Menu

Fat Moose relanceret og klar til kamp

Det nordiske outdoor brand Fat Moose genopstår med en AW18-kollektion, der skal tage kampen op med sportsbranchens ’forspring’ på outerwear.

Foto: Fat Moose
Foto: Fat Moose

18. januar 2018

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Tøjvirksomheden Urban Brands overtog det nordiske outdoor brand Fat Moose i foråret 2017, efter det tidligere samme år gik konkurs. Nu relancerer de brandet med en AW18-kollektion og en forventning om at vinde kunder på deres kombination af praktisk og moderne overtøj.


”Vi ser et stort potentiale i brandet, da du i dag enten skal købe en funktionel jakke i en sportsbutik, eller købe en cool fashion jakke i en herrebutik. Vi kombinerer de to ting og ønsker at tage kampen op med de helt store internationale outerwear brands,” fortæller Christian Bisgaard, direktør i Urban Brands.


Urban Brands har altså en vision om at samle kvalitet og funktionalitet i jakker, der samtidig er vindtætte, vandtætte og åndbare.

”Sportsbranchen har domineret udviklingen af tekniske kvaliteter i overtøj i lang tid. Det er på tide, at vi i modebranchen tager del i det forspring, sportsverdenen har på den front. Vi har brugt lang tid på at udvikle en moderne serie af overtøj i ekstremt høj kvalitet, men som prismæssigt ligger godt under det niveau, man ser i sportsbranchen,” fortæller Christian Bisgaard. 

Som led i relanceringen lægger Urban Brands vægt på Fat Mooses nordiske rødder og promoverer dermed brandet i en kampagne, der er skudt i den norske natur af en norsk fotograf med norske modeller.

Foto: Fat Moose

”Vores modeller er det, vi kalder ’local heroes’. Vi benytter blandt andre en kok, som, udover at være tidligere verdensmester, er et af de lokale forbilleder i Bjekkarvik i Norge, hvor en del af billederne til lookbooken er skudt. Det har vi gjort for at komme i øjenhøjde med vores kunder og fortælle en historie om personer, der har en passion, som andre måske ikke har opdaget. Det mener vi, at vores kunder vil kunne forholde sig til, specielt på de sociale medier. Vi synes, at det bliver lidt ”kønsløst” med dyrt betalte modeller,” forklarer Christian Bisgaard.

Fat Moose fremviser AW18-kollektionen på CIFF i København, Modefabriek i Amsterdam, Stokholm Fashion Week og Moteukan i Oslo.
"