Menu

Fipo Group går konkurs

Efter år med store tab har Kolding-virksomheden Fipo Group måttet erklære sig konkurs. Nu arbejder kurator på at sælge dele af virksomheden fra.

Fipo Groups hovedkvarter i Kolding.
Fipo Groups hovedkvarter i Kolding.

25. september 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

I slutningen af sidste uge måtte Fipo Group ApS’ ledelse gå den tunge gang til Skifteretten i Kolding. Her begærede man den 20 år gamle virksomhed konkurs efter et samlet tab på 36 mio. kr. i 2016 og 2017. Det skriver Jydske Vestkysten.

Fipo Group havde ellers forsøgt at vende skuden ved at indsætte Morten Melbye som adm. direktør og afløser for Erik Filsø Pedersen, der sammen med Jesper Poulsen havde startet virksomheden i 1998. Jesper Poulsen forlod Fipo Group i 2012, og Erik Filsø Pedersen fortsatte som direktør og hovedaktionær.

Kun én gang på fem regnskabsår lykkedes det koncernen at få sorte tal på bundlinjen, og det har tæret egenkapitalen væk. Trods meldinger om støtte fra banken tidligere på året, gik kombinationen af en negativ egenkapital og dårlig indtjening ikke længere, og Christian Jul Madsen fra Kromann Reumert er nu udpeget som kurator. Til Jydske Vestkysten forklarer han, at driften af selskabet opretholdes:

”Vi har en salgsproces i gang, og der er allerede interesserede inde og kigge på virksomheden. Det er meget positivt. Så vi opretholder driften i et vist omfang, hvor vi servicerer kunder og leverandører i et vist omfang, så vi holder værdierne så intakte som muligt. Vi håber at finde en løsning, hvor køber overtager en del af de ansatte,” siger Christian Jul Madsen.

Fipo Group har 60 ansatte i det danske hovedselskab og 40 medarbejdere i udenlandske datterselskaber. I starten af 2017 var Fipo Group gennem en større sparerunde, der reducerede medarbejderantallet med godt 50 personer.

Kurator forventer at have en afklaring på, hvorvidt det er muligt at sælge dele af selskabet, senere på ugen.

Fipo Group er leverandør af brandede varer, private label og NOS til en række modevirksomheder og retailere i Europa og Kina. 

"