Genanvendt polyester møder stor kritik – men hvad er op og ned?

Artiklen blev oprindeligt bragt den 17. september, men er siden blevet opdateret med yderligere detaljer. Der er blandt andet tilføjet et afsnit om sporbarhed og transparens, ligesom der er tilføjet flere nuancer til afsnittene om greenwashing og økonomien i genanvendt polyester.

Genanvendt polyester er under kraftig kritik. Senest har en TV2-dokumentar fået diskussionerne til at blusse op igen, og DM&T har været med til at nuancere billedet, blandt andet på TV2 News, tv2.dk og i 19 Nyhederne. En stor del af kritikken går på, at størstedelen af den genanvendte polyester stammer fra plastikflasker, der omdannes til polyester.

Selvom særligt dokumentaren forsøger at gøre genanvendt polyester fremstillet af plastikflasker til noget entydigt dårligt, og at der er flere kritiske røster, herunder Plastic Change og Forbrugerrådet TÆNK, der peger på dette, er debatten ikke så sort/hvid.

”Det er en relevant diskussion, men den indeholder også mange nuancer. For der er ingen tvivl om, at det optimale ville være fiber til fiber-genanvendelse af polyester, men her mangler vi fortsat løsninger i stor skala. Men genanvendt polyester fremstillet af plastflasker har stadig fordele, og derfor er det et godt skridt på vejen,” siger Marie Busck, Chief Sustainability Officer i DM&T.

Hun understreger, at der ikke er tale om plastflasker fra det danske retursystem, der er tale om, når det handler om genanvendt polyester, men at det oftest er flasker, der stammer fra lande, hvor man ikke har samme velfungerende indsamlingssystemer og lukkede kredsløb. Samtidig er det vigtigt, at man ikke baserer hele sin bæredygtighedsindsats på materialer, forklarer Marie Busck.

”Som virksomhed er man nødt til at have et bredere fokus end blot på materialer. Man skal have et langt bredere perspektiv på den cirkulære omstilling, og også arbejde med forebyggelse af affald, men vi kan ikke undvære genanvendelse; det er en del af løsningen,” siger hun.

Det går kritikken på

herefter omtalt som rPET) i tekstiler blevet mødt med stigende kritik. Kritikken går især på tre punkter:

1. At flasker bliver taget ud af et velfungerende cirkulært system (pant og fødevareemballage) og i stedet anvendes i tekstiler, som i dag ofte ender som affald fremfor at blive genanvendt. Dermed flyttes plasten fra et lukket loop til et åbent loop.

2. At markedsføring af rPET kan risikere at vildlede forbrugere, hvis det præsenteres som en fuldt bæredygtig løsning, snarere end et skridt på vejen, og at det dermed bruges som et redskab til at fastholde fast fashion – altså at man kan markedsføre mere og mere nyt tøj med “grøn samvittighed”.

3. At branchens fokus på materialer er skævt, hvis det overskygger andre vigtige indsatser som reduktion af overproduktion, nye forretningsmodeller og ansvarlig leverandørstyring.

Kritikken er bestemt relevant. Men den tegner også et forsimplet billede, som der er behov for, bliver nuanceret. Selvom rPET ikke er den optimale løsning, så er rPET reel genanvendelse, som bidrager til at reducere klimabelastningen for tekstilindustrien her og nu – og det er vigtigt at få frem.

Klimafordelen er reel og rPET opfylder definitionen på genanvendelse

I kritikken betegnes flaske-til-fiber som et ”smuthul”. Men open-loop genanvendelse er ikke en ufuldstændig løsning – den er fuldt anerkendt i de internationale LCA-standarder (ISO 14044 og EU’s ILCD-handbook). Når et genanvendt materiale reelt erstatter en jomfruelig råvare, skal man kreditere den produktion af nyt, der er undgået. I praksis betyder det, at når rPET erstatter fossilbaseret polyester i tekstiler, fortrænger det produktionen af ny olie- og gasbaseret polyester, og dermed reduceres klimaaftrykket.

