Menu

DK Company-direktør: Stor lærdom i rutsjebane-år

DM&T følger op på en ny dokumentarudsendelse fra DR, der følger DK Company i de første skelsættende måneder af coronakrisen. Koncerndirektør Jens Poulsen fortæller i denne artikel, hvordan resten af 2020 gik og ser tilbage på et turbulent år med store op- og nedture. Et år som har gjort både ham og koncernen klogere.

Hovedaktionær og koncerndirektør i DK Company Jens Poulsen.
Hovedaktionær og koncerndirektør i DK Company Jens Poulsen.

24. marts 2021

I mandags løb tredje afsnit af DR’s dokumentarserie ’Epidemien’ over skærmen. Her er DR’s kameraer gennem måneder gået tæt på modevirksomheden DK Company og særligt direktør og medejer Jens Obel Jørgensen.

Dokumentaren følger ham og DK Company fra marts indtil juni måned sidste år, altså gennem nogle af de mest turbulente måneder i branchens nyere historie. En periode, hvor DK Company blandt andet var nødt til at hjemsende medarbejdere og endda afskedige. Medarbejderne accepterede også en lønnedgang på 20 % i den værste periode, så det var på alle måder en periode, der satte dybe spor på både medarbejdere og ledelse.

I de afsluttende scener af dokumentaren ser man en tydeligt berørt Jens Obel og koncerndirektør Jens Poulsen tale til medarbejderne i koncernens afdelingen i København. Her bekendtgør de to, at DK Company betaler den lønnedgang tilbage til medarbejderne, der herefter bryder ud i spontane klapsalver. Her slutter det 43 minutter lange afsnit.

Det handler i høj grad om følelser

’Hvordan påvirker det dig at se lige præcis det klip?’ spørger jeg koncerndirektør i DK Company Jens Poulsen, da vi samler op på udsendelsen, dagen efter den er blevet vist.

”Jeg er stolt af det øjeblik. Det viser, at Jens Obel er en fantastisk leder og et følelsesmenneske. Det skinner igennem i hele dokumentaren. Det er måske nok rå business, men det er altså også mennesker, det er følelser, det er tanker, det er frygt. Det her er jo et udtryk for passion, og det viser også, hvordan vi leder. Medarbejderne var jo involveret, og det er en fuldstændig åben kommunikation, hvor der er plads til følelser: Vi glædes sammen, hvis det går godt, og vi står sammen gennem det, hvis det er skidt.”

Men hvordan gik det så sidenhen i DK Company efter kameraerne blev slukket? Jens Poulsen kalder hele det forgangne år en rollercoaster.

”Jeg er egentlig lidt ærgerlig over, at programmet slutter i juni. DR har fulgt os i de mørkeste måneder, hvor vi alle i branchen var ramt af frygt og uvidenhed, men efter sommeren havde vi jo et fantastisk efterår, hvor hele branchen oplevede et løft. Det betyder også, at vi kommer godt ud af 2020,” siger han og understreger, at det var en speciel følelse at se programmet og genopleve den periode, hvor hele branchen blev sat på prøve.

”Jeg får kuldegysninger. Tænk på, hvor mange bolde, vi havde i luften i de måneder. Alt var nyt. Der var frygt, sygdom, bekymringer for vores familier og ansatte. Det har jo været en speciel periode, hvor særligt vores værdier er blevet sat på prøve. Vi er virkelig blevet testet på vores værdisæt med fokus på fire gange win, men når jeg ser tilbage på det seneste år, synes jeg bestemt vi har bestået testen,” siger han.

DK Company har taget hånd om deres leverandører, støttet op om deres kunder og medarbejderne og ejerne har stået sammen i en svær tid. Dermed har DK Company levet op til deres ’win-win for all’-strategi, og der er ingen tvivl om, at Jens Poulsen har lært rigtig meget af den krise, både hans egen virksomhed og branchen som helhed har været igennem. 

Krisen har rusket op i det eksisterende – og vist at der er andre veje

”Jeg er simpelthen så stolt af og glad for den fleksibilitet, hele organisationen har udvist og den måde, vi er rykket sammen på. Der har virkelig været en glæde ved at få tingene til at lykkes i fællesskab. Kriser har fået folk til at rykke tættere sammen, og det er virkelig fedt at se, og den måde, vores medarbejdere, har ageret på, har virkelig været flot.”

Coronaåret 2020 har ubetinget gjort både ham og organisationen meget klogere; ordet lærdom nævner Jens Poulsen flere gange i løbet af vores samtale. Men han er ikke alene blevet klogere. Han er også blevet mere taknemmelig.  

”Krisen har affødt en stor taknemmelighed. Det er jeg blevet meget mere bevidst om. Taknemmelighed over at det ikke gik værre, og det vil jeg ubetinget tage med videre,” siger han.

