Menu
TOPMØDE 2019

DM&T offentliggør programmet for årets branchebegivenhed

Dansk Mode & Textil kan nu løfte sløret for det endelige program til TOPMØDE 2019. Bliv rustet til en verden i forandring, når talere fra ind- og udland både udfordrer og inspirerer årets deltagere.

01. oktober 2019

Dansk Mode & Textil er stolte af at kunne præsentere det fulde program for TOPMØDE 2019. Det bliver en dag fyldt med inspirerende oplæg, når branchen samles til årets begivenhed den 30. oktober i Terminalerne i København. For tredje år i træk stiller TOPMØDE skarpt på nogle af branchens mest presserende udfordringer og ikke mindst, hvordan disse bliver vendt til muligheder – i år under temaet ”En verden i forandring”. Igen i år kan du opleve et stærkt felt af talere fra både ind- og udland, der hver især har opnået anerkendelse inden for deres respektive områder.

Få overblik over programmet for TOPMØDE 2019 nedenfor eller læs mere her.

Program

En verden i forandring

Velkomst ved Thomas Klausen, adm. direktør, Dansk Mode & Textil           

”Verden har forandret sig ubeskriveligt hurtigt gennem de sidste år – og det kommer kun til at gå endnu hurtigere fremover. Så hvis forandringsvilligheden ikke allerede er til stede i virksomhederne, risikerer man simpelthen at blive hægtet af. Den problemstilling vil vi selvfølgelig imødekomme ved TOPMØDE 2019. Deltagerne får derfor en lang række redskaber, der gør dem i stand til at ruste netop deres virksomheder til en verden i forandring,” fortæller Thomas Klausen, adm. direktør i Dansk Mode & Textil, om dagens tema, og hvad de deltagende kan forvente af TOPMØDE 2019.

State of the Fashion Industry

Achim Berg, Global Leader of Apparel, Fashion and Luxury Group, McKinsey & Co., Co-editor of State of Fashion

Igennem de seneste 15 år har Achim Berg rådgivet adskillige brands, retailere, wholesale-virksomheder og producenter på globalt plan. Gennem sit omfattende arbejde i og med branchen har Achim opnået stor indsigt i mode-, fodtøjs- og accessories-markederne verden over.

Han er en del af redaktionen på den årlige State of Fashion-rapport, McKinsey udgiver i samarbejde med Business of Fashion. Rapporten sætter fokus på de forhold, der udfordrer branchen netop nu og den er baseret på research og interviews med den globale modebranches topledere.

Med afsæt i al den viden, giver Achim et unikt indblik i branchens overordnede tilstand og klæder deltagerne på til at navigere i morgendagens udfordringer.  

Skab vedvarende forandringer med adfærdsdesign

Morten Münster, Skandinaviens førende ekspert inden for adfærdsdesign, bestsellerforfatter og oplægsholder

Man skulle tro, at der er en direkte sammenhæng mellem strategi og mennesker. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Mennesker opfører sig menneskeligt, og vil du have dem til at ændre retning, kan adfærdsdesign være et fremragende redskab. Det har Morten Münster bevist med bogen ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag…”, som har bragt adfærdsdesign øverst på agendaen, når en række danske og internationale virksomheder har stået midt i forandringsprocesser. 

På TOPMØDE 2019 giver Morten afgørende tips, tricks og tools, der kan hjælpe din virksomhed til at skabe vedvarende forandringer ved hjælp af adfærdsdesign.

Den bæredygtige moderevolution er i gang

Fireside chat mellem Eva Kruse, CEO & President, Global Fashion Agenda, og Mette Walsted Vestergaard.

PANELDEBAT: Når bæredygtighed bliver virkelighed

Paneldeltagere: Charlotte Eskildsen, Creative Director og Owner af Designers Remix, Thomas Hertz, CEO og Co-owner af Stine Goya og Jan Magdal Poulsen, Global Marketing Director, egetæpper A/S

En samtale om hvorfor mode- og tekstilbranchen skal skifte gear i den bæredygtige omstilling og hvordan virksomhederne griber den omstilling an. Modereret af Mette Walsted Vestergaard.

