Menu

Mode-eksporten er tilbage på niveauet før corona

Den danske eksport af mode og tekstiler er tilbage på før-corona-stadiet, men udfordringer er og har der været nok af, og udviklingen er langt fra kommet af sig selv.

Foto: mp Denmark
Foto: mp Denmark

09. august 2021 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

Den danske eksport af mode og tekstiler fik én på lampen af henholdsvis Covid-19 og Brexit. Alligevel har branchen formået at rejse sig og bringe sig selv tilbage på sporet rent eksportmæssigt, hvor tallene taler sit tydelige sprog.

Eksporten er tilbage på et før-corona-niveau, hvilket brancheorganisationen bag den danske mode-, tekstil- og livsstilsbranche er både glædeligt overrasket og imponeret af.

- Det seneste 1,5 år har været meget udfordrende, og modebranchen er blevet påvirket markant på både eksport- og hjemmemarkeder. Nedlukninger, konkurser i detailhandlen, rejserestriktioner og usikre forbrugere er bare nogle af de forhold, der har sat spor, men de danske modevirksomheder har været hurtige til at omstille sig til de nye forhold, og det er imponerende, at eksporten allerede nu er tilbage på niveauet fra før Covid-19, siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i DM&T.

Spørger man blandt folkene med hænderne på kogepladerne, så er det bestemt heller ikke en genrejsning, de er kommet sovende til.

- Vi har skruet op for satsningen på onlinekanaler i stort omfang for at bibeholde vores eksport. Zalando og Boozt har vi især arbejdet intenst med. En anden årsag skal findes i, at når verden går lidt i stå, så går forbrugerne mere over mod kvalitet og varer, der er produceret under ordentlige forhold og af ordentlige materialer, og det ved de, at de, i særdeleshed, får med varer fra Danmark, siger Morten Bundgaard, CEO hos mp Denmark.

”Du kan droppe flødekagen, men du har altid brug for rugbrød”

DM&T glæder sig over, at eksporten er tilbage på det vante niveau, men der er alligevel en smule malurt i bægeret. Eller en flue i ”pinten”, om man vil.

Eksporten til Storbritannien er faldet med hele 32 procent i årets første fem måneder, hvilket ikke kommer bag på mp Denmark.

- Brexit har uden tvivl gjort UK til et markant mindre attraktivt marked eksportmarked for os. Alting er blevet mere kompliceret, papirarbejdet tungere, og vi må være ærlige at sige, at vi ikke forventer, at det er et marked, der eksploderer i vækst for os, medgiver Morten Bundgaard, der ellers så positive tegn fra markedet før Brexit blev en realitet.

- Det har aldrig været et kernemarked for os, men vi gjorde det fint i UK og havde også planer om at intensivere vores indsats der, da vi kunne se, at der var plads i briternes indkøbskurve til basisprodukter af høj kvalitet produceret under ordentlige forhold. Vi har ikke ændret på vores setup i UK efter Brexit i forhold til agenter og så videre, men vi har droppet at intensivere på det britiske marked.

Ifølge Michael Hillmose er det et tegn på en omstillingsparat branche.

- Det vidner om, at virksomhederne var hurtige til at omstille sig allerede tidligt i 2020. Virksomhederne har været gode til at se indad og ændre arbejdsgangene med fokus på blandt andet digitalisering og bæredygtighed, og mange har skabt sig en stærk konkurrenceposition på de internationale markeder ved at investere i eksempelvis digitale showrooms og ved at nytænke deres kollektionsstruktur.

Det har de også mærket hos mp Denmark, som sælger mange basisvarer.

- Vi sælger en stor mængde NOOS-varer, hvilket også har betydet, at vi stort set ikke har fået annulleringer i coronasammenhæng. Man kan fravælge flødekagen hos bageren, men vi skal alligevel alle have rugbrødet, og jeg er overbevist om, at det giver os en vis kriseresistens, at vi ikke er voldsomt afhængige af trends.

Morten Bundgaard påpeger, at ordentlighed også spiller en rolle. Måske i endnu højere grad i fremtiden.

- Hvis vi skal fastholde vores markedsandele som branche, helt overordnet set, så både tror og håber vi på, at det er helt afgørende at fastholde og endda forbedre produktkvaliteten. Parametre som produktets kvalitet i sig selv er vigtig, men også hvordan det er produceret, hvor det er produceret og under hvilke forhold, det er produceret.

Coronakrisen betyder et efterslæb af udfordringer

Michael Hillmose forklarer, at medlemmerne kun er blevet bedt om at forholde sig til de aktuelle udfordringer, og at der derfor er langsigtede udfordringer, som ikke nødvendigvis figurerer i undersøgelsen.

Flere i DM&T’s undersøgelse nævner dog digitalisering og stigende fragtpriser som en udfordring. Det nikker Morten Bundgaard genkendende til.  

- Vi skal være stærkere på digitale og tekniske kompetencer i fremtiden. Det kan gøres på tre måder i vores optik; vi kan dygtiggøre vores nuværende medarbejdere, vi kan ansætte nye folk og samt hente hjælp udefra. Vi kommer formentligt til at gøre alle tre ting, siger mp Denmarks CEO og fortsætter.

- Når man som os arbejder med store keypartners, så kræver selv udvekslingen af data et ret professionelt setup efterhånden, og der har vi noget, vi skal indhente. Det skyldes jo blandt andet den stigende digitalisering, der er sket, mens landet var lukket ned.

Også de eksploderede fragtpriser er en hurdle, om end i mindre grad for mp Denmark end mange andre i branchen.

- Næste dimension er, at det er umuligt at få varer hjem fra Asien i øjeblikket, og samtidig er priserne steget voldsomt. I øjeblikket er vi ekstra taknemmelige for, at vi har vores produktion på egen fabrik i Letland. Det giver os ubetinget en fordel i forhold til leadtime, da vi selv bestemmer, hvad der produceres hvornår. Selvfølgelig køber vi også en begrænset mængde varer i Asien, men det er begrænset. På branchens vegne begræder jeg det, for det er en uholdbar situation.

Ifølge Michael Hillmose er det endnu for tidligt at spå om, hvordan 2021 ender, selv om tallene for årets første måneder indgyder til positivitet.

- Der har været positive indikationer og sammenholdt med vores medlemmers optimisme peger det i retning af et år, der kunne nærme sig 2019-niveau. Men der er fortsat mange usikkerheder på både den korte og lange bane, og derfor bliver 2021 på mange måder et år, hvor branchen ruster sig strategisk og investerer til vækst på den lange bane, slutter han.

"