Menu

Dansk virksomhed vil lette B2B-handlen

DM&T indgår ny rammeaftale med den danske tech-virksomhed Traede, der vil effektivisere salget mellem brands og detailhandlere verden over ved at rykke B2B-handlen over på nettet.

Stifterne af Traede (tv. Christopher Heilmann, th. Esben Petersen).
Stifterne af Traede (tv. Christopher Heilmann, th. Esben Petersen).

23. januar 2019

Som noget helt nyt har Dansk Mode & Textil  indgået et samarbejde med den danske virksomhed Traede, der har sat sig for at gøre livet nemmere for brands og detailhandlere i mode- og livsstilsbranchen.

Traede er en intuitiv digital platform, der ved at samle alle aspekter af B2B-salget kan tilbyde en nem og overskuelig måde at håndtere processen på, hvilket omfatter alt fra ordreindtastning, fakturering og lagerstyring til CRM, B2C ordrehåndtering, offline iPad app, produktionsstyring med mere. 

Traede tilbyder en B2B-webshop, som giver deres kundevirksomheder mulighed for at lade deres forhandlere betjene sig selv døgnet rundt. Det vil sige, at detailhandlerne kan lave bestillinger herigennem, hvilket minder om en service, der hidtil har været forbeholdt slutforbrugerne.

’Enkelthed’ er nøgleordet
Det var tilbage i 2013, at Christopher Heilmann og medstifteren Esben Petersen fik idéen til Traede. Før det havde Christopher sit eget solbrillebrand og -butik, og det var i den tid, han indså, hvor kompliceret købs- og salgsprocessen mellem brands og detailhandlere kan være:

”Meget af arbejdet bliver gjort via telefon eller ved manuelt at indtaste data i utallige forskellige systemer. Det betyder jo, at der bliver bruger meget tid på det administrative arbejde. Vi ønsker derfor at lette processen og gøre B2B-handel lige så simpelt, som når man sælger til forbrugerne,” siger CEO, Christopher Heilmann.

Branchens virksomheder skal have bedre mulighed for at koncentrere sig om at udvikle og producere deres varer i stedet for at bruge unødvendig meget tid på den ofte langtrukne salgsproces mellem virksomheder, mener Traede-stifterne. Derfor har ’enkelthed’ været et nøgleord for de to iværksættere lige fra starten af:

”Mange af vores konkurrenter er veletablerede og har eksisteret i mange år, men deres produkter er i det store og hele komplicerede IT-løsninger, bygget af konsulentvirksomheder til IT-teams. Vi har udviklet en platform, skræddersyet til mode- og livstilsbranchen, der gør, at vores kunder ikke skal bruge tid på at gennemskue, hvordan diverse IT-systemer fungerer,” uddyber Christopher Heilmann.  

Vil revolutionere B2B-handlen
Traede har en ambition om at være i spidsen for e-handelsrevolutionen i engros-verdenen, ikke blot ved at genopfinde eksisterende B2C-funktioner og overføre dem til B2B-handlen, men også ved at optimere og videreudvikle B2B-specifikke funktioner. 

Traede-teamet har derfor brugt meget af 2018 på at rulle flere markedsledende funktioner ud, der er designet til at give deres kundevirksomheder mulighed for at træffe bedre beslutninger.

”E-handel har revolutioneret den måde forbrugerne køber produkter fra brands på, ikke kun i modebranchen, men generelt set. Alligevel er der så lidt af den innovation, der anvendes i B2B-verdenen,” forklarer Christopher Heilmann.

Traede har fx implementeret algoritmer, som kan udarbejde forudsigelser, der hjælper virksomheder med at planlægge og optimere produktionen. Derudover har de også løftet sløret for et business intelligence-system, der skal give kunderne en bedre forståelse af deres forretningsresultater, som i sidste ende optimere deres tid og omsætning.

”Løbende har vi naturligvis også fokuseret på at øge vores kundebase, især i Nordeuropa, og etablere os mere bredt som en kendt og ikke mindst betroet softwareudbyder i mode- og livsstilbranchen,” siger Christopher Heilmann afslutningsvist.

Traedes kundekartotek tæller blandt andre Han Kjøbenhavn, Sparkz, Kappa, Birgitte Herskind, 101 Copenhagen og Frederik Bagger.

Dansk Mode & Textils rammeaftale med Traede trådte i kraft den 1.1. 2019.

"