Menu

Ganni lancerer ny udlejningsplatform

Ganni har netop lanceret deres nye udlejningsplatform Ganni Repeat. Ved at gøre op med overproduktionen af tøj, skal den nye platform bringe det populære brand endnu tættere på visionen om en bæredygtig forretning.

Foto: Ganni AW19/ Frederik Valdemar Kjeldgaard
Foto: Ganni AW19/ Frederik Valdemar Kjeldgaard

22. august 2019

Med den netop lancerede udlejningsplatform, Ganni Repeat, er det nu muligt at leje tøj fra Gannis nye og tidligere kollektioner. Konceptet med at leje tøj er ikke nyt, men inden for landets grænser har det især vundet frem det seneste år. By Malene Birger implementerede et udlejningskoncept i deres webshop tilbage i maj, og nu er Ganni altså de seneste til at adoptere det. Fremover bliver det dermed muligt for forbrugere at opdatere og forny garderoben igen og igen, men med væsentligt mindre spild af ressourcer. Ganni håber dermed at kunne gøre op med den overproduktion af tøj, der lægger miljøet til last ved at forlænge levetiden og ikke mindst den personlige glæde ved et nyt stykke tøj.

 

“På nuværende tidspunkt ved vi alle, hvor store negative konsekvenser modeindustrien har på det globale klima. Heldigvis er bæredygtighed hurtigt ved at blive en forudsætning for at drive forretning i modeindustrien, men også en moralsk forpligtelse. Og som med alle andre moralske anliggender, bliver vi nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal nå i mål,” fortæller Gannis CEO og medejer, Nicolaj Reffstrup og fortsætter:

 

“For to år siden, i 2017, underskrev vi Global Fashion Agendas Circularity Commitment med målet om at blive mere cirkulære i vores forretningsmodel frem mod 2020. Det har været en rejse og betydet, at vi har været nødt til at gentænke, hvordan vi gør ting. I den første fase af Ganni Repeat er vores mål at teste, lære og forfine. Slutmålet er at skabe mere ansvarlige måder at drive forretning på i modeindustrien.”

 

I forlængelse af udlejningsplatformen har Ganni også annonceret, at de har planer om at kompensere for den CO2, der udledes i forbindelse med fragten af tøj fra Ganni Repeat. De seneste år har Ganni igangsat mere end 30 bæredygtige initiativer, der nu altså suppleres med udlejningsplatformen Ganni Repeat. Initiativerne spænder bredt – fra større udfordringer, der gælder ændringer i leverandørkæden til valget om at indføre en vegetarisk frokostordning.

 

Ganni Repeat er netop blevet lanceret og er i første omgang kun tilgængeligt i Danmark dog med planer om at udvide konceptet globalt.

"