EU og USA indgår toldaftale – sådan påvirker det tekstilbranchen
EU og USA har indgået en toldaftale, der vil medføre en fast told på 15 % på EU-producerede varer, som eksporteres til USA. Aftalen blev indgået søndag efter et møde mellem USA's præsident Donald Trump og EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Vi giver et kort overblik over, hvad vi ved om aftalen på nuværende tidspunkt og hvad det betyder for tekstilbranchen.

Danmark eksporterer tekstil og beklædning til USA for 838 mio. kr. om året
EU’s og USA’s økonomi udgør tilsammen 44 % af verdens BNP og et samlet marked med 800 mio. indbyggere. De to markeder handler for samlet set 12.500 mia. kr. årligt, herunder både tekstiler og beklædning.
Danmark eksporterer årligt beklædning og tekstiler for 838 mio. kr. til USA, og Danmark importerer tekstil og beklædningsvarer for 243 mio. kr. fra USA. Derudover har en række tekstilvirksomheder investeringer direkte i USA.
Det vi ved om aftalen på nuværende tidspunkt
Aftalen gælder fra den 1. august 2025.
Alle tekstil- og beklædningsprodukter (kapitel 50-63 i tariffen) er omfattet.
USA pålægger en told på 15 % på alle varer med EU-oprindelse. De 15 % erstatter alle tidligere toldsatser. Der er altså tale om en fast toldsats, som ikke lægges oveni alle de tidligere annoncerede toldsatser. Der er dog én undtagelse. Hvis den amerikanske grundtold (MFN) allerede er højere end 15 %, vil den højere grundtold (MFN) gælde, den vil ikke blive reduceret til 15 %.
EU afskaffer told på amerikanske industrivarer. Dette omfatter en bred vifte af forarbejdede produkter, herunder tekstil og beklædning.
Det er udelukkende varer med oprindelse i EU og USA, som er omfattet.
Aftalen vil indeholde styrkelse af oprindelsesregler, der skal sikre, at kun produkter fremstillet i EU eller USA nyder godt af toldnedsættelser. Oprindelsesreglerne er ikke nærmere præciseret.
Aftalen indeholder en række andre forhold, som påvirker handlen mellem EU og USA.
Aftalens fulde tekst og detaljer på produktniveau er endnu ikke offentliggjort.
Yderligere vigtige oplysninger om USA's toldpolitik
Fra den 29. august og fremefter vil forsendelser under $800 ikke længere kvalificere sig til toldfri indførsel. De vil således være underlagt de samme toldsatser som alle andre produkter.
For internationale postforsendelser har transportører mulighed for at opkræve afgifter ved at anvende den eksisterende toldsats pr. pakke, eller et specifikt toldbeløb pr. pakke (80 USD pr. pakke), men sidstnævnte kun indtil 1. marts 2026.
Told for transport gennem tredjelande
USA indfører told for at forhindre lande i at unddrage sig højere toldsatser ved at transportere varer gennem lande med lavere toldsatser. Sådanne forsendelser bliver pålagt en yderligere told på 40 %.
Eksempel: En beklædningsgenstand fremstillet i Bangladesh af kinesisk stof med minimal syning eller efterbehandling i Bangladesh får en samlet told på 40 % + den gældende toldsats for Bangladesh.
Indførelsen af tolden på transporten gennem tredjelande har til formål at undgå toldunddragelse for varer af kinesisk oprindelse. Det kan gælde for slutprodukter såvel som for varer fremstillet af kinesiske materialer, hvis de amerikanske myndigheder vurderer, at forarbejdningen undervejs ikke er tilstrækkelig.
DM&T råder derfor virksomheder med salg til USA at spore oprindelsen af alle input i produktionen, samt anskaffelse af dokumentation for at bevise væsentlig transformation i produktionen udenfor Kina i henhold til de amerikanske oprindelsesregler. Altså, husk klassisk oprindelsesdokumentation.
En detaljeret forklaring af disse ændringer er inkluderet i det FAQ-dokument, som kan downloades nederst på siden.
Den officielle meddelelse om rammeaftalen mellem EU og USA er blevet offentliggjort den 21. august og indeholder den nødvendige præcisering af toldsatser og markedsadgang. Du kan finde den fælles erklæring her og den officielle meddelelse fra EU-Kommissionen her.