JRC udgiver 3. Milestone Report til ESPR

EU-Kommissionens Joint Research Centre (JRC) har netop offentliggjort 3rd Milestone Report i den igangværende proces under Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR). Rapporten er den tredje ud af i alt fire milepælsleverancer, der tilsammen udgør det forberedende studie, som understøtter udviklingen af en kommende delegeret retsakt for tekstiler.

DM&T orienterer Ecodesign 1300x650px
17 dec. 25

Processen frem mod den delegerede retsakt

JRC’s milepælsrapporter indgår som en del af den tekniske og faglige forberedelse, der skal danne grundlag for Kommissionens udarbejdelse af krav under ESPR, og som løbende vil blive drøftet og kvalificeret i Ecodesign Forum.

Den forventede tidslinje peger mod, at JRC afleverer det færdige forberedelsesstudie til Kommissionen i slutningen af 2026. Herefter vil Kommissionen, forventeligt i første halvår af 2027, præsentere et udkast til den delegerede retsakt, der skal sætte performance- og informationskravene til tekstiler, herunder det digitale produktpas.

Den delegerede retsakt skal gennem en høringsproces inden den kan endeligt vedtages af Parlamentet og Rådet, og træde i kraft.

Konsultationsproces

JRC afholder en online stakeholder-workshop den 14.-15. januar 2026 for registrerede stakeholders. Herefter kan registrerede stakeholders indsende skriftligt høringssvar i perioden 16. januar-23. marts 2026.

DM&T samler branchens input til kommende høringssvar

DM&T følger processen tæt og har allerede bidraget med input på vegne af branchen til de foregående milepælsrapporter. Vi vil fortsat sikre, at branchens perspektiver bliver tydeligt repræsenteret, og opfordrer derfor medlemmer til at sende deres input til DM&T, så vi kan samle og videreformidle et fælles, stærkt høringssvar. Deadline for at indsende input til DM&T er fredag den 6. marts 2026. Jeres input sendes til Michelle Utzon-Frank, på mail: mvu@dmogt.dk.

Kilder
Du finder JRC’s 3rd Milestone Report her

Faktaboks: Ecodesign Forum

Ecodesign Forum er Kommissionens ekspertgruppe, der understøtter udviklingen af delegerede retsakter under ESPR med tekniske og faglige input til arbejdsplaner og produktspecifikke krav. Gruppen består typisk af repræsentanter fra medlemsstater, industrien, NGO’er, standardiseringsmiljøer og forskning/akademia.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Michelle van Velthoven Utzon-Frank

Chefkonsulent, bæredygtighed

97117229

mvu@dmogt.dk

michelle-van-velthoven-utzon-frank