Menu

Digitalisering, bæredygtighed og nye tendenser er nøglen til at fastholde dansk modesucces

Den danske modebranche har været udfordret på flere fronter det forgangne år. Alligevel ser tallene pæne ud for branchen, der nu samles til fysisk modeuge for første gang i lang tid, og det skal blandt andet tilskrives digitalisering og bæredygtighed.

Foto: Minimum
Foto: Minimum

09. august 2021 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

Tirsdag den 10. august samles den danske modebranche atter i København under Copenhagen Fashion Week efter halvandet år med udfordringer i hobetal.

Udfordringer er der stadig, og på den ene eller anden måde er de stadig relateret til den nu famøse coronavirus.

Alligevel har den danske modebranche formået at klare sig igennem den største krise i historien på fornem vis. Faktisk ligger den samlede omsætning i øjeblikket 6,9 procent over den, vi så i 2020, og det lader også til, at 2019-tallene er inden for rækkevidde.  

- Det seneste 1,5 år har været meget udfordrende, og modebranchen er blevet påvirket markant på både eksport- og hjemmemarkeder. Nedlukninger, konkurser i detailhandlen, rejserestriktioner og usikre forbrugere er bare nogle af de forhold, der har sat spor, men de danske modevirksomheder har været hurtige til at omstille sig til de nye forhold, og det er imponerende, at eksporten allerede nu er tilbage på niveauet fra før Covid-19, siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i DM&T.

Nøglen igennem krisen

Med lukkede butikker på mange af dansk modes normale kernemarkeder i EU, har flere brands brugt tid og ressourcer på at investere i sig selv.

En af dem er minimum, der fremrykkede en planlagt digital opgradering, da krisen begyndte i 2020’s tidlige forår.

- Digitalisering har fyldt meget det seneste år. Det har været en lang og kontinuerlig proces, som startede, da det hele ramlede i marts 2020. Første step var at lave et virtuelt showroom, som vi fik op at køre allerede inden sommerferien 2020. Det var et projekt, der blev kørt utrolig hurtigt igennem, men det virkede, og det er vi meget tilfredse med i dag, siger Steen Engelbrecht, der er CEO i minimum.

- Vi havde det på tapetet længere ude i fremtiden men valgte at fremskynde det. Det fungerer, men har også sine begrænsninger, blandt i større møder, hvor man kan miste føling med deltagerne. En anden begrænsning er at man ikke kan mærke produkterne. Derfor kombinerede vi det digitale med en gammeldags analoge løsning i form af ”fabric books”, som vi sendte ud til kunderne. Det fungerede også ret godt.

Den omstilling har gjort meget godt for minimum.

- Der er ingen tvivl om, at de digitale tiltag har hjulpet os igennem krisen. I vores branche betyder følelse og oplevelse meget, og der kan det digitale bidrage med kombinationen af en række kommunikationsformer, siger Steen Engelbrecht og fortsætter:

- Vi har kørt salgsmøder virtuelt, hvilket har virket ret godt. Selvfølgelig har det også sine begrænsninger, men det har været effektivt. Normalt har vi fire fysiske salgsmøder om året, og jeg forestiller mig, at de to af dem i fremtiden bliver virtuelle, netop fordi det er så enormt effektivt.

- Det vidner om, at virksomhederne var hurtige til at omstille sig allerede tidligt i 2020. Virksomhederne har været gode til at se indad og ændre arbejdsgangene med fokus på blandt andet digitalisering og bæredygtighed, og mange har skabt sig en stærk konkurrenceposition på de internationale markeder ved at investere i eksempelvis digitale showrooms og ved at nytænke deres kollektionsstruktur, siger han men understreger samtidig, at Covid-19 har ramt virksomhederne vidt forskelligt; nogle har oplevet vækst hele vejen gennem krisen, mens andre har måtte indkassere store tab.  

Bæredygtigheden og andre tendenser har rykket på sig

Som Michael Hillmose påpeger, har mange virksomheder været dygtige til at omstille sig til en anden virkelighed under coronakrisen.

Det gælder også minimum.

- Bæredygtighedsmæssigt har vi også rykket os. På CIFF præsenterer vi en ny kollektion, der er cirkulær og lavet på deadstock af produkter, der er blevet til overs af tidligere kollektioner. Det viser, at vi tænker innovativt, og at det er på havnen i Aarhus, det sner, siger Steen Engelbrecht.

Personligt er han også selv blevet overrasket over andre tiltag, hans virksomhed har gjort igennem krisen.

- Kriser er sjældent direkte nyskabende, men de forstærker de trends, der er i gang i forvejen. Især på digitalisering. Jeg er personligt lidt overrasket over nye salgsformer som fx liveshopping via streaming og hvor godt, det rent faktisk præsterer.

- Det er ikke en Covid-ting, men noget, der er kommet for at blive. Det er kun et spørgsmål om at finde formlen, for der skal selvfølgelig være et vist udvalg, ligesom der ville være, hvis man gik ind i en butik, slutter han.  

"