Hvordan kan regulering og politikudvikling understøtte branchens transformation?

DM&T og Global Fashion Agenda satte fokus på samspillet mellem politik, regulering og erhvervslivet udfordringer og muligheder i den cirkulære omstilling. Det skete til arrangement i København, hvor en række nøgleinteressenter, herunder miljøministeren, deltog. Her får du dagens hovedpointer opsummeret.

Thomas Klausen Magnus Heunicke 1300x650 GFA event
AfSimon Hansen - sh@dmogt.dk - 4 dec. 25

Hvordan kan vi understøtte mode- og tekstilbranchens cirkulære omstilling med hjælp fra relevant policy-arbejde? Det var omdrejningspunktet, da Global Fashion Agenda og DM&T havde samlet en række aktører fra branchen, genanvendelsesindustrien, EU og nationale myndigheder til et heldagsarrangement.

Formålet var at samle 30-40 relevante aktører for at udveksle viden med henblik på både at forstå de aktuelle udfordringer og muligheder samt at skabe politisk forståelse for, hvordan den rette implementering af bl.a. udvidet producentansvar og samspillet mellem eksisterende og kommende regulering på området kan understøtte transformationen.

Dorte Rye Olsen Thomas Klausen Marie Busck
DM&T's Marie Busck og Thomas Klausen i samtale med Head of Sustainability i Bestseller Dorte Rye Olsen.

Dagen startede med et besøg på UFF Humanas sorteringsanlæg, hvor deltagerne fik indblik i, hvordan sorteringen af brugte tekstiler fungerer i praksis, og hvilke udfordringer der følger med. Herefter var der lagt op til debat i House of Creative Denmark, som lagde lokaler til resten af dagens program.

Her bød María Luisa Martínez Díez, Vice President Public Affairs i GFA, velkommen og gav ordet videre til Eric Mamer, der er Director-General i DG Environment, Europa-Kommissionen. Han konstaterede, at branchen er vigtig for EU:

”Uanset om vi taler økonomisk, socialt eller kulturelt, spiller mode- og tekstilbranchen en væsentlig rolle i EU. Men det er også en branche, der sætter et miljømæssigt fodaftryk, vi ikke kan se igennem fingre med,” sagde han.

”Derfor skal vi også sikre, at vi bruger erfaringerne fra den eksisterende tekstilindsamling, når vi udvikler og implementerer EU-regulering. Dialog og partnerskaber er en nøgle til succes i denne sammenhæng,” sagde Eric Mamer som afslutning på sit indlæg.

Herefter redegjorde Justin Pariag, Chief Sustainability Officer i GFA og Evan Wiener, som rådgiver ReHubs, for det aktuelle billede, når det kommer til cirkulære råmaterialer. Dem er der ganske enkelt for lidt af, lød budskabet, og begge indlægsholdere understregede, at det kommende producentansvar ikke vil løse problemet alene. Der er behov for både private og offentlige investeringer.

Producentansvar spiller en væsentlig rolle – men det skal gøres rigtigt og følges af investeringer

I den efterfølgende paneldebat gik diskussionerne på, hvordan vi skaber politiske rammevilkår, der kan understøtte den cirkulære transformation med afsæt i erfaringerne fra den danske tekstilindsamling.

Panelet bestod af Rikke Bech, direktør og grundlægger af NewRetex; Henrik Sand, Sustainability Lead i Bestseller; Robert van der Kerkhof, CEO i ReHubs og DM&T’s Chief Sustainability Officer Marie Busck.

En stor del af debatten kredsede om behovet for et mere harmoniseret europæisk system for udvidet producentansvar (EPR) for tekstiler. I dag er affaldsmængderne små og spredte, og 27 forskellige nationale modeller risikerer at skabe ineffektivitet, administrative byrder og manglende økonomi i skala. Aktørerne pointerede derfor, at det er nødvendigt med fælles EU-standarder, ensartede gebyrmodeller og koordineret forskning og udvikling. Alle aktører var enige om, at EPR er en vigtig drivkraft i den cirkulære omstilling, hvis det gøres rigtigt.

panel1 GFA dmogt
DM&T's Marie Busck var en del af paneldebatten, der blev modereret af GFA-forperson Thomas Tochtermann.

”EPR er langt mere end et gebyr og compliance. Det kan være en vigtig rute til at skalere den cirkulære økonomi,” sagde Henrik Sand.

