Menu

Dansk Wilton vil styrke konkurrenceevne med certificering

Dansk Wilton offentliggør nyt Cradle to Cradle certifikat på deres Colortec-tæpper. Formålet er at sikre virksomhedens position på det internationale marked for tæpper til krydstogtskibe og hoteller.

Dansk Wiltons Marketing Manager Lone Ditmer (tv) og direktør Søren Sonne får overrakt deres Cradle to Cradle certifikat af Annette Hastrup fra Vugge til Vugge ApS.
Dansk Wiltons Marketing Manager Lone Ditmer (tv) og direktør Søren Sonne får overrakt deres Cradle to Cradle certifikat af Annette Hastrup fra Vugge til Vugge ApS.

29. august 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Bæredygtighed står højt på dagsordenen i de internationale krydstogtrederier og hotelkæder. Det stiller naturligvis også krav til de virksomheder, der leverer til disse brancher, og det tager den danske tæppeproducent Dansk Wilton nu konsekvensen af. Den Herning-baserede virksomhed har nemlig valgt at Cradle to Cradle certificere deres største tæppeserie, Colortec, for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter bæredygtige løsninger.

Og det er der rigtig god ræson i, hvis man spørger Mie Jakobsen fra Danish Export Association:

”Krydstogtindustrien har stort fokus på, hvilket aftryk de sætter på miljøet. Dette fokus forplanter sig helt naturligt til industriens valg af leverandører og materialer,” siger hun.

Certificering styrker kommunikationen og konkurrenceevnen

Derfor er det vigtigt for konkurrencedygtigheden at hoppe med på bæredygtighedsvognen i tide, og det har Dansk Wilton hurtigt indset. Den nye certificerede løsning får navnet Colortec RE:THINK. Colortec er en avanceret og efterspurgt teknologi, der giver ubegrænsede muligheder for mønstre og design, oplyser Dansk Wilton, som nu bliver den første virksomhed i verden, der kan levere en Cradle to Cradle certificeret Colortec tæppeløsning.

”Vi har igennem længere tid arbejdet med at dokumentere vores miljømæssige aftryk og tæppernes potentiale for genanvendelse. Som supplement til vores eget arbejde har det været vigtigt for os at opnå en tredjepartsverificering af vores indsats og holdning til mennesker og miljø. Samtidig giver Cradle to Cradle certificeringen os mulighed for at kommunikere vores holdninger og resultater entydigt, ” siger Lone Ditmer, Marketing Manager i Dansk Wilton.

Cradle to Cradle CertifiedTM er et internationalt tredjepartsverificeret miljømærke, der som det eneste miljømærke vurderer produktets aftryk på fem områder gennem hele værdikæden: Materialesundhed, genanvendelighed og brug af genanvendte materialer, brug af vedvarende energi, håndtering af vandressourcen og social ansvarlighed. Mærket er samtidig et styringsredskab frem mod 100 % positiv indflydelse på miljø og mennesker.

Bæredygtighed som en integreret del af strategien

Det er langt fra et pludseligt indskud, at Dansk Wilton nu indfører certificeringen. Allerede i 2016 blev miljøcertificering skrevet ind i Dansk Wilton’s overordnede strategi på lige fod med andre strategiske målsætninger. En nyligt offentliggjort artikel i International Cruise & Ferry Review viser, at bæredygtighed er på top 3 over de vigtigste strategiske fokusområder, der diskuteres på bestyrelsesniveau i den globale krydstogt- og hotelindustri.

”I takt med at industriens store fokus på miljø og bæredygtighed fortsætter, er det vigtigt som underleverandør at følge med og udvikle sig i samme retning som kunderne. Vi tror, at Cradle to Cradle certificeringen vil hjælpe os til at komme i kontakt med nye kunder og understøtte allerede eksisterende kunderelationer. Vi har valgt at omfavne miljø og bæredygtighed som en del af vores strategiske mindset,” siger direktør i Dansk Wilton, Søren Sonne.

Verdensklasse inden for bæredygtighed

Dansk Wilton har gennemført certificeringen i tæt samarbejde med den danske Cradle to Cradle assessor, Vugge til Vugge ApS., der i forbindelse med gencertificering hvert andet år skal sikre, at produktets miljømæssige aftryk kontinuerligt forbedres.

”Vi har meget ambitiøse miljømål for fremtiden. Vi er allerede godt i gang, og har udarbejdet et detaljeret roadmap for vores fortsatte udvikling, som skal sikre, at vi kommer i mål med tæppeløsninger, der er ”World Class” inden for bæredygtighed, siger Lone Ditmer.

Dansk Wilton har specialiseret sig at levere designtæpper til det internationale kontraktmarked, primært med fokus på krydstogtskibe og hoteller. Selskabet har udbygget sin position og øget indtjeningen over en årrække, hvilket i 2017 betød et resultat før skat på 8,4 mio. kr.
Sådan scorer Dansk Wilton i de forkellige katgorier i Cradle to Cradle certificeringen .
Sådan scorer Dansk Wilton i de forkellige katgorier i Cradle to Cradle certificeringen .
"