Menu

Ivan Grundahl vil gøre op med de traditionelle sæsoner

Ivan Grundahl har efter Ivans bortgang været igennem et intenst udviklingsforløb, og med en ny designer ved roret mener modehuset nu, at designet er på plads. Næste fase af huset udvikling er forretningsmæssig, og de har netop påbegyndt en større omstrukturering, der blandt andet går ud på at gøre op med de traditionelle sæsoner.

Ivan Grundahl vil være et brand, der tiltaler alle kvinder uanset alder. Foto: Ivan Grundahl.
Ivan Grundahl vil være et brand, der tiltaler alle kvinder uanset alder. Foto: Ivan Grundahl.

21. november 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Der sker ting og sager hos Ivan Grundahl disse dage. Uden at ville afsløre for meget, kan CEO Oliver Grundahl bekræfte, at modevirksomheden lige nu er i gang med en større omstrukturering.

Siden ansættelsen af Nicholas Nybro er det 45-årige modehus glad for den designmæssige retning, men hvad angår forretningsmodellen, er der stadig plads til forbedring. Ifølge Oliver Grundahl betyder det først og fremmest at forsøge at bløde op på de traditionelle sæsoner:

”Jeg er i gang med at undersøge, om det kan lykkedes os at levere nye varer til butikkerne flere gange om året, selvom vi ikke er større, end vi er. Det kommer især af, at flere af vores kunder har efterspurgt at få nye varer i butikken mere løbende,” siger han.

Vil ikke købe metervarer i blinde
Ved at lave faste kollektioner, to gange årligt, er man underlagt visse vilkår, der både kan koste dyrt og begrænse en mindre tøjvirksomhed. Det vurderer Oliver Grundahl i hvert fald, som langt fra er tilfreds med den måde, modehuset producerer på.

”Meget af min frustration bunder også i, at vi lige nu har et system, hvor vi køber metervarer ind i blinde, før vi ved, hvor meget vi har solgt,” siger han.

De sidste par sæsoner har Oliver Grundahl ellers forsøgt at omstrukturere hele design- og produktionsprocessen, men det er nemmere sagt end gjort. Som mange tøjproducenter nok kan genkende, når man ikke langt ind i en sæson, før der igen skal bestilles metervarer til den kommende kollektion.

”Salgsperioden spænder fra slut juli til midt oktober, og der er en forventning om, at vi skal levere en ny kollektion i slutningen af januar. Hvis vi skal nå at få produceret alle vores metervarer, bliver vi nødt til at bestille ud fra skønnede mængder hver gang, og det holder ikke.” uddyber han.   

Vil afprøve nye strategier
Det er ligesom et hjul, der kører rundt. Hvis hjulet skal skifte retning, bliver man nødt til at stoppe det. Sådan kan Oliver Grundahl bedst beskrive den cirkulære produktionsproces, modehuset er fanget i lige nu. Planen for den kommende sæson er derfor at springe en kollektion over. 

”Det skal give os ro til at forretningsudvikle. Vi bliver nødt til at bremse processen, hvis vi for alvor har i sinde at lave om på strukturen,” siger den adm. direktør.

Ivan Grundahl har dog den fordel, at de er et gammelt og ikke mindst solidt firma. De er ikke i pengenød, og ifølge Oliver Grundahl er de ikke i nærheden af ikke at kunne køre rundt. Men på længere sigt er der ikke økonomi til at drive forretning, som de gør nu:

”Vi bliver nødt til at afprøve nye strategier og gøre tingene på en anden måde end førhen. Det samme gælder fx messerne, som jeg år efter år smider mange penge efter. Måske er det heller ikke løsningen for os.”

”Måske kom vi for langt væk fra det oprindelige”
Med deres SS19-kollektion har Ivan Grundahl fundet ind til husets egentlige DNA. Det skriver de i en nyligt udgivet pressemeddelelse, og hvis man spørger Oliver Grundahl, er det en bedrift, som kun den nye designer kan tage æren for.

”Nicholas har været rigtig god til at sætte sig ned og studere det bagkatalog, Ivan efterlod sig, og fortolke materialet på en ny måde. Det er Nicholas’ designs, ingen tvivl om det. Han har bare været god til fange og forstå vores DNA,” siger han.

Var i da kommet ud på et sidespor rent designmæssigt, føler du?

”Nej, det, synes jeg ikke, man kan sige. Lige meget hvad vi havde gjort efter Ivans død, havde vi fået kritik, tror jeg. Det er svært at komme igen med en helt ny designer, der skal erstatte en så anerkendt designer, som Ivan var. Men det kan da godt være, at vi var kommet lidt for langt væk fra det oprindelige,” fortæller han til DM&T og påpeger i samme omgang, at de gerne vil afvikle alle fordomme om, at Ivan Grundahl er et brand forbeholdt ældre kvinder.

For at protestere mod netop den indstilling til Ivan Grundahl som brand har modehuset valgt at bruge både yngre og ældre modeller i denne sæsons katalog:

”Vi laver også tøj til kvinder i midt 50’erne og 60’erne, og hvad så? Det samme tøj kan vel være lige så smart til dem som til kvinder på 25 år. Ivan var betaget af kvinden og sagde altid, at det ikke handler om mode, men om stil. Mode er for alle kvinder, og det er også et budskab, der ligger Nicholas Nybro stærkt på sinde. ”

Hvordan fremtiden ser ud for Ivan Grundahl er svært for det veletablerede modehus at sætte en finger på. Men med nye strategier, der skal afprøves og videreudvikles, og en designstil, der har fået et friskt pust, er der ingen tvivl om, at det veletablerede modehus befinder sig i starten af et nyt, spændende kapitel.
"