Lokalhelt er konferencier til TOPMØDE 2025
Når DM&T samler branchen til TOPMØDE 2025 den 23. september sker det i Jyske Bank Boxen i Herning. Mode-, tekstil- og livsstilsbranchen har dybe rødder i den midtjyske muld, og derfor nøjes vi ikke bare med at flytte lokation til Herning; årets konferencier er nemlig også helt lokal, selvom han det er længe siden han slog igennem og vandt hjerter i hele Danmark.

DM&T fylder 130 år i 2025, og for at markere det, vender TOPMØDE næsen vestpå til Herning, hvor DM&T som bekendt har hovedkvarter. Valget af Herning som lokation skal dog også ses i lyset af, at en meget stor del af den danske mode-, tekstil- og livsstilbranche hører hjemme i Midtjylland.
Derfor virker det også oplagt at vælge en konferencier, der har dybe rødder i Herning og omegn. Men samtidig også en mand, der i årevis har været et kendt og elsket navn i hele Danmark.
Året konferencier er Thomas Skov, som er journalist og kendt fra en række tv-programmer.
Thomas Skov Gaardsvig er født i Sdr. Felding og slog for alvor igennem som praktikanten i det populære tv-program Det Nye Talkshow – med Anders Lund Madsen. Inden da havde han allerede markeret sig i radioprogrammet De Sorte Spejdere, og siden da har han været vært på en række tv-programmer, senest på de europæiske fodboldstudier på Disney+, ligesom han i en årrække har lavet forskellige podcasts, bl.a. den populære Livet ifølge Emil og Thomas.
På TOPMØDE 2025 vil han med sin underspillede humor og charme tage deltagerne trygt igennem dagens inspirerende program. Selvom Thomas tidligere har lavet en hel programserie om høflighed, kan du også forvente, at han vil stille både de svære og de oplagte spørgsmål til dagens talere.
Vi glæder os til at byde velkommen til TOPMØDE 2025, hvor vi giver dig inspiration og ny viden til at drive din virksomhed i Business as (un)usual. Alt sammen orkestreret på elegant vis af lokalhelten Thomas Skov.
PS: inden længe løfter vi sløret for de første talere, og du kan godt begynde at glæde dig.