Menu

Jack & Jones satser på bæredygtig denim

Det Bestseller-ejede brand Jack & Jones lancerer en ny version af Low Impact Denim, som betyder, at brandet kan præsentere sine mest bæredygtige jeans til dato.

Med en opdateret version af deres Low Impact Denim kan Jack & Jones nu præsentere sine mest bæredygtige jeans hidtil.
Med en opdateret version af deres Low Impact Denim kan Jack & Jones nu præsentere sine mest bæredygtige jeans hidtil.

04. april 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

For syv år siden kunne Jack & Jones præsentere Low Impact Denim første gang, men dengang var det udelukkende med fokus på efterbehandling, når man talte om bæredygtige løsninger. Med lanceringen af det nye Low Impact Denim tager Bestseller-brandet en mere holistisk tilgang til bæredygtighed, som dækker fibre, metervarer og efterbehandling. Det sker gennem det, brandet selv kalder banebrydende nye produktionsmetoder, teknologi og en transparent forsyningskæde.

”Vi er dykket dybt ned i alle processer af denimproduktionen med et fokus: At skabe den mest bæredygtige jeans-kollektion til dato. Dette mål kræver en transparent forsyningskæde helt fra begyndelsen; sourcing  af fibrene, farvning af stoffet og ved at efterbehandle med behandlinger, der sikrer det ønskede look. Og vigtigst af alt er vi ikke gået på kompromis med vores kerneværdier kvalitet, design og pasform,” siger Mikkel Albrektsen, produktansvarlig i Jack & Jones Intelligence, i en pressemeddelelse.

Fiberkompositionen i den nye serie består af økologisk bomuld blandet med enten genanvendt bomuld, lyocell eller genanvendt polyester. Ved at benytte et bindemiddel lavet af rejeskaller bliver farvningsprocessen forkortet og benytter 55 % mindre vand end ved gængse metoder til farvning af denim. I efterbehandlingen satser man også på mere bæredygtige alternativer, og i en pressemeddelelse nævner Jack & Jones blandt andet brugen af økologiske blegemidler i stedet for konventionelle kemiske behandlinger, ligesom brugen af ozon-, e-flow- og laserbehandlinger også skal bidrage til at nedbringe ressourceforbruget .

I forbindelse med netop efterbehandling benytter Jack & Jones også en særlig software fra Jeanologica, som kan måle den miljømæssige påvirkning for hvert par jeans.

”Vi er kommet langt i løbet af de forgangne syv år, og vi hæver konstant barren for vores bæredygtighedsprocesser. Det er derfor, vi nu kan præsentere vores mest bæredygtige jeans til dato,” slutter Mikkel Albrektsen.

"