Forbered jer på DMS Import: Importsystemet lukker 28. februar 2026
Toldstyrelsen har tidligere meldt ud, at Importsystemet lukker i februar 2026, og datoen er nu endeligt besluttet. Det betyder, at virksomheder, der endnu ikke er i gang med DMS Import, bør forberede overgangen allerede nu.
Importsystemet lukker 28. februar 2026 – det skal I være opmærksomme på
Toldstyrelsen har nu fastlagt datoen for lukning af det nuværende Importsystem. Fra 28. februar 2026 vil det ikke længere være muligt at oprette nye importangivelser i Importsystemet. Fremover skal alle nye importangivelser derfor oprettes i DMS Import .
Angivelser skal afsluttes i det system, de er oprettet i
Det er vigtigt at være opmærksom på, at alle toldangivelser skal færdigbehandles i det system, hvor de er oprettet. En importangivelse, der er indsendt i det nuværende Importsystem, kan ikke flyttes til DMS Import og skal derfor også afsluttes dér.
Toldstyrelsen er i gang med at afklare, hvordan virksomheder konkret afslutter igangværende angivelser i Importsystemet, når systemet lukker for nye angivelser. Der vil blive meldt nærmere ud om dette.
Selvom Importsystemet lukker for nye angivelser, vil det fortsat være muligt at søge om ændring eller ugyldiggørelse af toldangivelser, der er indgivet i Importsystemet efter den 28. februar 2026.
Opfordring til at teste DMS Import allerede nu
Toldstyrelsen opfordrer virksomheder til at gå i gang med at teste DMS Import i testmiljøet allerede nu. Det giver mulighed for at lære systemet og de nye arbejdsgange at kende i god tid inden lukningen af Importsystemet.
Hvis I oplever fejl i DMS Import under test eller drift, er det vigtigt, at I indmelder dem til Toldstyrelsen. Se mere på Toldstyrelsens hjemmeside om, hvordan fejl i DMS indmeldes.
Opdatering af DMS 31. januar 2026
Toldstyrelsen forventer at gennemføre en opdatering af DMS den 31. januar 2026 . Opdateringen har primært fokus på fejlrettelser.
Samtidig opdateres DMS Forsendelse til NCTS fase 6. Virksomheder, der arbejder med forsendelse, bør derfor være særligt opmærksomme på ændringer i DMS Forsendelse efter opdateringen.
Indholdet af opdateringen den 31. januar vil kunne findes på Toldstyrelsens hjemmeside, så snart det er offentliggjort.
Har I adgang til DMS Import?
Hvis I arbejder med import i det nuværende Importsystem og endnu ikke har adgang til DMS Import, opfordrer Toldstyrelsen til, at I søger om adgang hurtigst muligt.
Det er muligt at søge adgang til både onlineløsningen og system-til-system-løsningen. Når virksomheden er registreret, kan I teste løsningen og tage DMS Import i brug.
Se mere på Toldstyrelsens hjemmeside om adgang til DMS Import og de næste skridt frem mod lukningen af Importsystemet.
Se vores webinar om DMS Import i tekstilbranchen
Den 9. december inviterede DM&T Toldstyrelsen og Lector til at give et overblik og en status på implementeringen af DMS Import. På webinaret gennemgik vi bl.a. de typiske faldgruber, nye krav og praktiske løsninger, for at forberede deltagerne bedst muligt på overgangen fra det nuværende importsystem til DMS Import. Se eller gense optagelsen fra webinaret her. NB: Linket udløber den 9. januar 2025.