Menu

Mærk modebranchen: Miljøministeren besøgte branchen på CIFF til snakke om en grønnere branche

Årets CIFF-modemesse fik fint besøg af miljøminister Lea Wermelin, der tog sig god tid til at tale med udstillere og spurgte interesseret ind til grønne løsninger

DM&T's adm. direktør Thomas Klausen glædede sig over miljøministerens besøg på CIFF
DM&T's adm. direktør Thomas Klausen glædede sig over miljøministerens besøg på CIFF

12. august 2022 Af Anders Skou Kristiansen , ask@dmogt.dk

Ingen modeuge uden fokus på branchens arbejde med bæredygtighed. Og godt det samme, for branchen arbejder faktisk benhårdt på at blive en bedre og mindre forurenende version af sig selv. 

Under sommerens modeuge fik vi på CIFF mulighed for at vise miljøminister Lea Wermelin (S), at rigtig mange brands er godt på vej, og ministeren fik samtidig en oplagt chance for at tale med brancheaktører i deres element. Efter åbningen af det nye "Frivilligt sektorsamarbejde om tekstiler", hvor danske virksomheder i branchen kan melde sig under fanerne sammen med flere af de største danske tekstil- og modevirksomheder, som alle vil arbejde målrettet for at reducere miljøpåvirkningen og generelt producere bedre og grønnere. Det kan du læse mere om her.

Onsdag rullede miljøministerens eldrevne ministerbil op foran CIFFs hovedindgang, efter ministeren havde taget imod en invitation til at se udstillingen "Circular Fashion & Textile Days", som udelukkende består af udstillere, der alle har forpligtet sig til at designe og producere mere cirkulært. 

Miljøministeren blev her vist rundt af Lifestyle & Design Clusters direktør Betina Simonsen og DM&T's adm. direktør Thomas Klausen, der sammen med de mange forskellige udstillere forsøgte at slukke ministerens tørst efter viden på området. 

Efterfølgende kunne det mangeårige DM&T-medlem DK Company byde velkommen på deres stand, hvor både Jens Poulsen og Jens Obel tog imod ministeren til en diskussion om emnet bæredygtighed. Især hvordan vi som branche italesætter arbejdet med grønnere initiativer blev vendt mellem ministeren og de garvede forretningsfolk. 

Hos Thomas Klausen var der stor tilfredshed med ministerens besøg overordnet set, mens han også var glad for, at hun både havde lyst til at debattere og tale med en af dansk modeindustris helt store aktører, samtidig med at hun viste interesse for de mindre virksomheder og deres mange forskellige innovative tiltag. 

- Vi er meget glade for at kunne byde miljøminister Lea Wermelin velkommen på Skandinaviens største modemesse, hvor ministeren for alvor kan se og føle de mange aspekter, som branchen indeholder. Det er vigtigt for os som brancheorganisation at have en stærk dialog med de politiske beslutningstagere, der ultimativt regulerer branchen. Derfor er det selvfølgelig også glædeligt, at vi har muligheden for at vise ministeren, hvordan branchen fungerer, samt ikke mindst at vise, at rigtig mange brands er bevidste om de miljømæssige udfordringer. For rigtig mange virksomheder i branchen arbejder benhårdt på at mindske deres aftryk på kloden, hvilket jeg synes, at vi i samarbejde har formået at vise ministeren i dag, lød det fra DM&T's adm. direktør Thomas Klausen. 

Husk, at du kan opleve Lea Wermelin på årets TOPMØDE den 3. oktober 2022. Læs mere og køb billet her.

Herunder kan du se et udpluk af billeder fra miljøministerens besøg. 

"