I flere andre virksomheder, har vi tidligere hørt topcheferne tale om, at krisen har vist andre veje. Arbejdspladserne og forretningsmulighederne har for mange været fundamentalt forandret, og det har givet inspiration til at tænke nyt. Det billede genkender Jens Poulsen. Krisen har nemlig betydet, at arbejdsgangene i hele koncernen er blevet forandret, og også her finder han stor lærdom.

”Vi har lært, at vi kan lave flotte kollektioner og skabe en rigtig god kundekontakt uden at rejse. Jeg er imponeret over, hvor flot alle vores brands står, og hvor godt vi har taget hånd om vores kunder, selvom vi ikke har kunnet rejse. Det vil vi helt sikkert også tage med.”

Han fortæller også, at krisen har gjort noget ved måden, DK Companys brands sammenstykker deres kollektioner på. Der er nu en anderledes bevidsthed om, at hastigheden skal sættes ned, og modegraden også skal forandres, så produkterne kan leve længere, hvilket reducerer risiciene.  

I foråret – og igen under nedlukningen i starten af 2021 – har der været stort fokus på produkternes levetid i modebranchen, og hvordan der er behov for at ændre på nogle af de hidtidige måder at gøre tingene på – både ud fra et bæredygtighedsmæssigt og økonomisk perspektiv.

Og netop manglerne ved branchens økonomiske model har været udstillet, fortæller Jens Poulsen:

”Det har foruden at være en sundhedskrise også været en likviditetskrise, som virkelig har understreget, hvor vigtigt likviditet er, hvis man driver tekstilvirksomhed. Det skal vi virkelig lære af på den lange bane,” siger han.

Dette var også en af grundene til, at mange af branchens virksomheder i de første måneder med corona frygtede for deres fortsatte eksistens. Det gjaldt ikke bare i Danmark, men også internationalt. I et interview i efteråret fortalte Adidas’ danske CEO Kasper Rørsted, at han og resten af ledelsen i april reelt frygtede, at virksomheden ikke ville komme levende igennem krisen. Da DM&T i foråret spurgte branchens ledere, om de følte sig lukningstruede, svarede 21 %, at det gjorde de. Heldigvis endte det langt fra sådan.   

En gave pakket ind i grimt papir

Han har, som mange andre topchefer, set hvor godt medarbejderne præsterer, selvom de har arbejdet hjemme, og den fleksibilitet for den enkelte, bliver også langt vigtigere fremover. Det giver nogle nye muligheder for at skabe de optimale rammer for medarbejderne.

Så selvom det har været en turbulent periode, der har budt på mange op og nedture, vil Jens Poulsen ikke være oplevelserne i 2020 foruden, når nu det ikke kunne være anderledes.

”Vi har fået en gave, der er pakket ind i grimt papir. Omstændighederne med sygdom, død og store kvaler har været forfærdelige, men vi har lært så meget, som vi kan tage med os fremover, og det er virkelig en gave. Både de positive og negative oplevelser skal vi lære af, hvilket jo også er kommet til udtryk under den seneste nedlukning. Der har vi klaret os bedre, fordi vi har været langt bedre rustet til udfordringerne,” siger han og vurderer, at det ikke kun gælder ham og DK Company, men bredt i branchen.

Derfor ser han også lyst på fremtiden.

”Solen skinner på branchen igen. Vi har vist, at vi som branche har en evne til at rejse os, når de mørke skyer driver over. Det så vi tydeligt i efteråret, hvor størstedelen af branchen slog tilbage. Nu kan vi igen skimte solen, og jeg tror på, at vi kan forvente bedre tider. Hvis vi kombinerer det med de værdifulde erfaringer, vi har gjort os det seneste år, tegner fremtiden lys for branchen, når vi er igennem coronakrisen,” siger han.

En historisk begivenhed

Jens Poulsen er heller ikke i tvivl om, at denne tid vil fylde adskillige sider, når historiebøgerne skal skrives.

”Om 10 år vil vi se tilbage og se, at coronakrisen var med til at nyskabe en måde at arbejde på, hvor nærvær og sammenhold betyder noget, og hvor omstillingsparathed spiller en nøglerolle. Man kan kalde det en slags genfødsel,” siger Jens Poulsen, da jeg beder ham opsummere året.

Netop det, at der er tale om en historisk begivenhed, var faktisk også en af grundene til, at DK Company-ledelsen valgte at lade DR komme så tæt på.     

”Jeg tror, det har været interessant at følge vores afdelinger i Ikast og København igennem det her program. Jeg håber, seerne har fået en større forståelse for den situation vi og vores medarbejdere har stået i. Jeg er meget stolt af hele koncernens sammenhold og ønske om at gøre en forskel, og det gælder ikke kun Ikast og København, som vi kommer tættest på i dokumentaren, men også Vejle, som står for halvdelen af omsætningen under ledelse af Kasper Philipsen,” afslutter Jens Poulsen.    

Du kan se ’Epidemien' på DR TV.

"