Menu

Designskolen Kolding får ny rektor

Det bliver en af Danmarks førende eksperter i kreativitet, som fra årsskiftet skal lede Designskolen Kolding. Hun overtager tjansen fra Elsebeth Gerner Nielsen, som stopper efter 12 år.

Lene Tanggaard overtager 1. januar 2020 ledelsen af Designskolen Kolding, hvor hun bliver skolens nye rektor.
Lene Tanggaard overtager 1. januar 2020 ledelsen af Designskolen Kolding, hvor hun bliver skolens nye rektor.

12. september 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Designskolen Kolding har været på jagt efter en ny rektor, siden Elsebeth Gerner Nielsen tidligere på året meddelte sin afgang. Nu har man så fundet skolens nye leder, og der er tale om en kvinde med solid erfaring med kreative processer. Med mere end 200 videnskabelige artikler bag sig og et hav af bøger, debatindlæg og interviews samt en række bestyrelses- og rådsposter, er 46-årige Lene Tanggaard en af dem, der bliver lyttet til, når det drejer sig om læring og kreative processer. Hun tiltræder sin nye stilling 1. januar 2020. 

”Designskolen Kolding får en ambitiøs og visionær rektor, som jeg er sikker på, kan videreudvikle og udfordre skolens vision og sikre målsætningen om at være et internationalt talentværksted for udvikling af dansk design,” siger bestyrelsesformand for Designskolen Kolding, Merete Due Paarup.

Danmarks yngste kvindelige professor

Som rektor for Designskolen Kolding kommer Lene Tanggaard til at varetage den daglige ledelse af skolen med en central rolle i at styrke og udvikle skolens uddannelser, videngrundlag og samarbejder med det omgivende samfund.

Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi og kommer fra en stilling som viceinstitutleder ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet. Siden hun blev uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2000, har hun primært forsket i kreativitet, læring og innovation. Gennem bevillinger fra en række store fonde har hun bl.a. undersøgt psykologiske fænomeners opståen, udviklet nye, kreative undervisningsforsøg, analyseret initiativer i uddannelsessystemet og anderledes organisations- og ledelsestilgange i dansk industri. Som den yngste danske kvinde nogensinde blev hun i 2008 udnævnt professor, 34 år gammel.

Den helt rigtige til at sætte designskolens retning

Lene Tanggaard står bag en række bøger om kreativitet – blandt andet bestselleren ”I bad med Picasso – sådan bliver du mere kreativ”, som er blevet til i samarbehde med Christian Stadil. Hun har modtaget prisen som årets forfatter ved Aalborg Universitetsforlag i 2009, Nordjysk Universitetsfonds Innovationspris i 2012 og i 2015 Gyldendals Formidlingspris sammen med sin tidligere kollega Svend Brinkmann. 

”Jeg er sikker på, at Lene Tanggaard med sine kommunikative evner, sin viden om kreativitet og innovative processer, sin evne og optagethed af at spotte og udvikle talentet og ikke mindst sit indgående kendskab til uddannelse og forskning er den helt rigtige til at sætte retning for Designskolen Kolding,” siger Merete Due Paarup, som også fremhæver Lene Tanggaards mangeårige erfaring med at samarbejde med virksomheder. 

Netop samarbejdet med virksomheder er en essentiel del af Designskolen Kolding virke, og noget Elsebeth Gerner Nielsen også har prioriteret højt. 

Lene Tanggaard tilknyttes Designskolen Kolding den 1. november 2019, og overtager endeligt rektorposten ved årsskiftet, hvor Elsebeth Gerner Nielsen giver depechen videre.

"