Menu
Coronavirus 2020

Miinto til de fysiske butikker: Gå online nu!

Den fysiske detailhandel er presset af coronavirussets udbrud, men online er der stadig kunder. Miinto stiller nu deres onlineplatform gratis til rådighed for nye butikker.

20. marts 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

Den fysiske detailhandel er presset som aldrig før efter coronavirussets indtog i Danmark. Kunderne forsvinder fra gader og stræder, hvilket lukker den fysiske handel ned.

De handlende er dog stadig at finde online, men det er med at komme online hurtigst muligt, hvis man vil have gang i sit salg. Derfor stiller Miinto nu sin platform til rådighed. Gratis. 

Miintos CEO og stifter Konrad Kierklo har en opfordring til de modevirksomheder, der i øjeblikket mærker konsekvenserne af danskernes barrikadering derhjemme:

- Der er en bred opbakning fra danskere om, at de vil støtte lokale butikker, men danskerne sidder, med god grund, hjemme, så I bliver nødt til at komme online, så de kan finde jer.

Derfor er Miinto er klar til at tage butikker ind, der kan se fordelen ved at sælge gennem Danmarks største online-modeplatform. Og de er parat til at gøre det gratis.

- Der er som sagt stor opbakning fra befolkningen til at støtte lokalbutikkerne. Det ser vi i forhold til restauranter, men også modebutikker. Befolkningen ved typisk ikke, hvordan de kan støtte dem eller hvordan, de finder deres webshops. Min opfordring til butikkerne er derfor hurtigst muligt at søge online. Om det er igennem egen webshop eller os er irrelevant, de skal bare være tilgængelige online nu, siger Konrad Kierklo.

Hjælpepakker til udsatte erhverv har på det seneste fået en masse opmærksomhed, og Miinto er også klar til at gøre, hvad de kan gøre, for at den danske modebranche, og især de mindre butikker, klarer sig igennem krisen påført af coronavirussets udbrud.

- Vores forretning bygger på fysiske, lokale tøjbutikker. Uden dem har vi ingen varer på hylderne, da vi ikke selv har noget lager. Vi har derfor valgt at fjerne vores integrations-fee og vores månedlige hosting-fee frem til og med april, så butikkerne kan komme online hos os og kun fortsætte, hvis de er tilfredse, siger han.

Kig online efter kunderne, for de er der stadig, og der er stadig efterspørgsel. Om det så er hos os eller andre, du sælger, jamen, det er jo lige meget, bare du får solgt dine varer. Alt andet er jo en katastrofe

Intet er normalt i øjeblikket

Normalt får Miinto 50 nye partnere på platformen om måneden og samarbejder med i alt ca. 2.000 partnere, men i øjeblikket er det nærmere 50 om dagen, der henvender sig.

Det skyldes, at kunderne stadig er til stede online. Men man skal være hurtig, hvis man vil have del i kagen.

- Vi er ydmyge omkring situationen med, at mange ønsker at koble sig på Miinto, men vi er også ærlige omkring, hvem vi kan tage imod. Hvis butikken ikke har det udvalg, som kunderne efterspørger online, så giver det ikke mening for dem at komme online hos os, siger Konrad Kierklo, der dog kan berette om, at der generelt er efterspørgsel på nettet.
 
- Efterspørgslen på mode er ikke faldet online endnu, men det tror vi, at den kommer til at gøre, når folk har siddet hjemme længe nok, og hvis situationen ikke kommer under kontrol. Tid er derfor ekstremt vigtigt nu, butikkerne skal komme online nu og ikke vente til næste uge eller om 14 dage. Det skal ske i går, understreger Konrad Kierklo.

Partnerskaber giver mening for alle parter

Der ligger ikke noget på lager hos Miinto.

Virksomheden har nemlig intet. Deres lagre ligger hos de butikker, der er koblet på Miinto og er partnere. Når Miinto modtager en ordre på en vare, sender de denne ordre videre ud til de butikker, eller partnere, de kan se, har varen på lager.


På denne måde lander alt omsætningen hos de lokale erhvervsdrivende. Derfor er hans klare opfordring også, at alle, der ikke allerede selv er online, ser at komme det i håb om at fastholde et gennemsalg.

- Søg nye veje. Promover din egen webshop. Opfordr til at handle lokalt. Kig online efter kunderne, for de er der stadig, og der er stadig efterspørgsel. Om det så er hos os eller andre, du sælger, jamen, det er jo lige meget, bare du får solgt dine varer. Alt andet er jo en katastrofe.

Dette er IKKE en reklame for Miinto. Det er et tip til den danske modebranche. DM&T er på ingen måde associeret med Miinto, hvorfor vores eneste formål med denne artikel er at oplyse medlemmer af DM&T, der kan have fordel af at tale med Miinto om et partnerskab.

Skulle din virksomhed have interesse i at benytte Miintos tilbud, kan dette med fordel gøres via nedenstående kontaktinformationer: 

Jonas Kellberg
Sales Manager
Email: jonas.kellberg@miinto.dk
Telefon: 3136 9623

"