Menu

Konceptbutikken hitter blandt danske brands

Mens nethandlen har banet sig vej ind til forbrugernes hjerter, og forudsigelser om butiksdød har domineret branchen i flere år, vælger flere danske brands at åbne egen butik. DM&T har undersøgt, hvilke overvejsler der ligger bag, og hvorfor de har valgt at åbne butik netop nu.

Flere og flere danske, veletablerede brands vælger at åbne egen butik. Gestuz og Mark Tan har fx lige gjort det, og nu Stella Nova. Bare inden for den seneste måned.
Flere og flere danske, veletablerede brands vælger at åbne egen butik. Gestuz og Mark Tan har fx lige gjort det, og nu Stella Nova. Bare inden for den seneste måned.

07. september 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Nethandlens hurtigt stigende popularitet og dystre forudsigelser om butiksdød har de seneste år været de helt store samtaleemner i modebranchen. Alligevel ser vi nu en tendens til, at flere danske brands vælger at vende disse bekymringer ryggen og åbne egen butik.

Gestuz og Mark Tan har fx lige gjort det, og nu har Stella Nova annonceret, at de også hopper med på vognen. Det er bare inden for den seneste måned. De er veletablerede brands med mange år på bagen som aktive aktører i modebranchen, og netop nu vælger de at slå dørene op. Hvorfor gør de det? Og hvilke overvejelser ligger egentlig bag? Det har vi spurgt nogle af dem om.

Kunderne skal mødes i øjenhøjde
Hos Gestuz, der i forbindelse med deres 10 års jubilæum åbnede egen butik under modeugen, har det været en drøm lige fra starten af. Ifølge stifter og kreativ direktør Sanne Sehested har brandet været i rivende udvikling de sidste fem år, og nu var tiden endelig kommet.

”Vi er kommet tættere og tættere på at forme vores DNA, og ved at åbne en butik kan vi fuldende konceptet, så folk ikke er i tvivl om, hvem vi er. I samme omgang kan vi skabe en tættere relation til vores kunder og møde dem i øjenhøjde,” siger hun.

Samme tendens gør sig gældende hos Stella Nova, der også åbner deres allerførste butik i oktober efter 15 år i branchen.

”Jeg kan rigtig godt lide tanken om, at vi nu får mulighed for at komme tættere på slutforbrugeren. Med egen butik skaber vi et rum, hvor der er mulighed at hjælpe vores kunder, indgå dialog med dem og ikke mindst høre, hvad de har at sige, hvilket jeg godt kan savne som designer. Det skaber en personlig relation,” siger Trine Skoller, kreativ direktør i Stella Nova.

Gestuz’ og Stella Novas tankegang er fint i tråd med dét, som den britiske retail futurist Howard Saunders gør opråb til. Han mener nemlig, at alt for mange virksomheder i livsstilsbranchen har for travlt med at fokusere på online shopping og indføre self-servicesystemer. Han tror i stedet, at flere skal være bedre til at bevæge sig tilbage til den traditionelle måde at handle på:

”I sidste ende er vi sociale væsener, og self-servicesystemer har fjernet det sociale aspekt, hvilket vi som forbrugere stadig har brug for. Lokale tøj- og madmarkeder blomstrer på tværs af planeten, hvor man skal interagere med hinanden, og det fortæller os jo netop, at vi mennesker gerne vil skabe forbindelse til hinanden,” siger han.
 

Shopping bliver en oplevelse
Man fornemmer hurtigt, at de dystre forudsigelser om butiksdød ikke har sat alt for dybe spor hos de Gestuz og Stella Nova. Det er helt tydeligt at mærke, at begge brands har sommerfugle i maven og er mere spændte end bekymret.

”Der er ingen tvivl om, at nethandel er kommet for at blive, men det udelukker ikke, at vi skal have de fysiske butikker og udvikle os i en anden retning, hvor folk kan se, mærke og føle konceptet. Man skal heller ikke kimse ad personlig service,” siger Sanne Sehested fra Gestuz og understreger ønsket om at åbne flere butikker i fremtiden. 

Noget tyder da også på, at det er et klogt træk at satse på konceptbutikker. En nyere undersøgelse fra videnshuset Retail Institute Scandinavia viser nemlig, at 50 procent ud af 1.000 danske forbrugere foretrækker fysiske butikker.

”De fysiske butikker kan bare noget andet end det, online kan. De kan skabe fysiske relationer, de giver en bedre emotionel tilknytning til et brand, og så får kunderne nogle sociale oplevelser,” siger Dorte Wimmer, der står bag undersøgelsen, til Berlingske i forbindelse med dens udgivelse tilbage i januar.

Hos Stella Nova har ønsket om at åbne egen butik også været længe i kikkerten. De har bare ventet på, at det helt rigtig sted bød sig.

”Nu har vi mulighed for at opbygge vores eget univers og skabe en oplevelse for kunderne, som de ikke får i en webshop. At shoppe skal være en oplevelse,” siger Trine Skoller.

Skaber fodfæste for brandet
Trine Skoller er ligesom Sanne Sehested overbevist om, at deres potentiale bedst opnås, hvis kundernes shopping udfoldes i kombination med egen butik, hvor der er mulighed for at skabe større synlighed omkring brandet. I samme omgang understreger hun dog, at det også kræver en helt anden måde at tænke på: 

”Ud over at skulle forstå, hvad det kræver at drive en butik, skal man hele tiden have fokus på, hvilken historie man fortæller, og hvordan man iscenesætter tøjet og indretningen for at binde det hele sammen og slå den sidste knude på sløjfen,” siger hun.

Begge brands har gennem årene fået spredt deres DNA rundt omkring i Danmark og i udlandet uden at have en fast base, hvor deres kunder kunne søge hen. Men med egen butik kan de nu skabe et fundament, der gør dem mere håndgribelige som tøjmærke. 

”Vi vil gerne vise, hvordan vi hænger ude i det virkelig liv, velvidende at det kan være svært,

men en butik er virkelighed, og den kan altså være med til at højne kendskabsgraden blandt kunder og potentielle kunder,” siger Sanne Sehested fra Gestuz afslutningsvist.

Howard Saunders sætter også to streger under kendskabsgradens betydning. Takket være teknologien er vi som forbrugere blevet bedre informeret og har flere valgmuligheder end nogensinde før. Af same grund efterspørger vi i højere grad autenticitet og mening, hvilket især er forbundet med en personlig forbindelse til brandet:

”De sidste 50 år har de fleste produkter været meningsløse genstande, der kommer fra Kina uden nogen historie eller viden omkring, hvor produkterne kommer fra, eller hvem der har lavet dem. Så når vi i dag køber kaffe, øl eller tøj vil vi gerne vide, hvor varerne kommer fra. Og vi vil også gerne vide, at de folk, vi køber fra, er gode mennesker,” siger han afslutningsvist til DM&T.

Begge brands åbner butikker i hjertet af København, og hvor Gestuz’ butik allerede har slået dørene op, er der mulighed for at aflægge Stella Novas nye butik et besøg fra den 1. oktober. 

Vil du vide mere om, hvad fremtiden bringer for retail i modebranchen? Retail Futurist Howard Saunders giver på TOPMØDE 2018 indsigt i, hvordan man skaber stærke, kommercielle retail-oplevelser i fremtiden, mens både JD.com og Boozt giver indblik i, hvordan de store online-spillere tænker. Køb billet her og får værktøjer og viden til at skabe en værdikæde i balance.

"