Menu

Direktør stopper, når CNS-integration er gennemført

Da DK Company overtog CNS Groups brands, fulgte selskabets direktør Peter Mazur med i det nye setup. Han stopper dog, når integrationen af de nye brands er gennemført senere på året.

Foto: Solid
Foto: Solid

24. juni 2019

DK Company overtog med virkning fra 1. maj 2019 aktiviteterne i CNS Group, herunder mærkerne Solid og Tailored & Originals, og i den forbindelse fortsatte den tidligere direktør i CNS Group, Peter Mazur, som ansvarlig for de to herremærker. Han har dermed været en stor del af de to brands’ integration i DK Company, hvilket han fortsat er. Når integrationen er gennemført, er det dog aftalt mellem parterne, at Peter Mazur stopper sit virke i DK Company. Det sker i løbet af efteråret, oplyser DK Company.

”Vi har været meget glade for samarbejdet med Peter, der har bidraget til en god indsigt i den overtagne forretning med stort engagement og loyalitet. Når disse opgaver er tilendebragt engang i løbet af efteråret, accepterer vi Peters ønske om, at det er tid til at søge nye udfordringer i hans arbejdsliv. Det giver DK Company god tid til at sætte holdet, inden det tidligere CNS Group bliver integreret i DK Companys Vejle-domicil senere på året under ledelse af direktør Kasper Philipsen. Foreløbig ser vi dog frem til at nyde godt af Peters kompetencer nogle måneder endnu,” siger Group CEO i DK Company, Jens Poulsen. 

DK Company overtog også de to womenswear-brands Peppercorn og Desires, som sidenhen blev solgt til Minus.
"