Menu

Det norske forbrugertilsyn retter kritik mod Higg MSI

Det norske outdoor-brand Norrøna bryder loven, når de markedsfører deres tøj som miljøvenligt baseret på Higg MSI, mener det norske Forbrukertilsynet. Samtidig får H&M en advarsel mod at bruge samme type markedsføring.

Foto: Mediamodifier on Unsplash
Foto: Mediamodifier on Unsplash

16. juni 2022 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Den norske forbrugerinstans, Forbrukertilsynet, har afgjort at det norske outdoor-brand Norrøna vildleder forbrugerne ved at kalde deres produkter for miljøvenlige. Et postulat, der hviler på Higg Materials Sustainability Index (MSI), som Norrøna benytter. Higg MSI måler miljøpåvirkningen for forskellige tekstiler, men Forbrukertilsynet konstaterer, at det ikke er tilstrækkeligt grundlag.

”Tekstilbranchen skal være klar over, at markedsføring af miljøfordele, som baserer sig på brancheværktøjet MSI, let kan anses som vildledende og ulovlig markedsføring,” siger Trond Rønningen, direktør i Forbrukertilsynet i forbindelse med afgørelsen.

På baggrund af denne, har Norrøna, H&M og SAC, der står bag Higg MSI, alle modtaget et brev fra Forbrukertilsynet. Førstnævnte om, at de vildleder i deres markedsføring og skal fjerne eller ændre al markedsføring med denne information, mens H&M får at vide, at det vil være vildledende, hvis de vælger at benytte Higg MSI. Derfor har de indtil september til at justere deres markedsføring. SAC får at vide, at de bidrager til vildledningen og har et ansvar for dette, ligesom de får at vide, at de bør sikre, at deres medlemmer ikke benytter MSI i markedsføringen.

Det fremgår, at Forbrukertilsynet har afholdt møde med SAC og Norrøna i maj måned, og sagen er allerede blevet diskuteret flittigt, særligt efter New York Times bragte en artikel 12. juni.

Det fik SAC til at udsende en meddelelse, hvor man blandt andet kan læse:

”Formålet med MSI er at vise designere og udviklere, hvor der er miljømæssige hotspots i produktionen af et materiale ved at bryde det ned i forskellige kategorier af indvirkning for eksempel drivhusgasemissioner. SAC’s kommunikationsretningslinjer for brands forbyder specifikt at sammenligne på tværs af materialetyper.”

Sidstnævnte med henvisning til, at MSI ifølge New York Times favoriserer syntetiske materialer, hvilket SAC afviser. Derudover understreger de, at der er behov for et større samarbejde i branchen for at fremskaffe mere valide data, der kan drive den positive udvikling i branchen.

Intet belæg for miljøfordele ved økologisk bomuldst-shirt

I den pressemeddelelse, Forbrukertilsynet har udsendt i forbindelse med afgørelsen, skriver de, at de er glade for, at beklædnings- og skobranchen arbejder for at gøre branchen mere miljøvenlig, men betoner samtidig, at det er afgørende, at markedsføringen skal være sandfærdig og give et balanceret og præcist indtryk af miljøfordelene. Det kræver, at man har dokumentation for sine påstande, og dermed lægger de norske forbrugermyndigheder sig op ad de samme krav, som den danske Forbrugerombudsmand stiller, og retningslinjerne fra EU.

I den konkrete sag har Norrøna på sin hjemmeside kommunikeret miljøfordele ved t-shirts af økologisk bomuld ved at benytte tal fra Higg MSI. Det fremgår, at fordi t-shirten er produceret af økologisk bomuld fremfor konventionel bomuld skulle miljøpåvirkningen være mindre. Forbrukertilsynet finder intet belæg herfor, og man pointerer, at Higg MSI ikke siger noget om selve produktet; kun om gennemsnittet for et givent materiale. Det kan altså ikke sidestilles med det færdige produkt.

DM&T har fulgt sagen tæt og vil nu dykke dybere ned i afgørelsen og konsekvenserne af denne. Hvis din virksomhed benytter Higg MSI eller PM, må du meget gerne kontakte DM&T’s bæredygtighedsteam.

Du kan læse mere på forbrukertilsynet.no, hvor du også finder de tre breve, de norske myndigheder har sendt.

"