Menu

MINI A TURE sikrer sig certificering, som også Patagonia har

Det er nok de færreste, der har et indgående kendskab til B Corp-certificeringen, men hos MINI A TURE har de nu opnået certificeringen, der understreger deres høje samfunds- og miljømæssige standarder.

Foto: MINI A TURE
Foto: MINI A TURE

12. maj 2021 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

MINI A TURE laver børnetøj.

De er også ganske gode til det. Alligevel har det altid været målet, at de skal udrette mere end ”blot” børnetøj.

De vil gerne gøre mere, gøre det bedre, og give noget retur. Nu er de lykkedes med at sikre sig en certificering, der om noget vidner om, at de gør netop det. Også selvom de færreste ved, hvad netop en B Corp-certificering er.

- Vi har allerede andre certificeringer, der går mere på vores produktionsdel i form af GOTS og lignende, men vi havde ikke en certificering, der går på hele virksomheden fra ende til anden. Det ville vi gerne opnå, siger Signe Tholstrup, der er stifter og CEO hos MINI A TURE.

En del af en eksklusiv bevægelse

Siden MINI A TURE blev grundlagt i 2002, har børnetøjsmærket efterstræbt ansvarlig og miljøvenlig produktion. Certificeringen er derfor den ultimative anerkendelse af dette. For at opnå B Corp-certificeringen skal virksomheden leve op til en række ambitiøse samfunds- og miljømæssige standarder og samtidig udvise en ekstraordinær grad af ansvarlighed og gennemsigtighed på tværs af hele værdikæden.


Dermed træder MINI A TURE ind i en eksklusiv bevægelse med medlemmer, der alle er kendt for netop at gå rigtig langt for at sikre sig, at alting går ordentligt til. Blandt medlemmerne finder man pionerer som branchekendte Patagonia og andre velkendte brands som Ben & Jerry’s, Danone og danske Rudolph Care. Der er cirka 3800 B Corp-certificerede virksomheder på verdensplan, men hidtil har ingen børnetøjsproducenter, så vidt vides, opnået den strikse certificering, hvorfor stoltheden også er stor hos MINI A TURE.

- Vi har været helt ude i de yderste led af produktionskæden for at sikre os, at alt bliver gjort ordentligt. Som virksomhed bliver man virkelig endevendt, og det er et meget grundigt og nok også større arbejde, end vi lige troede. Det er dog både sjovt og gavnligt at blive kigget efter i sømmene, siger Signe Tholstrup og fortsætter:

- B Corp-certificeringen gav mening for os, fordi den også dækker alt det, der ikke er dækkes af mange andre certificeringer. Vi har altid gerne ville gøre mere end ”bare” at lave børnetøj, og det synes vi også, vi gør. Det kan være svært for folk at forstå, så da der var en certificering, som netop omfattede dette formål, så gav det mening for os, lyder det.

Struktur, struktur, struktur

Certificeringen gav mening for MINI A TURE, og derfor har der også været en mening med galskaben. Hvis man altså kan kalde det hårde arbejde, der ligger bag, for galskab.

- Vi har arbejdet på og med certificeringen siden sommerferiens afslutning i 2020. Vi har altid haft meget tætte samarbejder med, og høje krav til, vores leverandører, men det har stillet helt andre krav til vores struktur at arbejde sådan her. Det har været ret hårdt arbejde og taget væsentligt flere timer, end nogen af os havde forventet, griner Signe Tholstrup.

Årsagen til det skal blandt andet findes i grænselandet mellem kultur og regler. For mange af de ting, MINI A TURE altid har gjort og praktiseret, levede op til B Corp-certificeringen, men det var langt fra alt, der var skrevet ned.

- Vi har en fin personalehåndbog, men det er jo 1000 år siden, vi lavede den, og meget er blevet en kultur fremfor nedfældede regler. Så vi skulle lige have opdateret den med værdier såsom at amning på kontoret selvfølgelig er helt okay. Ting, vi sjældent tænker over, når man bor i et land som Danmark, skal nedfældes, så der er dokumentation for alting. Det har klart fremmet opbygningen af en struktur, der er vigtig, siger stifteren af MINI A TURE.

Strukturen bliver der også brug for i fremtiden, for planen er at bibeholde B Corp-certificeringen og måske endda forbedre den score, der er opnået på baggrund af 2019-regnskabet. Medarbejderne, der består af kvinder og tæller 12 styk, er også med på planen.

- Man kigger ved certificeringen på det sidste lukkede regnskab, og vi er sikre på, at vi kan opnå en endnu bedre score for 2020 og frem. I dag er alt overtøj produceret af genbrugsmaterialer, så det kommer også til at påvirke resultatet i en positiv retning. Når det er sagt, så var resultatet på baggrund af vores 2019-regnskab mere end tilfredsstillende, siger Signe Tholstrup, der har været primær drivkraft på opnåelsen af certificeringen sammen med MINI A TUREs produktionschef.

- Vores produktionschef har skullet grave ret dybt fra tid til anden. Der er rigtig mange spørgsmål, man skal besvare, og når man gør det, så åbner man op for endnu flere, så det kræver jo, at dokumentationen er på plads. Om tre år skal vi genevalueres, men det skulle gerne være lidt nemmere, når vi har et system med al dokumentationen, siger Signe Tholstrup.

Kan rumme gode eksportmuligheder

Der er mange certificeringer derude, og B Corps er næppe den mest kendte af dem. I hvert fald ikke på vores kanter.

I Nordamerika er B Corp-certificeringer dog noget, folk nikker anerkendende til, og derfor kan det også være en gavnlig brik i et større internationalt puslespil.

- Herhjemme reagerer folk mere på vores reaktion, fordi de kan se, at vi er så glade for det, vi har opnået. I USA og Canada er der stor anerkendelse forbundet med certificeringen, mens den i Danmark ikke er så kendt. Det har vi da også sagt til B Corp i Danmark, for det ville da være dejligt, hvis vi ikke skulle bruge en halv time på at forklare, hvad det er, vi er stolte af at have opnået, siger Signe Tholstrup og smågriner, inden hun fortsætter:

- At B Corp er så anerkendt internationalt har spillet en rolle. Hvis man kender til certificeringen og ved, hvor meget de forlanger, så kan man være sikker på, at forholdene for medarbejdere i hele organisationen og hos virksomhedens leverandører er upåklagelige. Vi vurderede, at det var en god certificering for os, fordi den nøjagtigt måler det, vi gerne vil med vores virksomhed, som ikke bare er at være bedst i verden – men også for verden. Kan der så også være god forretning i det, så er det kun endnu bedre, slutter hun.   

"