Menu

Derfor glæder vi os

DM&T har netop lanceret kampagnen ’Vi glæder os’, som sætter fokus på årets TOPMØDE. Her reflekterer adm. direktør over kampagnen, og løfter sløret for, hvad han glæder sig til.

Adm. direktør i DM&T Thomas Klausen
Adm. direktør i DM&T Thomas Klausen

06. september 2023 Af Thomas Klausen , tk@dmogt.dk

Vi glæder os i DM&T. Måske har du allerede bemærket det på sociale medier? Tidligere i denne uge lancerede vi kampagnen ’Vi glæder os’, som sætter fokus på alt det, vi glæder os til i forbindelse med årets TOPMØDE. Helt grundlæggende er det nemlig den følelse, vi står med, når talen falder på dette årligt tilbagevendende arrangement, som vi – i al beskedenhed – kalder den vigtigste i mode- og livsstilsbranchen.   

Det kan jeg kun sige, fordi de fem gange, vi hidtil har afholdt TOPMØDE, har været en bragende succes. Tidligere deltagere roser talernes høje niveau, forplejningen og omgivelserne i store vendinger. Men vi bestræber os altid på at gøre det bedre, og hvert år har vi justeret og fintunet formatet, og i år er ingen undtagelse. Årets udbud af talere er i min optik fremragende, og de spænder vidt fra Carsten Rahbeks mindblowing indlæg om biodiversitet, over Microsofts nørdede og øjenåbnende snak om mulighederne med AI til Svend Brinkmanns tankevækkende afslutning om forandringer. Du er garanteret indlæg, der på en og samme tid er tankevækkende, inspirerende og underholdende. Og jeg tør godt garantere, du kommer hjem med ny viden, du kan bruge både personligt og fagligt. Du kan med andre ord godt begynde at glæde dig.

Noget af det, jeg personligt glæder mig allermest til, er at samle branchen. TOPMØDE er unikt, fordi vi sjældent har mulighed for at samles på tværs af branchen og sætte fokus på viden og inspiration, som er relevant for alle dele af branchen. Samtidig nyder jeg at se, hvordan snakken går på tværs af branchen, og hvordan TOPMØDE fungerer som en netværksplatform, hvor nye relationer opstår. Det glæder jeg mig til.

Men selvom kampagnen sætter fokus på, hvad jeg og mine kollegaer i DM&T glæder os til, handler dagen i langt højere grad om dig og din virksomhed.

Derfor spørger vi også: Hvad glæder du dig til? For TOPMØDE er ikke vores dag, det er hele branchens, og dermed også din, dag.

Så jeg håber virkelig, vi ses den 11. oktober i Bella Arena. Det glæder jeg mig til. 

Vil du se, hvad du har at glæde dig til, finder du hele programmet her. Du køber din billet her.

"