Menu

MINIATURE udpeger ny kreativ direktør

Børnetøjsmærket har skiftet ud på posten som øverste kreativt ansvarlige. Det bliver Luisa Elvira Traina, der fremover skal sætte den kreative retning.

Luisa Elvira Traina overtager ansvaret for børnetøjsmærket MINIATUREs kreative retning // Foto: Søren Jepsen
Luisa Elvira Traina overtager ansvaret for børnetøjsmærket MINIATUREs kreative retning // Foto: Søren Jepsen

30. januar 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

MINIATURE har rystet den kreative pose, hvilket betyder en ny kreativ direktør i form af Luisa Elvira Traina, som afløser Anne Katrine Montag, som har været i børnetøjsvirksomheden siden 2004.  

Luisa Elvira Traina er uddannet fra London College of Fashion og har mere end 15 års erfaring fra store trendbureauer og modehuse i Europa og Danmark.

Hun overtager nu ansvaret for brandets kreative afdeling, hvor hendes første kollektion er ready-to-wear AW18, som rammer markedet til august.

MINIATUREs ejer Signe Tholstrup forklarer, at der var behov for et nyt syn på brandet:

"Efter 15 år på markedet var det afgørende, at vi fik kapret Luisa for at hjælpe med at ryste posen, genopfriske MINIATUREs DNA og forny vores identitet. Luisa har både de kvaliteter og den vision, der er nødvendigt for at bringe et nyt nutidigt perspektiv til MINIATURE og føre mærket ind i et spændende nyt kapitel," siger hun i en pressemeddelelse.

Den nye kreative direktør glæder sig til at komme i gang med udfordringerne:

”Jeg er rigtig glad for at få muligheden for at arbejde med MINIATURE. Jeg har en international trend-forecasting-baggrund, og en stor del af mit arbejde har handlet om at skubbe folks grænser. I et marked som Danmark, hvor folk klæder sig mere sikkert og helst ikke vil ud skeje sig, er det perfekt for mig at arbejde med børnetøj. Børneuniverset er meget mere legende, hvor jeg her får plads og mulighed for at udfolde mig. Jeg er utrolig glad for den tiltro og opbakning jeg har fået af Signe. Der er et stort internationalt potentiale hos MINIATURE, som jeg håber på at kunne være med til at indfri,” siger Luisa Elvira Traina.

"