Menu

Minus og Peppercorn udfordrer værdikæden i en ny strategi

Coronakrisen har fået den danske modevirksomhed bag brands som Minus og Peppercorn til at gentænke deres forretningsmodel. Nu siger de farvel til sælgere og agenter for i stedet at sælge digitalt. En model der giver gevinst for både miljøet og for kunderne, da besparelsen går ubeskåret til dem.

Foto: minus
Foto: minus

06. maj 2020

Hos Redefined Fashion A/S, Ikast-virksomheden som står bag en række brands, bl.a. Minus og Peppercorn, har coronakrisen hærget præcis lige så hårdt som hos alle andre i modebranchen. COVID-19 har i de seneste seks uger været den altoverskyggende udfordring, og det har fået ejerne til i den grad at tænke ud af boksen. De gør således op med den traditionelle måde at sælge kollektioner på i hele Skandinavien. Det betyder et farvel til sælgerne på disse markeder, ligesom virksomheden dropper al messeaktivitet. I stedet skal kunderne nu vænne sig til at købe ind digitalt. 

”Vi tager sælgerne ud af ligningen og kobler alle vores kunder direkte op med hovedkontoret via vores system. Til gengæld sørger vi for flotte produktbilleder, videoer eller virtuelle catwalks og masser af facts om varerne” fortæller Chalotte Kjær Bruun, der er én af ejerne af Redefined Fashion. Hun fortæller også, at man kan sidde i sin sofa derhjemme med kaffen og afgive sin ordre direkte via den B2B shop, man allerede kender, lige når det passer én i løbet af indsalgsperioden.

Fokus på værdiskabelse for kunderne

Modebranchens måde at sælge på, er traditionelt præget af relationer og følelser, men ejerne af Redefined Fashion har efter grundige refleksioner vurderet, at der er for store omkostninger og for lidt udbytte ved den hidtidige model. 

”Spørg dig selv, hvor meget du egentlig vil betale for en time med din sælger, der kommer forbi med morgenbrød, kram og en ny kollektion? Eller hvis vi stod på messen og åbenlyst tog betaling for en fremvisning, lidt hyggelig small talk, en drink eller en god kop kaffe? Hvor meget er det egentlig værd for vores kunder, omregnet i kroner og ører? Forestil dig, at du i stedet tilbød den selv samme kunde en fast linjerabat på min. 10%, hvis bare de selv ville sørge for at taste ordren i vores system. Det giver i vores øjne langt større værdi for både kunderne og os,” siger Irena Riberholt Jørgensen 

Ejerne anerkender fuldt ud, at det stiller andre krav til virksomheden, når de lancerer den nye model. 

”Det vil kræve en anden nærhed og en anden type vejledning fra vores side. Men vi tror på, at vores kunder efterhånden kender vores kvaliteter og pasforme, og at man allerede er begyndt at vænne sig til at tage beslutninger baseret på online præsentationer. Og så vil vi da også se frem til at tale direkte med kunderne i stedet for gennem en sælger. Vi ved godt, at vi i højere grad forpligtiger os selv til at levere stærke og salgbare produkter og at det også kræver tilvænning fra nogle kunder. Derfor vil vi også tilbyde ”åbne showrooms” med mulighed for at se og røre varerne, så længe det er nødvendigt” fortæller Irena og Chalotte

Netop det faktum, at det er lidt kontant og meget transparent, var noget af det, ejerne søgte med det nye set-up. Chalotte og Irena fortæller, at de i årevis har set hvordan butikkerne kæmper for at tjene penge.

”Vi har mærket et tydeligt pres fra vores kunder når det gælder mark-ups. Men sådan som vores model og andres er skruet sammen, så går det regnestykke bare ikke op. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så udhuler vi bare vores egen indtjeningsevne fordi vores salgsomkostninger er så høje. Præcis derfor tror vi på, at fødekæden skal gøres kortere og mere smidig” siger Irena Riberholt Jørgensen.

Hos Dansk Mode & Textil får det nye initiativ rosende ord med på vejen: 

”Her er et strålende eksempel på, at kriser kan blive en motor for innovation. Redefined Fashion har både kigget indad og udad, og deres nye model omfavner to af de vigtigste forhold for branchens udvikling på den anden side af coronakrisen; bæredygtighed og digitalisering. Jeg tror, Redefineds model kan blive starten på en udviklingsbølge for branchens forretningsmodeller,” siger Thomas Klausen, adm. direktør i Dansk Mode & Textil.

Coronakrisen understreger behov for bæredygtige løsninger

Chalotte og Irena fortæller, at de allerede har talt med mange af deres kunder og har tilbudt dem den nye forretningsmodel. 

”Reaktionen var overvejende positiv og det har givet anledning til nogle meget gode og ærlige snakke med vores kunder. Vi har valgt at præsentere vores idé på en videohilsen til alle vores kunder for at sikre, at alle fik beskeden samtidig. Efterfølgende har der været tid til alle de gode uddybende snakke”. 

For ud over det åbenlyse økonomiske aspekt, så går en anden af virksomhedens fokusområder perfekt hånd i hånd med en ny salgsstrategi. 

”Vi det sidste år haft et stort fokus på at cirkulær økonomi og bæredygtighed, herunder hvordan vi kan optimere og spare ressourcer. Coronakrisen har understreget - mere end nogensinde – at det giver mening at skære alt unødvendigt væk, lave mindre kollektioner og tøj der har længere levetid. Det er simpelthen et krav hvis man vil overleve på den anden side… og vi besluttede ret hurtigt, at vi VIL igennem denne krise!”. 

”Vi tror ikke på, at business as usual er den rette vej ud af en så stor krise. Innovation og optimering er afgørende for, at branchen igen kan finde fodfæste,” siger de to ejere afslutningsvis. 

Chalotte Kjær Bruun (tv) og Irena Riberholt Jørgensen
Chalotte Kjær Bruun (tv) og Irena Riberholt Jørgensen
"