Menu

Direktionsændring i egetæpper

egetæpper A/S fortsætter med partnerskab i direktionen, men fremover bliver det med den hidtidige økonomidirektør John Vestergaard som adm. direktør. Svend Aage Færch bliver CCO.

Svend Aage Færch Nielsen (tv) og John Vestergaard (th) udgør fortsat egetæppers direktion, men fremover får John Vestergaard titel af CEO, mens Svend Aage Færch bliver CCO.
Svend Aage Færch Nielsen (tv) og John Vestergaard (th) udgør fortsat egetæppers direktion, men fremover får John Vestergaard titel af CEO, mens Svend Aage Færch bliver CCO.

31. august 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

I en netop udsendt børsmeddelelse, signeret af bestyrelsesformand Ebbe Malte Iversen, fremgår det, at John Vestergaard og Svend Aage Færch Nielsen ændrer deres indbyrdes rollefordeling i direktionen i egetæpper a/s.

egetæpper har i årevis praktiseret en todelt direktion, og gennem de sidste 12 år har Svend Aage Færch Nielsen og John Vestergaard udgjort direktionen med førstnævnte som administrerende direktør og John Vestergaard som finansdirektør.

I børsmeddelelsen skriver egetæpper:

”Med den nye koncernstruktur der blev gennemført pr. 1. maj 2018, er der sat yderligere fokus på at udvinde koncernsynergier og på at styrke den organiske vækst med henblik på at nå de finansielle målsætninger. Med henblik på at løse de opgaver der er opstået i den forbindelse bedst muligt, er det aftalt, at John Vestergaard fremover overtager posten som administrerende direktør (CEO), og at Svend Aage Færch Nielsen udnævnes CCO (Chief Commercial Officer), hvilket bl.a. indebærer ansvaret for den kommercielle strategi og for organisationsudvikling.”

Meddelelsen kommer samtidig med, egetæpper A/S præsenterede tallene for første kvartal af regnskabsåret 2018/19. Her faldt omsætningen 3 % til 274 mio. kr., hvilket harmonerer nogenlunde med selskabets forventninger til kvartalet. EBIT for første kvartal udgør 11,9 mio. kr., hvilket er en halvering i forhold til sidste år. Resultatet er lidt lavere end forventet, og udviklingen kan tilskrives udgifter forbundet med salgs- og markedsføringsaktiviteter samt produktlanceringer med 5,0 mio. kr. og tilbagegang i indtjeningen i Carpet Concept med 5,7 mio. kr.

Egetæpper A/S nåede i 2017/18 en rekordomsætning på 1.157 mio. kr. Selskabet forventer en omsætning i omegnen af 1.225 mio. kr. for indeværende regnskabsår. 

"