Menu

DYRBERG/KERN tager den hårde vej back to basics

Smykkevirksomheden er i gang med en større rekonstruktion og har iværksat en ny strategi. Det skal bringe DYRBERG/KERN tilbage til rødderne og vende skuden efter et regnskabsår med -37 mio. kr. på bundlinjen. Selskabet oplyser, at det er godt på vej.

16. januar 2019

Regnskabsåret 2017/18 har ikke været nogen dans på roser for den danske smykkevirksomhed DYRBERG/KERN.

 

”DYRBERG/KERNs resultatopgørelse for 2017/18 udviser et resultat før skat på -36.855 t.kr. hvilket er resultatet af nedskrivninger på varelageret, nedlukninger af ikke-lønsomme forretningsområder og forsøg på at sælge mangeartede produkter og koncepter på meget forskellige kanaler” siger CEO & Creative Director, Henning Kern i en pressemeddelelse.

 

I årsrapporten for 2017/18 kan man læse, at ejerne har indfriet selskabets bankgæld, ligesom der er stillet ansvarlige lån til rådighed for virksomheden, som havde en negativ egenkapital på -36,5 mio. kr. ved regnskabsårets afslutning. 

 

Ny strategi begynder at give pote

Efter et par svære år har DYRBERG/KERN gennemgået en stor rekonstruktion og formuleret en ny ”Back-to-Basic” strategi. Og den begynder allerede at udvise resultater i perioden efter regnskabsårets afslutning, som var den 30. juni 2018.

 

DYRBERG/KERNs nedbringelse af de faste omkostninger efter regnskabsårets afslutning - og at der i tillæg har været en reducering af medarbejderstaben, samt et øget fokus på lagerstyring og produktion - har hurtigere end forventet bidraget til et nulresultat pr. 31/12 2018, oplyser selskabet.

 

I ledelsesberetningen for 2017/18 kan man læse, at ”selskabets brand betragtes som det største aktiv, og der forhandles helt eller delvis på et salg af virksomheden til nye ejere.” Men det er ikke her grunden til den nye strategi skal findes, lyder det fra Henning Kern:

 

”Den ændrede strategi handler bestemt ikke om et frasalg af virksomheden, men derimod en tilbagevending til DYRBERG/KERNs solide og succesfulde kerneforretning, en tilpasset organisation og selvsagt forventningen om en positiv udvikling og vækst” siger han og fortsætter:

 

”Oprydningsarbejdet har kostet mange ressourcer, men vi er så småt ved at være i mål nu. Det realiserede tab er finansieret af Gitte Dyrberg og jeg. Nu skal vi se fremad og fokusere på den nye strategi med en optimeret organisation og de udbytterige kerneaktiviteter. Vi skal sikre os, at den internationale kendskabsgrad og loyalitet som brandet DYRBERG/KERN gennem 35 år har opbygget, bliver nyttiggjort og profiteret så godt som overhovedet muligt – og at vi holder den nye kurs. Det betyder fuld koncentration på de kommercielle produkter – både via wholesale- og onlineforhandlere – samt vores egen webshop”.

 

DYRBERG/KERN meddeler, at man i forbindelse med det øgede fokus på kerneforretningen er åbne for at invitere nye investorer ind i ejerkredsen. Disse skal i så fald i samarbejde med de nuværende grundlæggere og ejere af firmaet, Gitte Dyrberg og Henning Kern, sikre en fortsat udvikling inden for strategiens rammer.
"