Menu

Envii allierer sig med influencer for at sætte fokus på god sag

Envii støtter nonprofitorganisationen GirlTalk med en ny minikollektion, som skal sætte fokus på unge kvinders trivsel og organisationens arbejde. Influencer Emilie Lilja er ambassadør for GirlTalk og har således også bidraget til kollektionen.

Til kampagnen for Envii samarbejde med GirlTalk og Emilie Lilja, har Emilie Lilja udvalgt fire modeller, Barbara Egholm, Sienna Bruun, Emma Clement og Vera Storm, som alle har arbejdet for den gode sag i GirlTalk.
Til kampagnen for Envii samarbejde med GirlTalk og Emilie Lilja, har Emilie Lilja udvalgt fire modeller, Barbara Egholm, Sienna Bruun, Emma Clement og Vera Storm, som alle har arbejdet for den gode sag i GirlTalk.

24. juli 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Det danske highstreet-brand Envii har allieret sig med influenceren Emilie Lilja og organisationen GirlTalk om en velgørenhedskollektion. GirlTalk er en nonprofitorganisation, som arbejder for at forbedre unge kvinders trivsel, hvilket blandt andet sker ved at tilbyde gratis, anonym rådgivning via chat og SMS. Noget mere end 6.000 piger årligt gør brug.

Envii vil gerne bidrage til at sætte fokus på GirlTalks arbejde, og lanceringen af en minikollektion af sweatshirts og bukser, skal være med til at rejse penge til organisationen. Alt overskud fra kollektionen går således til GirlTalk.

“Vi er utrolig stolte af at kunne indgå i et samarbejde med GirlTalk og deres ambassadør Emilie Lilja. GirlTalk er en spændende organisation med et aktuelt budskab og formål, som vi ønsker at støtte, tappe ind i, og øge opmærksomheden på. Ligesom GirlTalk, henvender Envii sig primært til unge kvinder. Fælles for os er, at ‘sammenhold’ er et af vores vigtigste brandværdier. Derfor er dette samarbejde en unik mulighed for at inspirere unge piger til at åbne sig op, minde dem om deres værdi og huske dem på, at der altid er nogen at tale med,” siger Sofie Niebuhr, Head of PR & Marketing hos Envii.

Organisationen og influenceren står i forvejen bag podcasten GirlTalk x Emilie Lilja, og Emilie Lilja er samtidig ambassadør for GirlTalk og de mere end 200 frivillige, som arbejder for GirlTalk.

”Min drøm om at skabe mere fokus omkring GirlTalk er nu endelig ved at gå i opfyldelse, takket være Envii. Begge parter deler nemlig samme vision om, at vi alle har brug for en at tale med. Gennem min rolle som ambassadør, har GirlTalk bevæget sig dybt ind under huden på mig og er blevet mit hjertebarn. At et brand som Envii viser støtte og bidrager til at skabe den følelse af et støttende fællesskab, som vi ønsker at give med GirlTalk, er simpelthen langt mere, end jeg havde kunne ønske mig for organisationen,” siger Emilie Lilja.

Kollektionen består af et sweat-sæt i fire forskellige pastelfarver med ordet ’TALK’ broderet på brystet. Budskabet TALK er et naturligt valg, da et af GirlTalks vigtigste budskaber er, at alle har brug for en at tale med. Til kampagnen har Envii og Emilia Lilja udvalgt fire modeller, som alle arbejder frivilligt for GirlTalk.

"