Menu

Herretøjskæden Mr vil appellere til erhvervslivet med nyt B2B-koncept

Herretøjskæden Mr udvider forretningen med et nyt B2B-koncept, der målretter sig salg af mode- og kvalitetsbevidst arbejdstøj til virksomheder.

Herretøjskæden Mr lancerer nyt koncept, der skal vinde markedsandele ved et målrettet salg af modebevidst arbejdstøj til virksomheder.
Herretøjskæden Mr lancerer nyt koncept, der skal vinde markedsandele ved et målrettet salg af modebevidst arbejdstøj til virksomheder.

29. maj 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Den landsdækkende herretøjskæde Mr der tilbyder et bredt sortiment af mærkevarer, vil nu udvide forretningen og appellere til erhvervslivet gennem et nyt B2B-koncept, de kalder Mr Business.

Det er et lokalforankret koncept, der skal gøre det nemt og bekvemt for erhvervskunders medarbejdere at bestille mode- og kvalitetsbevidst arbejdstøj hjemmefra.

Med det nye Mr Business-koncept kan deres 71 butikker tilbyde lokale virksomheder en service, der endnu ikke er set i markedet, når det handler om arbejdstøj:

”Vi kan godt levere traditionelt arbejdstøj, men vi skiller os især ud, fordi vi kan tilbyde et udvalg af mærkevarer til fx sælgere eller forretningsfolk, som de konkurrerende profiltøjsforhandlere ikke har – arbejdstøj kan sagtens være andet end basisartikler og kedeldragter,” siger Frank Skovgaard, der er adm. direktør i Indkøbsforeningen Mr.

Hos de lokale Mr-butikker kan man finde kendte herretøjsmærker som Matinique, Hugo Boss, Sand og Tommy Hilfiger.

Tiltaget har potentiale
Vælger virksomheder at benytte sig af det nye Mr Business-koncept får de deres egen webportal, hvor deres medarbejdere selv kan håndtere deres køb ud fra rammer, som arbejdsgiveren har fastsat.

Flere og flere virksomheder går i dag op i, hvordan deres medarbejdere går klædt, og for dem er det en stor fordel pludselig at kunne tilbyde de ansatte det udvalg af mærkevarer, som Mr-butikkerne råder over, mener direktør i brancheforeningen WEAR, Nikolai Klausen:

”Medarbejdere vil opleve det som et væsentligt gode, at de selv kan vælge mærkevaretøj, og det er nemt for arbejdsgivere, der eksempelvis kan fastlægge en overordnet dresscode eller en beløbsmæssig ramme og ellers overlade indkøbet til medarbejderen selv,” siger han.

Ifølge ham har det nye koncept et stort potentiale for en branche i hård konkurrence, og han håber på, at idéen kan inspirere andre aktører til at gøre noget lignende.

”Detailhandlen har ikke oplevet det løft, som økonomien har gennemgået de seneste år, og det får virksomheder til at tænke i nye baner. Jeg ser potentiale i det nye koncept – der er omsætning at hente, og det vil være med til at styrke Mr-butikkernes profil, så de bliver mere synlige over for flere end hidtil,” siger Nikolai Klausen og understreger, at hvis konceptet bliver en succes, så vil det sandsynligvis også kunne øge trafikken og dermed løfte salget i de fysiske butikker.

"