Menu

DK Company overgår sig selv - igen

Omsætningen i Danmarks næststørste modevirksomhed rundede i 2018 tre mia. kr. Selskabet forventer yderligere vækst i 2019 – både organisk og gennem investeringen i Saint Tropez.

DK Company er Danmarks næsstørste modevirksomhed kun overgået af Bestseller
DK Company er Danmarks næsstørste modevirksomhed kun overgået af Bestseller

30. april 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Regnskabsåret 2018 er gjort op for DK Company, og det kan ikke være sket helt uden tilfredse smil. Danmarks næststørste modekoncern rundede nemlig en omsætning på 3 mia. kr. for første gang, og mere præcist lyder omsætningen på 3,06 mia. kr. Selvom driftsresultatet var lavere end året forinden, øger DK Company alligevel resultatet før skat med 5 mio. kr. til 240 mio. kr. 

"2018 var et år, der var præget af europæisk varmerekord, hvilket påvirkede forbrugernes køb af tøj. Det har efterfølgende medført markant øgede nedskrivninger på varelagrene af specielt de tungere artikler og blev dermed en udfordring i et marked, der i forvejen er præget af udsalg og tilbud og med en høj grad af konkurrence. På den baggrund er vi særdeles stolte over, at vi præsterer en vækst også i 2018," siger Group CEO Jens Poulsen i en pressemeddelelse.

”Væksten er sket rent organisk. Der er ingen tvivl om, at vi fortsat høster af de mange frø, der er sået gennem tidligere års opkøb. Vi har i alle vores aktiviteter fået skabt en række stærke og dedikerede teams, der i kraft af gode relationer og høj energi skaber de gode resultater, ” fortsætter han.

Han noterer sig, at væksten er sket organisk, og dermed kan DK Company sandsynligvis se frem til at lægge til rekordomsætningen i 2019, hvor man blandt andet har købt Saint Tropez, ligesom ledelsen også forventer organisk vækst. Derudover åbner Jens Poulsen også op for flere opkøb.

”Der er et spændende men også lidt nervøst marked i modebranchen, hvor der er fokus på alt fra onlinehandlens vækst til hård priskamp og pres på butikkerne. I et sådant marked er vi historisk glade for at kigge på muligheder. Jeg ser at vores samlede platform betyder, at vi fortsat kan drage fordel af endnu mere stordrift,” siger han således til erhvervsmediet Finans.  

DK Company ejer i dag 20 brands, som sælges til 16.000 forhandlere i 47 lande, ligesom man har 200 butikker, både egne og franchise, og egne e-commerce-platforme. I 2018 investerede DK Company i en ny online-platform, og samtidig flyttede man det fysiske online-lager til Polen fra Tjekkiet. 

"