Menu

DK Company-topchef om nyt opkøb: Det giver rigtig god mening

Group CEO Jens Poulsen har store forventninger til Saint Tropez, som DK Company netop har erhvervet. Han ser et solidt fundament, men fortæller også, at der kommer til at ske markante ændringer.

Group CEO i DK Company Jens Poulsen.
Group CEO i DK Company Jens Poulsen.

28. januar 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Danmarks næststørste modevirksomhed er blevet endnu større. Tidligere på dagen blev det nemlig offentliggjort, at DK Company overtager modevirksomheden Saint Tropez fra IC Group, der har ejet brandet siden 2002. Og det vækker glæde hos DK Companys Group CEO, Jens Poulsen, at man nu har gennemført handlen.

”Det er et køb, der giver rigtig god mening. Vi er meget glade for den her handel, fordi den harmonerer rigtig godt med vores strategi om at gå dybere og stærkere ind i mid market-segmentet. Der er Saint Tropez bare en stærk spiller,” fortæller han, da Dansk Mode & Textil fanger ham på en telefon i bilen på vej til København.

”Vi er glade og stolte over, at det har kunnet lade sig gøre. Jeg har stor respekt for Saint Tropez’ historik, udtryk og kunnen. Saint Tropez er stadig et fantastisk navn, og har været det siden grundlæggelsen i 1984, og de står for nogle af de ting, vi sætter højt: Godt købmandskab og value for money ,” lyder det begejstret fra Jens Poulsen.

Vil udbygge sund wholesale-forretning og neddrosle retail-aktiviteter

Det er en virksomhed med udfordringer, DK Company overtager. Igennem en årrække er indtjeningen dykket, og i 2018-regnskabet måtte man indkassere et minus på 18,5 mio. kr. Jens Poulsen er fuldt ud bevidst om, at der skal ske ændringer:

”Det er et selskab, som trænger til hjælp. Man tjener ganske enkelt ingen penge, men vores analyse er, at man har en sund wholesale-forretning med god spredning og en fin omsætning. Den del vil vi arbejde videre på og udbygge,” siger han og uddyber:

”Vi forventer at kunne få Saint Tropez ud i flere lande og drage synergi på salgssiden. Vi sælger allerede til 60 lande i DK Company, og det ville være oplagt at udnytte synergien i det. Derudover bliver Saint Tropez en del af de allerede etablerede indkøbskontorer, og generelt forventer vi at Saint Tropez kommer til at drage nytte af at blive en del af solid og velsmurt maskine.”

Du nævner, at wholesale-aktiviteterne er sunde. Hvad så med retail-delen?

”Den er mere usund og her kommer vi til at neddrosle aktiviteterne. Det betyder helt konkret, at vi kommer til at lukke butikker, omforme til andre koncepter og generelt overveje, hvordan det fremtidige retail-Saint Tropez skal se ud.”

DK Company har allerede udpeget områder, hvor man kan gøre en forskel for brandet. Det betyder konkret, at back office-aktiviteterne - herunder lager, logistik og økonomi – overflyttes til Ikast-afdelingen, mens alle produktrelaterede funktioner samt salg og marketing overføres til DK Companys domicil på Holmen i København, hvor DK Companys andre københavneraktiviteter hører til. Dermed slutter en æra også, da Saint Tropez siden grundlæggelsen har haft til huse i Hellebæk, men her ophører man nu med at have kontor.

Det er jo ingen hemmelighed, at Saint Tropez har været til salg gennem en længere periode. Hvorfor er det først nu, I køber selskabet?

”Vi har bestemt også holdt øje med Saint Tropez igennem længere tid, men vi skulle lige finde hinanden. Det har dog været en god proces, og det er jo heller ikke første gang, vi handler med IC Group. Der har været en god kontakt og fin dialog. Vi har med vores tidligere køb fra IC Group vist, at vi kan gøre en positiv forskel, og det glæder jeg mig nu til at gøre for Saint Tropez,” fortæller Jens Poulsen. Han glæder sig også over timingen af købet:

”Det er rigtig positivt, at vi kan melde det ud lige inden messen. Her får vi lejlighed til at fortælle både Saint Tropez’ og DK Companys kunder om de perspektiver, vi ser i overtagelsen, og hvordan de kommer til at nyde godt af det,” slutter Jens Poulsen.

"