DM&T’s medlemmer får nu endnu stærkere rådgivning om e-handel
Hvis din virksomhed døjer med de mange regler inden for e-handel, er den ikke alene. For at sikre, at de danske livsstilsvirksomheder kan udnytte de mange muligheder online, lancerer DM&T nu et nyt digitalt rådgivningsunivers om reglerne ved e-handel.

Hvis din virksomhed døjer med de mange regler inden for e-handel, er den ikke alene. For at sikre, at de danske livsstilsvirksomheder kan udnytte de mange muligheder online, lancerer DM&T nu et nyt digitalt rådgivningsunivers om reglerne ved e-handel.
Det globale e-handelsmarked for mode anslås at udgøre USD 886 mia. i 2025 ifølge Statista. Og det er ikke kun mode, der handles online, for tekstil-, sports- og livsstilsprodukter er også væsentlige varegrupper, når både danske og internationale forbrugere fylder de digitale indkøbskurve.
Vil du have succes online, er det vigtigt at have styr på de mange love og regler, der gælder, når man sælger digitalt. De adskiller sig på flere måder fra salg i andre kanaler, og har du ikke styr på reglerne, kan du både ende med juridisk hovedpine og sure kunder.
Et digitalt univers fyldt med råd og vejledning
Heldigvis kan du som medlem af DM&T få både vejledning og adgang til vores voksende digitale univers spækket med gode råd, tjeklister og uddybede information om e-handel.
”Vores medlemmer søger i stigende grad rådgivning om de juridiske forhold ved e-handel, og for at understøtte den personlige rådgivning, har vi nu opdateret og udbygget vores hjemmeside med masser af værdifuld viden om reglerne ved e-handel. På den måde har du altid adgang til forretningskritisk viden, som kan hjælpe med at sikre, at din webshop overholder reglerne,” fortæller Camilla Christensen, juridisk chef i DM&T. Sammen med advokat Rikke Mynster Johansen rådgiver hun dagligt DM&T’s medlemmer om juridiske forhold i forbindelse med blandt andet e-handel.
Det digitale univers er netop blevet relanceret, og her finder du viden om reglerne for blandt andet privatlivspolitik, fortrydelsesret, fragt og levering samt en række andre emner. Du finder også en Q&A med svar på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål inden for e-handel.
”E-handel har masser af fordele for den enkelte virksomhed, men vi ved også, at reglerne kan give hovedpine. Det vil vi gerne afhjælpe med det her initiativ, og derudover har vores medlemmer jo også adgang til standard handelsbetingelser og privatlivspolitik i vores juridiske medlemsportal. Og vigtigst af alt kan man altid ringe til os for at få rådgivning og sparring om konkrete juridiske udfordringer,” lyder det fra Camilla Christensen.
I de kommende uger sætter vi fokus på konkrete problemstillinger inden for e-handel. Følg med i DM&T Indsigt og på dmogt.dk

