Menu

Miljømærker og standarder giver et forspring i den grønne omstilling

Der stilles stadigt større krav til mode- og tekstilvirksomheder. Standarder og miljømærkninger giver en mulighed for at imødekomme kravene og endda komme på forkant med dem. Bliv klogere på dine muligheder og læs mere om vores kommende temadag om emnet her.

25. maj 2023 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Kravene stiger. Det mærker enhver mode- og tekstilvirksomhed, som oplever et øget krav om bæredygtige initiativer og dokumentation fra bl.a. kunder og myndigheder. Og kravene kommer kun til at stige i takt med, at EU’s strategi for bæredygtige tekstiler rulles ud.

Men mange oplever også, at det kan være svært at imødekomme kravene, særligt når det kommer til systematik og dokumentation.

Her kan standarder og miljømærker være en værdifuld støttepille. Vil du vide hvordan?

Så bør du deltage, når DM&T sammen med Dansk Standard og Miljømærkning Danmark inviterer til temadag den 4. september. Du får input og inspiration til, hvordan standarder og miljømærker kan hjælpe din virksomhed med at komme på forkant med EU-lovgivningen, strukturere bæredygtighedsindsatsen og undgå greenwashing. Tre temaer, som fylder enormt meget i den danske mode- og tekstilbranche.

Og de taler alle ind i den kommende udvikling, forklarer DM&T’s bæredygtighedsrådgiver Michelle Utzon-Frank:

”Bæredygtighed, socialt ansvar, miljø og klima fylder virkelig meget. EU’s tekstilstrategi og dens som minimum 16 nye initiativer og lovgivningsområder, øger kravene til branchens virksomheder i et omfang, vi ikke tidligere har set,” siger hun og fortsætter:

”De mange nye krav understøttes af standarder, og der er krav om transparens og dokumentation, hvilket er nyt for mange. Men som branche er vi nødt til at erkende, at standarder bliver en naturlig del af hverdagen, og derfor er det oplagt allerede nu at se på, hvordan man kan implementere dem.”

Standarder som fælles spilleregler

Standarder og miljømærker kan være lidt af en smutvej til at imødekomme de stigende krav. Eksempelvis er Svanemærkets nye krav til tekstiler i overensstemmelse med EU’s tekstilstrategi og særligt kravene i den kommende Ecodesign-forordning. Og standarder og miljømærker kan være med til at skabe et fælles sprog, når vi taler bæredygtighed og cirkularitet, forklarer Berit Holbech Asmussen, chefkonsulent i Dansk Standard, som håber, at mange vil deltage i den kommende temadag og generelt vil sætte deres præg på nye standarder:

”Standarder er en slags fælles spilleregler, som definerer krav og best practise for bl.a. kvalitet, processer og dokumentation inden for en branche eller et specifikt område. Og de, som er med i arbejdet med at forme standarderne, er med til at sætte spillereglerne,” siger hun.

Arbejdet med de nye standarder er allerede i gang, og flere danske organisationer og virksomheder deltager i udviklingen og formuleringen af de første standarder, der skal understøtte en bæredygtig og cirkulær produktion og brug af tekstiler. Et arbejde der foregår på europæisk plan, og som ikke begrænser sig til tøj, men også dækker bolig- og møbeltekstiler.

Du kan læse mere om arbejdet her: Cirkulære klæder skaber klimabevidste folk og grønne muligheder - Dansk Standard 

Undgå greenwashing

Dokumentation er et nøgleord, når det kommer til at kommunikere om sine bæredygtige initiativer. Det fastslår Forbrugerombudsmanden klart og tydeligt i sine retningslinjer og kvikguide, og antallet af greenwashing-sager har været støt stigende de senere år.

I arbejdet med at sikre den rette dokumentation er eksternt certificerede ordninger og anerkendte standarder en vej, flere virksomheder går ned ad. En af dem er tekstilvirksomheden Gabriel.

”Med det fokus, der er på greenwashing, bliver vi nødt til at dokumentere alt, ellers risikerer vi, at vi faktisk gør det godt, men ikke kan fortælle det. Vi skal være i stand til at løfte bevisbyrden på de ting, vi skriver i vores bæredygtighedsrapport. Samtidig er det vigtigt, at vi bruger de samme standarder. Det bliver uigennemskueligt for forbrugerne, hvis alle virksomheder og lande bruger deres egne standarder,” sagde Kurt Nedergaard, Director of CSR & Quality hos Gabriel, til Dansk Standard i en artikel i 2022.

Læs mere: Greenwashing kan undgås – men det kræver konkret dokumentation - Dansk Standard (ds.dk)

Hos Dilling i Herning valgte man i 2010 at blive certificeret med Svanemærket, og udover at reducere kemikalieforbruget og stille krav til hele produktets livscyklus, er Svanemærket med til at give virksomhedens kommunikation tyngde og troværdighed.

”Som forbruger kan det være en jungle at finde rundt i certificeringer og i virksomhedernes mange miljøbudskaber. Her støtter Svanemærket op om vores fortælling og giver pondus til vores kommunikation. Samtidig kan vi se på anmeldelserne på Trustpilot, at forbrugerne ser det som noget meget positivt, at vores tøj er certificeret – og vores kunders tilfredshed er afgørende for vores succes,” har adm. direktør Morten Dilling Bertelsen sagt i et interview med Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for det nordiske Svanemærke og EU-Blomsten i Danmark.

Læs mere: Svanemærket er en del af fortællingen - læs mere (ecolabel.dk)

Vil du vide, hvordan din virksomhed kan få et forspring med standarder og miljømærker, er det nu, du har muligheden. Tilmeld dig vores temadag med Dansk Standard og Miljømærkning Danmark den 4. september 2023 her.

"