Menu

Lifestyle & Design Cluster bliver ny national erhvervsklynge for design, mode og møbler

Uddannelses- og forskningsministeren har udpeget Lifestyle & Design Cluster til at være én af de i alt 14 nationale erhvervsklynger, der fra 2021- 2024 skal skabe samarbejde mellem forskere og virksomheder og dermed få mere innovation ud i samfundet.

Foto; Edho Pratama on Unsplash
Foto; Edho Pratama on Unsplash

06. oktober 2020

DM&T’s samarbejdspartner Lifestyle & Design Cluster kan fra årsskiftet kalde sig national klyngeorganisation på erhvervs - og teknologiområdet design, mode og møbler. Det har Undervisnings- og forskningsministeriet netop slået fast med sin udnævnelse af de i alt 14 nye nationale erhvervsklynger, som fra årsskiftet skal erstatte omkring 40 regionale erhvervsklynger i et forsøg på at forenkle erhvervsfremmesystemet.

Den beslutning bliver naturligvis taget godt imod af adm. direktør i Lifestyle & Design Cluster Betina Simonsen:

“Det er rigtig gode nyheder, og vi er utroligt glade for vores nye rolle som national erhvervsklynge inden for styrkepositionen: design, mode og møbler. Med denne udnævnelse følger der et stort ansvar, som vi med stolthed tager på os. Det er vores fornemmeste opgave at sikre innovationsniveauet i livsstilsbranchen, hvor få har en egentlig udviklingsafdeling. Vi vil fortsat arbejde intensivt på at skabe aktiviteter, der imødekommer de aktuelle innovationsbehov og udfordringer, som virksomhederne står overfor nu og i fremtiden,” siger hun.

Også Lifestyle & Design Clusters bestyrelsesformand, Viggo Mølholm er begejstret for udnævnelsen:

“Der er et stort ønske om at højne innovationsniveauet i livsstilsbranchen, som primært består af små og mellemstore virksomheder. Udnævnelsen som national erhvervsklynge giver os muligheden for fortsat at arbejde tæt sammen med brancheforeningerne og være brobygger mellem forsknings- og uddannelsesinstitutioner og virksomheder,” understreger Viggo Mølholm, bestyrelsesformand for Lifestyle & Design Cluster.

Lifestyle & Design Cluster arbejder til dagligt tæt sammen med nationale såvel som internationale partnere fra videns- og forskningsinstitutioner inden for livsstilsområdet og har derudover tætte relationer til mere end 220 dialogvirksomheder. Samarbejder som sikrer, at klyngen fokuserer på de muligheder og udfordringer, der er mest relevante for branchens virksomheder i forhold til at være på forkant med udviklingstendenser, ideer og behov.

I Dansk Mode & Textil er adm. direktør Thomas Klausen glad for, at Lifestyle & Design Cluster bliver national erhvervsklynge:

“For os er Lifestyle & Design Cluster en vigtig spiller, når det kommer til bl.a. at motivere flere forskere til at arbejde med de udfordringer og muligheder, livsstilsbranchen står overfor. Her kan indsigt og løbende analyser give brancherne bedre mulighed for at agere, fokusere og prioritere indsatsområder og dermed træffe bedre beslutninger; hvad enten det gælder nye teknologier som fremmer bæredygtighed og eksport,” afslutter han.

Læs mere om Lifestyle & Design Cluster

"