I slutningen af maj indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en aftale, der betyder, at 5,4 mia. kr. nu bruges på at sikre elev- og lærlingepladser til gavn for de danske virksomheder. Pengene kommer fra AUB (Arbejdsgiveres Uddannelsesbidrag), hvor der igennem en årrække er blevet indbetalt for mange midler. Trepartsaftalen betyder, at virksomheder i 2020 kan få 75 % løntilskud for eksisterende aftaler, 90 % løntilskud for nye ordinære uddannelsesaftaler og 45 % tilskud til korte aftaler.
Aftalen har ikke desto mindre medført flere spørgsmål om, hvordan løntilskuddet udmønter sig i praksis. Derfor har DM&T i samarbejde med DA udarbejdet en hurtig guide, der giver svar på nogle af de mest stillede spørgsmål.