Designnævnet – en effektiv vej ved krænkelse af designrettigheder
Hvis dit design bliver kopieret eller krænket, vælger de fleste ikke at gøre mere ved det. De frygter tung, langvarig sagsbehandling, som også kan blive meget dyr. I de tilfælde kan det uafhængige nævn Designnævnet være en løsning for din virksomhed. Læs mere om mulighederne her.

Mange virksomheder oplever desværre, at deres design bliver kopieret eller på anden måde krænket. Alligevel vælger 7 ud af 10 ikke at forfølge sagen – ofte fordi de forventede omkostninger og den lange sagsbehandlingstid ved domstolene virker uoverskuelige.
Men der findes alternativer. Et af dem er Designnævnet, som er et uafhængigt nævn bestående af en række førende eksperter.
Enkel og tilgængelig proces
Designnævnets sagsbehandling foregår skriftligt, og afgørelserne træffes af fagkyndige eksperter. Processen er særligt velegnet til virksomheder, der ønsker en afklaring uden at skulle igennem en omkostningstung og langvarig retssag. Nævnets afgørelser er ikke bindende på samme måde som en dom, men de kan have stor praktisk betydning – både som afskrækkelse og som dokumentation i eventuelle efterfølgende retsskridt.
Du kan læse mere om Designnævnet her: DesignNævnet | Vurderer om designerens rettigheder er krænket
Mulighed for økonomisk støtte
Det koster 50.000 i gebyr at indbringe en sag for Designnævnet.
I øjeblikket er der dog mulighed for at søge UVBA’s støttefond, som kan yde økonomisk støtte til virksomheder, der ønsker at få prøvet en sag ved Designnævnet. Det gør det endnu mere attraktivt at tage skridt til at beskytte sine rettigheder.
Se mere her: UBVA | UBVA’s støttepulje til arkitekter og designere
Få en udtalelse fra Responsumudvalget
Er du i tvivl om, hvorvidt dit design overhovedet er beskyttet?
Så kan du kontakte Responsumudvalget, som kan give en vurdering heraf. Her sidder en juridisk professor og en række fagkyndige eksperter klar til at udtale sig om, hvorvidt et værk er beskyttet af lovgivningen. Dette kan være gavnlig både strategisk og juridisk i den videre proces. Det koster 25.000 i gebyr at få en sådan udtalelse.
Kontakt DM&T for at høre mere
Hvis du overvejer at tage sagen videre – eller blot vil høre mere om dine muligheder og procedurerne – er du meget velkommen til at kontakte DM&T. Vi hjælper gerne med at vurdere, om Designnævnet eller en anden tilgang er den rette vej for dig.