Menu

Flere og flere internationale indkøbere besøger CIFF Kids

Efter tre hektiske, men succesfulde messedage i sidste uge kan teamet bag CIFF Kids endnu en gang ånde lettet op. Med et stigende, internationalt besøgstal står børnetøjsmessen tilbage med en bred skare af tilfredse udstillere.

CIFF Kids oplever øget interesse fra internationale indkøbere
CIFF Kids oplever øget interesse fra internationale indkøbere

09. februar 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Alt i alt har det været en rigtig god modeuge for børnetøjsmessen CIFF Kids. Det skyldes især en fortsat stigning i besøgstallet. Ifølge salgschefen, Jeanette Marchussen, er der flere og flere internationale indkøbere, der har fået øjnene op for CIFF Kids, hvilket ikke er gået ubemærket hen:

”Generelt har der været stor tilfredshed med messen. Når jeg har talt med udstillerne, har de primært lagt vægt på, at det har kunne mærke, hvordan der er kommet flere internationale besøgende, og at kvaliteten af indkøbere generelt er rigtig god,” siger hun.

Lande som USA og Kina er på banen

Ifølge Jeanette Marchussen er antallet af gode børnetøjsbrands i Danmark så højt, at hvis de alle sammen skulle leve af det danske marked, ville der hurtigt være nogle, som blev nødt til at lukke. Heldigvis går det den rigtige vej:


”Ud fra vores registreringer kan vi se, at antallet af besøgende er vokset til at omfatte indkøbere fra lande som USA, Japan, Korea, Kina og De Forenede Emiraterne. Derudover har vi også faste indkøbere fra Belgien, Holland og Schweiz,” siger hun.

Hvert år er der omkring 300 brands, der hiver tre dage ud af kalenderen for at udstille deres kommende kollektioner hos CIFF Kids, som er kendt for at være en Nordeuropas førende modemesser for børnetøj. Messen har derfor noget at leve op til.

”Der har været et par tilbagemeldinger fra brands, der tidligere har været skeptiske omkring vores udenlandske indkøbere, men denne sæson har udstillerne virkelig kunne mærke, at de var tilstede blandt de besøgende,” siger Jeanette Marchussen og understreger, at den internationale interesse også skyldes, at messen ligger i hverdagene, og ikke i weekenden.

Tilfredse indkøbere

Ud over en bred palet af tilfredse børnetøjsvirksomheder, har der også været flere positive tilbagemelder fra indkøberne, bekræfter salgschefen. I tilbagemeldingerne lyder det, at CIFF Kids er en visuelt inspirerende messe, hvor der er en god, professionel og afslappet atmosfære, også i forhold til andre messer rundt omkring i verden.

”Det er rigtig dejligt at få at vide. Det kan godt være, at vi ikke er den største børnetøjsmesse, men mange af indkøberne synes, at CIFF Kids er den mest inspirerende,” siger Jeanette Marchussen og fortsætter:

”Vi har heller ikke en drøm om at være den største, men vi vil være den bedste. Vi har derfor stadig en ambition om at vokse på kvaliteten og ikke nødvendigvis kvantiteten.”

Med en intention om at udvide konceptet og tiltrække flere indkøbere introducerede CIFF Kids i august 2015 et livsstils- og interiørsegment, som er et initiativ, der er gået over al forventning. Interessen for segmentet vokser gang for gang, og CIFF Kids kan vurdere, at det tiltrækker flere besøgende:

”Multibrand-butikker, hvor der ikke kun sælges tøj, er blevet rigtig populære. Det er derfor vigtigt at have hele livsstilssegmentet med, så indkøberne også har mulighed for at købe alt fra home, design, legetøj og andre produkter, der ikke kun er tøj og sko,” siger Jeanette Marchussen.

Børnetøjsmessens gode ry spredes i hele Europa. CIFF Kids oplever allerede nu, at flere nye brands fra blandt andet Sverige, UK, Holland og Sverige henvender sig for at bestille en stand til august. 
"