Menu

DK Company kigger fremad efter ”mørkt forår”

Danmarks andenstørste modevirksomhed udtræder af regeringens lønkompensationsordning og betaler medarbejderne den lønandel, de opgav, da de blev bedt om at gå ned i løn. Som et led i genrejsningsplanen afskediges 60 medarbejdere for at komme tilbage til en ny hverdag.

Group CEO i DK Company Jens Poulsen.
Group CEO i DK Company Jens Poulsen.

26. juni 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

DK Company forsøger at vende tilbage til den hverdag, firmaet med omkring 2400 medarbejdere i alt kendte før coronakrisen.

Som et led i den plan træder firmaet nu ud af regeringens lønkompensation og tilbagebetaler de 20 procent af lønnen, medarbejderne indvilligede i at undvære, da de gik ned i løn i starten af krisen.

Desværre kræver planen også 60 medarbejderes afskedigelser fordelt over DK Companys tre lokationer i Danmark.

- Da det var mørkest, stod vi sammen, og vores medarbejdere gik frivilligt 20 procent ned i løn i tre måneder som et kæmpe bidrag til firmaets likviditet. Vi er utroligt taknemmelige for den fantastiske opbakning fra vores medarbejdere, der tændte et lys, da det så allermørkest ud, siger Group CEO hos DK Company, Jens Poulsen, i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke uden bekymringer, at DK Company nu forlader trepartsaftalen om lønkompensation. De tror dog på, at de selv og verden går mod lysere tid, men er omvendt ikke blændet af positivitetens klare skær.

- Selvom verden ser markant bedre ud, forventer vi fortsat en større salgsnedgang for både 2020 og 2021. Nogle af de store eksportmarkeder som England, Spanien, Canada og Italien ligger stadig underdrejet, og frygten for en anden bølge af Corona ligger lige om hjørnet, fortsætter Jens Poulsen. 

Samlet har DK Company 2.400 medarbejdere, hvoraf de 900 arbejder på kontorerne i Danmark i henholdsvis Ikast, Vejle og København.

Tilbage i marts måned opsagde koncernen godt 100 personer. I dag har DK Company så måttet opsige yderligere 60 personer, som i alt svarer til en reduktion på 18 procent af den danske arbejdsstyrke med coronakrisen som ansvarlig.

Og selv om det naturligvis har været hårdt, så håber Danmarks andenstørste modevirksomhed nu på, at de positive takter fortsætter, mens de glæder sig over, at de, og deres kunder, har klaret sig igennem krisen med skindet på næsen.

- I DK Company er vi stolte af at have hjulpet vores kunder i en presset situation. Vi har ydet rabatter, ombyttet varer, annulleret ordrer og givet lange kreditter. Vi har været nærværende og forsøgt at hjælpe kunderne på bedste vis i en svær situation. Nu sætter vi punktum for et mørkt forår og kigger fremad mod et lysere og mere optimistisk efterår, lyder det afslutningsvis fra Jens Poulsen. 

"