Selvom rPET ikke er den ideelle closed-loop løsning, giver den dokumenterede reduktioner her og nu. En analyse fra 2024 af en Nordic Swan Ecolabel sportstrøje viser, at 100 % rPET kan reducere CO₂-aftrykket med 15-18 % sammenlignet med en markedsgennemsnitlig trøje, hvor kun 14 % af materialet er rPET. Denne konklusion bakkes op af flere andre livscyklusstudier, som ligeledes finder CO₂-besparelser, når jomfruelig polyester erstattes af rPET.

I debatten bliver der sået tvivl om, hvorvidt rPET i tekstiler ”tæller” som genanvendelse. Hvis vi læner os op ad de internationale standarder, så er svaret ja. ISO 14021 definerer recycled content som andelen af pre- eller post-consumer genanvendt materiale i et produkt. Når brugte plastflasker bliver til tekstilfibre, er de per definition genanvendt i henhold til den internationale definition.

I dag kommer næsten alt genanvendt polyester (rPET) i tekstiler fra plastikflasker. Det betyder, at materialet i udgangspunktet kun bliver brugt én gang mere i tekstiler, men derefter ofte går tabt, fordi vi endnu ikke genanvender tekstil til tekstil i en tilstrækkelig skala. Derfor er det vigtigt for branchens cirkulære omstilling at udvikle teknologier og skalere tekstil til tekstil-genanvendelse, der i højere grad gør branchen uafhængig af inputmaterialer fra eksempelvis brugte PET-flasker.

Sporbarhed og gennemsigtighed

Når man taler om genanvendt polyester, er det centralt at have fokus på sporbarheden af inputmaterialet, så man ved, hvor den genanvendte plast eller fiber stammer fra. Det kan være produktionsfraklip, brugte tekstiler (post-consumer), plastflasker eller andre affaldsstrømme. Denne viden er afgørende for at kunne vurdere både den miljømæssige værdi og troværdigheden af et produkt.

For virksomheder betyder det, at man bør søge så høj grad af sporbarhed som muligt i sin værdikæde. Det handler ikke kun om at dokumentere, at der er anvendt genanvendt materiale, men også hvilken type. Her kan certificeringer som Global Recycled Standard (GRS) være et nyttigt værktøj, fordi de blandt andet skelner mellem pre- og post-consumer genanvendelse. Den nuværende standard skelner dog ikke mellem, om materialet for eksempel stammer fra brugte PET-flasker eller fra indsamlede tekstilrester. Den siger heller ikke noget om, hvorvidt de anvendte flasker kunne have været brugt i et lukket kredsløb for fødevareemballage, eller om de er kasserede flasker fra emballageindustrien. Ligeledes fremgår det ikke, om flaskerne stammer fra lande med veletablerede indsamlings- og genanvendelsessystemer, eller fra steder uden sådanne systemer, - hvor tekstilindustrien dermed bidrager til at løse et affaldsproblem. Denne viden er vigtig, fordi den giver et mere retvisende billede af materialets miljømæssige betydning. Derfor er der behov for større gennemsigtighed og mere ensartede standarder for, hvordan genanvendte materialer i tekstiler deklareres og spores. Den manglende ensretning skaber i dag usikkerhed både for virksomheder, der ønsker at handle ansvarligt, og for forbrugere, der vil træffe informerede valg.

Greenwashing eller ej?

Spørgsmålet om sporbarhed rejser en vigtig pointe i forhold til, hvordan virksomheder kommunikerer brugen af genanvendte materialer. Kritikken går ofte på, at markedsføring af rPET kan skabe et øget forbrug, fordi forbrugerne oplever, at de kan købe med ”grøn samvittighed”. Det er det, der får kritikerne til at tale om greenwashing, især hvis genanvendt polyester fremstilles som en fuldt bæredygtig løsning.

