Udvalget af børnesportstøj er meget farverigt med farvekombinationer, der består af typiske børnefarver som rød, gul og grøn,” siger Chris Petersen og fortsætter:

”På den måde kan vores designs noget andet, netop fordi vi mixer det mode. Forhåbentlig vil stilen også appellere til forældrene, som jo er dem, der skal købe tøjet. Og vi ser faktisk en stigende tendens til, at mødre gerne vil klæde sig som deres døtre” siger han og pointerer, at nogle styles også vil blive produceret i voksenstørrelser.

Vil drage nytte af Pure Limes erfaring
Opkøbet af Pure Lime må siges at være lidt af en win win-situation for begge virksomheder. Det lykkedes dem at finde en løsning, hvor de tidligere ejere af Pure Lime fortsat kunne være en del af ejerkredsen og føre sportsbrandets aktiviteter videre. Samtidig var det essentielt for Chris Petersen og resten af hans team, at de nu kunne få indsigt i den omfattende viden, som Pure Lime har opbygget gennem 25 år i sportsindustrien.

”På grund af Pure Limes mangeårige erfaring har de naturligvis et langt større kendskab til leverandører, produktion og kvaliteten af sportstøj. Det er en stor hjælp for os, som vi klart vil drage nytte af,” siger Chris Petersen.

Lige nu har THE NEW ingen planer om at overføre idéen til drenge. I stedet vil THE NEW holde et skarpt fokus på pigerne, hvor børnetøjsbrandet er næsten sikre på, at der er et marked.

Den første kollektion fra ’THE NEW Pure’ bliver lanceret på CIFF Kids i Forum til august, og de første varer forventes dermed at lande i butikkerne i starten af 2019.
"