Esprit vil genskabe det ikoniske brand – strategi og forandringsledelse i en global modevirksomhed

Anders Kristiansen, Group CEO Esprit

I juni 2018 begyndte Anders Kristiansen som CEO i Esprit, som er verdens første livsstilsbrand. Kristiansen har sat sig i spidsen for en ambitiøs plan om at genopbygge virksomhedens forretning og en restrukturering af kostbasen, således at Esprit kan vende tilbage til at være en stærk organisation. For at vende tilbage til en bæredygtig vækst og profit er forandringer en nødvendighed. Dette betyder, at brandet skal genvinde sin ikoniske status, forbrugerne skal sættes i centrum og der skal udvikles et stærkt produktudbud. På tegnebrætter finder man et nyt butikskoncept, en best in class wholesale-model og kampagner med fokus på vigtige emner. Kort sagt skaber danske Anders Kristiansen modige forandringer. 

Sådan formår ONLY at åbne en butik hver anden dag – en førstehåndberetning fra retail-Europas frontlinje

Finn Poulsen, CEO og co-owner, Bestseller Retail Europe

Finn Poulsen har i årevis beskæftiget sig med retail og mode. Han star i spidsen for Bestsellers europæiske retail-setup, ligesom han også er øverste chef for ONLY-brandet. Finn ved om nogen, hvad det handler om, når man skal afsætte sine varer, uanset om det sker fysisk eller online – han har immervæk sin gang på 30 forskellige markeder. Forvent en barsk og hudløst ærlig beretning fra retail-Europas frontlinje, når Finn fortæller, hvad det kræver, hvis man skal åbne en ny butik hver andend dag.

PANELDEBAT: Hvor og hvordan skal vi sælge vores varer i fremtiden - En diskussion om forretningsmodeller, strategi og forbrugere

Paneldeltagere: Peter Jørgensen, CCO/CMO i Boozt.com, Kuno Kildetoft, CEO i Ball Group og Morten Linnet, CEO i By Malene Birger

Tre forskellige virksomheder med vidt forskellige strategier, diskuterer egne butikker, onlinehandel, nye forretningsmodeller og en række andre forhold., der har effekt på den måde, hvorpå vi afsætter vores varer i fremtiden.

Next Level Award

Dansk Mode & Textil hædrer et brand, som er klar til at tage sin udvikling til næste niveau. Next Level Award er den eneste pris i det danske modelandskab, der hylder vækstlaget, og vinderen modtager en præmiepakke, der er skræddersyet til at tage virksomheden til næste niveau.

Next Level Award uddeles i samarbejde med Boozt, SPY System, CIFF og Bech-Bruun.

Leading Transformation

Kyle Nel, CEO & Founder af Uncommon Partners, forfatter, Singularity University

Kyle Nel star bag en af de mest radikale forandringsprocesser i nyere amerikansk business-historie. Som Executive Director for Lowe’s Innovation Labs, stod Kyle i spidsen for gennemgribende forandringer af hele måden, byggemarkedskæden Lowe’s driver deres forretning på.

Kyle tager dig med på en innovationsrejse uden sidestykke – en rejse der inkluderer science fiction, tegneserier, virtual reality og neurovidenskab, for blot at nævne et lille udpluk.

På TOPMØDE 2019 giver Kyle et indlæg om, hvordan du leder og tager ejerskab over forandringsprocesser med fokus på innovation og menneskelig adfærd.

Programmet slutter kl. 16.05, hvorefter der vil være rig mulighed for at styrke og udvide dit netværk ligesom, at der er indlagt pauser i programmet til networking.

Hvis du ikke vil gå glip af afgørende viden og inspiration til, hvordan du ruster din virksomhed til en verden i forandring, kan du stadig nå at købe billet her.

"