DM&T-direktørens jule- og nytårshilsen til branchen
2025 var et begivenhedsrigt år, der udfordrede den danske livsstilsbranche. Et år med udfordringer, men også et år, der viste, at branchen besidder en unik evne til at tilpasse sig. Her ser DM&T’s Thomas Klausen på året, der gik i branchen og i DM&T.
Året går på hæld, og det har været ganske begivenhedsrigt for den danske mode-, tekstil- og livsstilsbranche. Det har ikke været lige let alle dage, men takket være branchens særegne evne til at tilpasse sig, er det alligevel lykkedes at komme gennem årets udfordringer.
Året har budt på usikkerhed om globale toldsatser, forandringer i den globale detailhandel, ny regulering og konkurrence fra onlineplatforme udenfor EU, som sjældent konkurrerer på lige vilkår. For blot at nævne et lille udpluk. Verden er fortsat ustabil, og det påvirker naturligvis vores branche, som ofte arbejder et halvt år frem i tiden. Ustabiliteten sætter uundgåeligt et aftryk på virksomhedernes økonomi og vores investeringer i medarbejdere, markeder og innovation. Netop derfor er mit største juleønske for branchen forudsigelighed og stabilitet. Både når det gælder det globale økonomiske klima og den regulering, der rammer branchen.
Og her skal vores medlemmer vide, at DM&T gør alt, vi kan for at sikre både stabilitet og forudsigelighed. I al fald i de forhold, hvor vi kan gøre en forskel. DM&T har indtaget en stærkere politisk position i de senere år, ganske enkelt fordi den politiske interesse for branchen – og for at regulere den – har været tiltagende.
Selv i en tid med stor uforudsigelighed og med store interesse for at regulere branchen, klarer dens virksomheder sig igennem de svære tider og store forandringer. Præcis som den har gjort det gennem mere end 100 år. Med DM&T som en betroet samarbejdspartner.
130 år i branchens tjeneste
DM&T har i 2025 kunnet fejre 130-års fødselsdag, og selvom der er sket meget med både branchen og foreninge siden den forårsdag i 1895, hvor tre fabrikanter satte sig sammen i Odense med ambitionen om at stifte en forening til værn for tekstilindustrien, er DM&T fortsat branchens tætteste samarbejdspartner. Det er ikke noget, vi tager for givet, men noget vi værner om.
Som branchens tætteste allierede har vi det privilegium, at vi både kender virksomhedernes aktuelle udfordringer og kan kastede et mere overordnet blik på den verden, branchen agerer i. Netop det gør, at vi kan tale på vegne af branchen, både i den brede offentlighed og i politiske henseender, uanset om det er i Danmark eller i EU.
I DM&T oplever vi en stigende interesse i branchen og i at være i dialog med branchen. I 2025 er det blandt andet komme til udtryk i form af en politisk studietur med bred opbakning, gode debatter på Folkemødet, politiske møder og løbende myndighedsdialog. Alt sammen noget der vidner om en stigende interesse for vores branche, som også er en hjørnesten i Danmarks samfundsøkonomi med et BNP-bidrag på godt 90 mia. kroner årligt. Den dialog og interesse i branchen er afgørende, hvis vi skal lykkes med den omstilling, branchen står midt i.
DM&T har skabt en position, der medfører, at omverdenen lytter, når vi taler på vegne af branchen. Det gælder i Folketinget, i Bruxelles, i embedsværket og blandt myndighederne. Vores medlemmer kan vide sig sikre på, at DM&T altid vil kæmpe for branchens interesser og være branchens samlende talerør, hvilket vi også har bevist i 2025, hvor vi bl.a. er blevet en del af sekretariatet, sammen med Lifestyle & Design Cluster og TRACE, der skal gøre National Handlingsplan for Tekstiler til virkelighed.
Stabilitet og forudsigelighed var også et nøgleord i de overenskomster, vi forhandlede på plads i 2025. De giver ro på en række essentielle områder og en vigtig stabilitet de kommende tre år.
Det at skabe ro er også afgørende for vores daglige rådgivning og arrangementer. Vi vil gerne give vores medlemmer ro i sjælen, så de kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag og få svar på deres spørgsmål, når de melder sig i hverdagen. Uanset om det handler om nye regulering eller fortolkning af den eksisterende.
For os handler det om at være tættest på branchen. Både i den daglige dialog og i de større spørgsmål om branchens udvikling. Derfor værdsætter vi den tætte dialog og glæder os til at fortsætte den og det gode samarbejde med branchens virksomheder men også alle dens mange interessenter i 2026.
Nok er der fortsat udfordringer i horisonten, men jeg vælger at fokusere på de mange spændende muligheder og projekter, der venter i 2026. Lad mig benytte lejligheden til at sige tak for det forgangne år og ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.