Menu

Lavtlønslande udsat for størst prispres

En ny rapport fra organisationen Better Buying viser, at tekstil- og beklædningsproducenter i lande med lavt omkostningsniveau er dem, der oftest udsættes for prispres af indkøberne. Rapporten understreger, at der generelt er forbedringsmuligheder i alle egne af verden.

05. september 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Organisationen Better Buying, som er støttet af C&A Foundation og Humanity United, har netop sendt sin tredje Better Buying Index Report på gaden. Rapporten skal belyse udviklingen og bidrage til en bæredygtig udvikling i forholdet mellem indkøbere og leverandører inden for beklædning, fodtøj og boligtekstiler. Rapporten belyser en lang række forhold i samarbejdet mellem de indkøbende virksomheder og deres leverandører, og der er flere forhold, der springer i øjnene.

De lande, hvor omkostningerne generelt er lavest, er også de lande, hvor leverandørerne oplever, at indkøberne presser prisen mest. Det gælder eksempelvis i Bangladesh, Cambodia og Vietnam, hvor leverandørerne årligt bliver bedt om at sænke omkostningerne. Det paradoksale er, at jo længerevarende forhold, der eksisterer mellem indkøber og leverandør, jo større er presset for at fastholde tidligere års pris til trods for øget lønniveau og inflation. I Bangladesh svarer 38 af de adspurgte, at de oplever denne praksis.

Årsagen skal typisk findes i kulturelle, historiske forhold:

”Disse praksisser, og de udfordringer de medfører, er resultatet af årtiers samarbejdsvillige forretningsforhold mellem indkøbere og deres leverandører. Ikke desto mindre er det nødt til at ændre sig i retning af et mere afbalanceret forhold til alle leverandører,” siger Marsha Dickson, President & Co-Founder i Better Buying i en pressemeddelelse.

Hun og Better Buying anbefaler, at brands og leverandører finder hinanden i et ægte strategisk partnerskab med respekt for hinandens kernekompetencer og styrker, så man kan skabe forsyningskæder, der imødekommer de volatile markeders krav. På samme tid bør disse partnerskaber også bidrage positivt, når det kommer til miljøet og de mennesker, der fremstiller produkterne.

Rapporten behandler en række aspekter af samarbejdet mellem indkøber og leverandør, blandt andet forecasting, pris, compliance og overholdelse af deadlines. Samtidig er analysen brudt ned geografisk, så man hurtigt kan danne sig et overblik over, hvordan de respektive verdensdele markerer sig. Som et tværsnit af alle resultater i undersøgelsen, har Better Buying udarbejdet en Net Buyer Impact Score, hvor en høj score viser, at der er fremgang i pågældende land. Og her topper Bangladesh og Latinamerika listen efterfulgt af Kina og Indien. I den modsatte ende, er det særligt Sydøstasien, USA og Tyrkiet, der markerer sig med forværret indkøbspraksis.

Du kan læse hele rapporten her.

"