Menu

Kravene til branchens fremtidige produkter bliver kun højere

Hvis ikke brands selv formår at omstille til en mere bæredygtig produktion, så kommer forbrugerne til at kræve det. Skulle det ikke være overbevisende nok, så kommer lovgivningen til at afgøre det. Så hvordan gør man sig klar til det?

15. september 2021 Af Anders Skou Kristiansen , ask@dmogt.dk

Fremtiden for branchens produkter er bæredygtig.

Det hersker der næppe megen tvivl om. Både Copenhagen Fashion Week, forbrugerne og ikke mindst lovgivningen møder efterhånden branchen med krav om, at der i tilblivelsen af deres produkter er tænkt over, hvordan påvirkningen af miljøet kan reduceres mest muligt.

Den tematik bliver naturligvis også vendt til årets TOPMØDE, hvor flere talere vil komme ind på, hvordan branchen i fremtiden er tvunget til at sikre sig, at miljøet er i den absolutte frontlinje, når spørgsmålene kredser om produkternes kvaliteter.

Spørgsmålet er dog bare, om det er nok kun at tale om produkternes kvaliteter, eller om der er langt mere til den diskussion. DM&T’s CSR- og bæredygtighedschef Marie Busck mener, at vi skal anskue omstillingen fra et højere perspektiv, hvilket hun og flere andre oplægsholdere også taler om på årets TOPMØDE.

- Når vi taler bæredygtighed, er vi for længst forbi det punkt, der kun handler om, hvad produktet består af. Det er en debat, der rummer mange forskellige facetter, og derfor er det også et punkt, vi kommer til at fokusere på, når vi afholder TOPMØDE, siger Marie Busck og fortsætter:

- Aspekter som cirkularitet, produktionsforhold, alternative forretningsmodeller og meget andet er også blevet en vigtig del af, hvordan branchen arbejder, og fremtidigt skal arbejde, med at højne bæredygtigheden.

Især modebranchen har tidligere været i politikkernes sigtekorn, når der er blevet talt om grøn omstilling, nedbringelse af CO2 og andre direkte relaterbare effekter af produktion. Derfor er vi også meget glade for at kunne præsentere miljøminister Lea Wermelin (S) som taler på årets TOPMØDE.

Hos DM&T ser Miljø- og bæredygtighedschef Jette Lindgaard frem til at høre, hvad miljøministeren har af forventninger til branchen.

- For branchen som helhed er det uhyre interessant at høre fra ministerens egen mund, hvordan regeringen ser på branchen. Der er ingen tvivl om, at branchen som samlet enhed kan forbedre sig på klima- og miljøområdet, men samtidig har vi også med en branche at gøre, der virkelig forsøger at drive en bæredygtig omstilling.

- Jeg tror ikke, der er nogen i den danske del af branchen, der negligerer, at branchen på verdensplan er forurenende, men samtidig fungerer branchen som Danmarks fjerdestørste eksporterhverv. Derfor er det også meget interessant, hvilke forventninger branchen mødes med fra politisk hold i den nærtliggende fremtid, siger Jette Lindgaard.

Du kan høre, hvilke planer miljøministeren har for branchen på årets TOPMØDE, når det løber af stablen d. 13. oktober på Villa Copenhagen. Samtidig bliver der også budt op til en snak mellem prominente folk i bæredygtighedsdebatten fra forskellige standpunkter.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til en interessant dag med fokus på bæredygtigheden.

Billetter her 

"