Danmark har stærke erfaringer med indsamling og sortering, men er for lille til at stå alene, ligesom der heller ikke er tilstrækkeligt udbytte af de indsamlede tekstiler. For at skabe en reel cirkulær økonomi er der behov for europæiske løsninger, hvilket blandt andet omfatter store, centraliserede recycling-hubs, der kan sikre de mængder, som kemisk genanvendelse forudsætter.

”Vi har virkelig brug for stordriftsfordele, når det kommer til kemisk genanvendelse. Det kræver investeringer, og her taler vi både OPEX og CAPEX,” sagde Robert van der Kerkhof.

PRO’ernes rolle bliver afgørende, fordi investorer kun tør bygge anlæg, hvis der er langsigtet sikkerhed for affaldsvolumener. En pointe blandt andre Rikke Bech fremførte til anerkendende nik fra panelet.

EU-kommissionens repræsentant understreger, at fuld harmonisering er politisk urealistisk, men at regionale samarbejder kan være en vej frem. Samtidig efterlyser branchen en de-risking-plan på EU-niveau og politisk stabilitet, så virksomheder tør investere.

”Regulatorisk stabilitet er afgørende, hvis det skal kunne lade sig gøre,” lød det fra Marie Busck, som understregede behovet for brede samarbejder, der også involverer SMV’erne.

Uden fælles investeringer, incitamenter og klare rammer risikerer genanvendte fibre fortsat at være markant dyrere end nye – og dermed svære at skalere.

Eric Mamer fik til sidst lejlighed til at reflektere over debatten, og han vurderer, at fuld harmonisering nok er ønskværdig, men næppe realistisk. Forskellene i medlemslandenes økonomi og affaldsstrukturer er enorme, og der er også tydelig politisk modstand. I stedet opfordrede han til at tænke regionalt: skandinaviske eller nordeuropæiske løsninger kan være vejen frem, hvor lovgivningen giver fleksibilitet uden at tabe det europæiske sigte.

Miljøminister: Systemet er i stykker

heunicke dmogt gfa event
Miljøminister Magnus Heunicke pegede bl.a. på den Nationale Handlingsplan for tekstiler som noget, man kan lære af i resten af EU.

Danmarks miljøminister Magnus Heunicke, som også repræsenterede det danske EU-formandskab, gik nu på scenen. Han slog fast, at de store mængder ultra fast fashion, der forbruges, er med til at skabe et massivt overforbrug. Noget, der skal gøres op.

”Det nuværende system modarbejder os, og det kan godt være, at forbrugerne ytrer sig om deres bæredygtige vaner på sociale medier og andre steder, men hvor lægger de pengene, når et kommer til stykket? Vi må konstatere, at systemet er i stykker,” sagde han.

Miljøministeren understregede, at vi fra dansk side presser på for ambitiøse ecodesign-regler, så vi kan få skabt et marked for genanvendte tekstiler. Han slog samtidig et slag for en stærk dialog mellem erhvervsliv, politikere og andre interessenter, og her pegede han på et dansk initiativ, som man kan lære af.

”Den nationale handlingsplan for tekstiler skal give os et fundament til at skalere det, der virker, så vi kan være et eksempel til efterfølgelse,” lød det fra ministeren, som også pointerede, at de europæiske virksomheder har en klar fordel, idet politikerne gerne vil i dialog med erhvervslivet om politikudvikling.

”Ministeriet og regeringen vil fortsætte dialogen og samarbejdet for at sikre, at vi fortsat kan være stolte af vores tekstil- og modebranche,” afsluttede han.

Herefter var der plads til spørgsmål fra publikum og en opsummering af dagens væsentligste pointer. Det stod DM&T’s adm. direktør Thomas Klausen, som samtidig er næstforperson i GFA, for. Efter en lang i den cirkulære omstillings tegn, stod det klart, at dialog og samarbejde spiller en nøglerolle, og både erhvervsliv, embedsapparatet og politikerne var enige om dette og lovede hinanden at fortsætte og udbygge samarbejdet.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Thomas Klausen 2025 1
Thomas Klausen

Adm. direktør

97117233

tk@dmogt.dk

thklausen

Marie Busck 2025
Marie Busck

Chief Sustainability Officer

97117293

mb@dmogt.dk

marie-busck-5937673