Menu

Ingen salgsrekord på Black Friday: Danskerne købte sig hurtigt trætte

Black Friday 2018 blev spået til at blive den største handelsdag i dansk historie nogensinde. Men med trætte forbrugere og det laveste Black Friday-salg i fire år står salgsrekorden fra 2017 fortsat ved magt - på trods af, at Black Friday og Cyber Week for nogle endte med at blive en ren omsætningsfest.

Ifølge DIBS, som er en del af NETS, købte danskerne sig hurtigt trætte, og Black Friday-salget 2018 endte dermed med at blive det laveste i fire år.
Ifølge DIBS, som er en del af NETS, købte danskerne sig hurtigt trætte, og Black Friday-salget 2018 endte dermed med at blive det laveste i fire år.

27. november 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Forventningerne til forbruget på dette års Black Friday var høje, efter at denne mærkedag i detailverdenen satte dansk handelsrekord de tre foregående år. Men sådan skulle det ikke gå i 2018.

Nets har nemlig offentliggjort de endelige resultater for dankort-handlen i fredags, og danskernes samlede forbrug lander på 1,94 milliarder kroner, hvilket er 8 procent under Black Friday 2017. Sidste år shoppede danskerne for 2,1 milliarder, hvilket er en salgsrekord, der fortsat står ved magt.

”Det er formentligt et udtryk for, at mange butikker i år havde valgt at sprede deres slagtilbud over flere dage,” siger Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets og ansvarlig for Dankort.

Selvom forbruget på dette års Black Friday ikke levede op til forventningerne, kom salget flyvende fra start. DIBS, som er en del af NETS, registrerede nemlig en stigning i antallet af transaktioner på 63 procent sammenlignet med sidste år. Danskernes købelyst dalede dog drastisk senere på dagen:

”Vi så en nærmest eksplosiv udvikling i nethandlen i de tidlige timer, men trods det nåede vi ikke op på 2017, der også var et vildt rekordår. Vores tidlige tal for Cyber Monday viser samme trend, nemlig en stigning i natte-shopping efterfulgt af et fald, når folk tager på arbejde,” siger Henriette Høyer, salgsdirektør i DIBS.

Størstedelen af omsætningen stammer fra fysiske butikker
Forbruget satte måske ikke rekord i år, men Black Friday kan meget vel ende med at blive årets største handelsdag alligevel. Ifølge Jeppe Juhl-Andersen har det tidligere været en af dagene op til jul, der har løbet med omsætningssejren, men det har Black Friday lavet om på.

”Vi skal tilbage til 2014 for at finde et år, hvor det ikke var Black Friday, der var årets største handelsdag,” forklarer han.

Det var vist heller ikke til at tage fejl af, at det var Black Friday i fredags. Gader og stræder var sorte af mennesker, og selvom udsalgsfænomenet også har spredt sig til nethandlen, viser tallene fra Nets, at hovedparten af Black Friday-omsætningen stadig ender i de fysiske butikker.

Det kan DEAS, der driver 17 shoppingcentre i Danmark, også skrive under på. De satte nemlig en ny rekord i det samlede besøgstal, der steg med 5 procent sammenlignet med sidste år.
Den største besøgsvækst på Black Friday 2018 ses i de små og mellemstore centre, mens de store centre ligger mere stabilt.

”Black Friday er blevet en særdeles vigtig omsætningsdag i detailhandlen, som vi har stort fokus på at planlægge og klargøre. Vi oplever, at rigtig mange handlende foretrækker shoppingcentrene, hvor de kan se og prøve varerne, blive underholdt og få en helhedsoplevelse,” siger Finn Sture Madsen, der er afdelingsdirektør for Center Management i DEAS.

Onlinesalget er stigende
Selvom den fysisk handel udgør den største del af omsætningen, begynder nethandlen at fylde mere og mere. I år tegnede den sig for 16,8 procent af det samlede dankort-forbrug, hvilket svarer til en stigning på 3,2 procentpoint sammenlignet med sidste år.

Flere onlinegiganter har især kunne mærke kundetrafikken. Både Zalando og modeportalen Miinto har meldt ud, at de i fredags fordoblede deres omsætning i forhold til sidste år og dermed slog deres egen rekord. Miintos salg blev øget med over 200 procent til næsten 40 millioner kroner, og Zalando har afsløret, at de rundede godt to millioner ordrer, og at der i de travleste tidspunkter blev foretaget 4.200 køb i minuttet.

Så det kan godt være, at Black Friday 2018 samlet set ikke blev et rekordår salgsmæssigt, men for nogle aktører har Black Friday og den såkaldte Cyber Week stadig været en omsætningsfest uden lige.

"