Ganni A/S leverer sit hidtil bedste regnskab. Bruttofortjenesten udgør i 2017 109 mio. kr., hvilket næsten er en fordobling i forhold til de 55,5 mio. kr. året forinden.
EBITDA stiger markant og udgør i 2017 74,65 mio. kr. mod 28,63 året forinden. Årets resultat lander på 46,54 mio. kr., hvilket næsten er en tredobling i forhold til året før. Ledelsen erklærer sig tilfreds med årets udvikling.
2018 er begyndt godt for Ganni, og ledelsen forventer, at regnskabsåret byder på både top- og bundlinjevækst.
I det forgangne år er Ganni gået fra 60 til 70 medarbejdere, og selskabets egenkapital udgør 40,5 mio. kr.
Ganni solgte i december sidste år 51 % af virksomheden til den amerikanske kapitalfond L Catterton. Dette skal blandt andet bidrage til en fortsat international ekspansion.