Menu

GoFact vil optimere detailsalg med data

GoFact er en ny IT-tjeneste, der ønsker at forbedre detailhandlen. Ved hjælp af automatisk overvågning og datadeling hjælper tjenesten med at placere brugernes varer i de butikker, hvor de potentielt vil sælge bedst.

18. september 2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk 

Mange brancher påvirkes af digitaliseringen, og modebranchen er ingen undtagelse. E-handel presser detailsalg3D-printere producerer sko, og kunstig intelligens spotter trends. Skal man overleve, må man undersøge, hvordan man selv kan hoppe med på bølgen og udnytte ny teknologi. 

I øjeblikket findes flere IT-tjenester og digitale redskaber, der muligvis kan optimere forretninger i modebranchen. En ny IT-tjeneste kaldet GoFact er en af dem. Tjenesten er en online platform, der har fokus på at forbedre den hårdtramte detailhandel.

”Modebranchen har gennem den seneste tid været under en stor forandring, og mange fysiske butikker er presset på indtjeningen og i reel risiko for at dreje nøglen om. Det kræver meget arbejde for leverandørerne at finde nye kunder, og det er derfor vigtigt at pleje og få det bedste ud af samarbejdet med de eksisterende”, forklarer Henning Hausted medstifter af GoFact.

Overvågning af varers performance
Tjenestens to stiftere, Morten Gade og Henning Hausted, har i mange år arbejdet inden for IT-udvikling i modebranchen. I den tid har de erfaret, at engrossalg og detailhandel er dybt afhængige af hinanden, og at de to aktører er nødt til at arbejde sammen. 

”For mange varer sælges til nedsatte priser, idet varelageret på tværs af butikkerne ikke ligger bedst muligt placeret. Det skyldes en kombination af tunge processer, og det faktum at det ofte er besværligt at overvåge den væsentlige forskellighed i salgsperformance iblandt kæders butikker,” fortæller Henning Hausted.

Derfor har de udviklet GoFact, som yder automatisk overvågning af leverandører og kæders varer, og hvordan varerne performer i butikker. På den måde kan der reageres efter behov.

”Formålet med GoFact er blandt andet at forfølge det uudnyttede potentiale, der ligger i et tættere samarbejde mellem leverandører og butikker. GoFact skaber med data daglig indsigt i varetrends hos butikkerne, og kommer derved med forslag til, hvordan der kan optimeres via tilretning af varer. Det giver mulighed for merindtjening for begge parter.” 

Effektiviseringsforslagene er baseret på salgstrends og kædens aktuelle varelager, som GoFact automatisk analyserer. Henning forklarer, hvordan det helt konkret fungerer ved at bruge et hypotetisk eksempel med en striktrøje, der sendes til fem butikker:

”Det er i GoFact muligt at følge salget pr. butik og automatisk spotte, at striktrøjen i løbet af kort tid er udsolgt i tre butikker, mens den ligger helt stille i to andre butikker. GoFact fortæller i et let overblik med billeder, at der er potentiale for mersalg i de butikker, som har udsolgt, og viser samtidig en risiko i de butikker, hvor varen ligger stille.”


Screenshot fra GoFacts portal: Anbefalinger på en specifik vare på tværs af kunder

Bedre gennemsalg med datadeling
På GoFact er datadeling en anden vigtig del af tjenestens koncept. Kæder, butikker og leverandører kan vælge at dele sine data med hinanden. Det kan være en fordel på flere områder, blandt andet fordi det giver leverandører muligheden for at reagere på det potentiale eller den risiko, GoFact opstiller. 

”På den måde kan leverandørerne optimere salget løbende og anvende indsigten til planlægning af design, indkøb, lagerstyring og mersalg.”

E-handelen har på datasiden længe haft denne force, da leverandørernes data automatisk bliver registreret og er tilgængelige online, hvilket ikke har været tilfældet for fysiske butikker.

”Da det er en meget stor opgave at indsamle salgsinformation og samtidig bearbejde den, er rigtig meget samhandel i dag baseret på en følelsesmæssig dialog mellem leverandør og butik. Beslutningsgrundlaget er derfor i højere grad baseret på følelser end fakta. Alternativt er det meget omkostningstungt, at komme rundt til butikkerne for at følge nogenlunde med,” forklarer Henning.  

For at komme i gang med GoFact skal leverandøren blot aftale med de enkelte butikker om at få adgang til data på egne varer. 


Screenshot fra GoFacts portal: Salgstrends

Tilfredse leverandører
En af de leverandører, der er tilkoblet GoFact, er womenswear brandet Zizzi, som dagligt benytter tjenesten.

”Vi bruger GoFact, fordi det understøtter butikkernes behov. Tilmed er værktøjet meget intuitivt, og der er meget få klik fra observation til handling. Det har for os skabt en meget operationel sammenhæng mellem planlægning og eksekvering”, fortæller Lars Bugge Stentebjerg, Operations Director i Zizzi.

Han forklarer også, at Zizzi særligt bruger IT-tjenesten til at flytte varer mellem butikkerne for at sikre så højt et gennemsalg og avance på den enkelte vare som muligt:

”Vi har fået skabt en ugentlig proces for vareflytninger på tværs af vores butikker, som især fungerer godt på grund af den standard måde information til og på tværs af butikker fremføres på. Butikkerne bruger meget få ressourcer på at eksekvere vareflytningerne. Det har haft en meget positiv indvirkning på gennemsalget af vores slow movers. Så det økonomiske resultat er positivt.”

Seneste tilkoblede leverandør på stammen er brandet Mos Mosh, som loggede sig på platformen i august, de har været positivt overraskede over brugervenligheden.

”Vi bliver kontaktet af mange virksomheder, der vil sælge os nogle løsninger, men med GoFact synes jeg, at der var noget virkelig stærkt. Det er gennemtænkt, simpelt og nemt at tilgå online, derfor gik vi ind i projektet” fortæller brandets Sales Director David Skjødt.

Selvom Mos Mosh kun lige er gået i gang med at bruge tjenesten, har de allerede fået en del key accounts på og ønsker at rulle tjenesten ud til deres key accounts i Europa.


Screenshot fra GoFacts portal: Indblik i salg på tværs af kategorier

Kontakt GoFact her:

GoFact ApS 
Innovatorium
Birk Center Park 40, Birk
DK-7400 Herning 
Henning Hausted +45 20 14 86 30 | hh@gofact.net  
GoFact.net

"