I praksis findes der dog ingen afgørelser fra Forbrugerombudsmanden, der specifikt omhandler forskellen mellem closed-loop og open-loop-genanvendelse, som den aktuelle kritik går på. Derfor bør virksomheder navigere efter de generelle principper: kommunikere faktuelt og dokumenteret om materialet, angive procentsatsen af genanvendt indhold, beskrive materialets oprindelse, og undgå generiske eller upræcise udsagn som ”grønnere” eller ”bedre for miljøet”.

Det er også vigtigt at huske, at genanvendt polyester stadig kun udgør omkring 12 % af al polyester på markedet, hvoraf hovedparten stammer fra rPET, og at livscyklusvurderinger viser et lavere klimaaftryk sammenlignet med ny polyester. Set i den kontekst kan det være vanskeligt at tale om vildledning, hvis kommunikationen er korrekt, dokumenteret og proportional med den faktiske miljøeffekt. Vildledningsvurderingen vil i sidste ende bero på en helhedsvurdering fra Forbrugerombudsmandens side, særligt hvis man også inddrager perspektiver fra andre sektorer som f.eks. emballageindustrien.

rPET er dyrere end ny polyester

Fast fashion nævnes ofte som hovedårsagen til det stigende forbrug af polyester og genanvendt polyester. Selvom sektoren uden tvivl har bidraget til væksten, blandt andet gennem øget produktion og større kollektionshyppighed, giver det et forsimplet billede af udviklingen. Den største del af det globale polyesterforbrug finder nemlig sted uden for modebranchen, hvor det i høj grad drives af industrielle og tekniske anvendelser såsom møbel- og boligtekstiler, hygiejneprodukter, autoindustrien og byggesektoren.

Analyser viser, at kun omkring 35 % af al polyester anvendes i beklædningsindustrien (tilbage i 1978 var det 85 %), mens resten bruges i disse andre segmenter. Og inden for beklædning står fast fashion kun for en mindre del, omkring 10–15 % af det samlede polyesterforbrug, svarende til ca. 3 mio. ton. Det betyder, at væksten i polyesterforbruget i høj grad skyldes strukturelle ændringer i andre sektorer frem for modeindustrien alene.

Når det gælder genanvendt polyester, er det dog ikke efterspørgslen fra fast fashion, der er afgørende, men de økonomiske rammer.

Nye analyser peger på, at europæisk tekstil til tekstil rPET aktuelt koster omkring 2,6 gange så meget som jomfruelig polyester, når de fulde omkostninger til indsamling, sortering og genanvendelse medregnes. For flaskebaseret rPET svinger prisrelationen over tid, men det strukturelle cost-gap består, og det kræver en række større politiske tiltag, som bl.a. indførelsen af et udvidet producentansvar for tekstiler, at lukke det. Det betyder også, at brugen af rPET er en investering for virksomhederne, og ikke en billig genvej til masseproduktion. Hvis målet var at presse priser og accelerere fast fashion, ville det økonomisk være langt lettere at fortsætte med fossilbaseret polyester. En udvikling man kan se hos de hastigt fremstormende ultra fast fashion-platforme.

Fremtiden er fiber til fiber-genanvendelse

Selvom rPET fra flasker spiller en vigtig rolle i dag, er det ikke en løsning, der skal stå alene på den lange bane. Fremtiden ligger i fiber til fiber-genanvendelse, hvor gamle tekstiler omdannes til nye tekstiler. Flere rapporter understreger, at det er her, de største klimagevinster kan hentes, og at branchen allerede investerer i teknologier til at opskalere disse løsninger. Men skalerbarhed forudsætter design og infrastruktur. I en dansk kontekst vurderes det, at mindre end 2 % af de indsamlede tekstiler vil kunne gå til højkvalitets fiber til fiber uden omfattende forbehandling og designændringer – derfor skal investeringer i indsamling, sortering (inkl. automatisering) og designkrav følges ad.