Modebranchens praktiske gris løser det, designerne synes er ”dybt usexet”

Danmarks mode- og tekstilbranche nærmest kollektivt outsourcede produktionen for længe siden, men der er meget andet, der kan outsources, og noget tyder på, at flere brands kigger i den retningFakta: Textile Logistics Denmark

lagerhotel-lille-kunde
27 apr. 22

- Vi er modebranchens praktiske gris. Vi er papkassenørder.

Sådan falder ordene fra Torkild Lund, da han skal forholde sig til, hvorfor hans firma på relativt kort tid er vokset enormt meget.

Han er daglig leder af Textile Logistics, der, med Torkild Lunds egne ord, har stablet en fin forretning på benene ved at gøre det, branchens virksomheder ikke selv for alvor er passionerede omkring. 

- Tekstilbranchen handler om og er ofte kendetegnet ved, at et brand har godt design, dygtige sælgere eller dygtige producenter. Det, vi laver, er sjældent det, disse folk synes er allermest sexet.

Men hvad er det så, de laver?

De pakker, sørger for fragt, sender varer. Generelt sørger de for, at brands får deres varer ”over disken”, som Torkild Lund selv udtrykker det.

De overtager den del af værdikæden, der ikke er relateret til de mere kreative processer.

Hvorfor outsource?

De seneste år er der øjensynligt flere og flere brands, der fået øjnene op for, at det kan give god mening at lade andre tage sig af opgaver, hvor hverken ens spidskompetencer eller passion ligger.

Det kan vækstkurven og antallet af brands, Textile Logistics arbejder med, bevidne.

- Vi har kun fem år på bagen, men er nu oppe på 88 brands fra branchen, der har lagt deres logistik i vores hænder. Det er ikke nødvendigvis en kæmpe besparelse, hver brand opnår, men der er dog en besparelse rent økonomisk. Jeg vurderer dog, at den væsentligste besparelse er på tid og ressourcer, man som brand ikke længere skal bruge på et område, man ikke brænder for, siger Torkild Lund.

Han kommer selv fra branchen med 30 års erfaring og ved godt, hvad de forskellige brands efterspørger i en partner som dem. Så det forsøger de at levere.

- Vores force er at få pakket en masse varer og få dem over disken. Det er ikke fragten, vi brænder for, men det er en væsentlig del af arbejdet, så det er vi også gode til. Vi arbejder med en branche, vi kender alt til, og alle dem, jeg har omkring mig, kommer også fra modebranchen. Derfor har vi også ekspertisen og erfaringen, som en mindre virksomhed ikke har – det er jo en kæmpe hurdle for små brands at skulle etablere et samarbejde med Zalando eller Boozt. Vi har set deres 77 sider lange manual før og sat os ind i den. Det er en mundfuld for et lille brand.

Af de andre fordele ved at outsource logistikken nævner Torkild Lund også udfordringer med de fysiske kapaciteter.

- Hos os får man skalerbarheden, stordriftsfordelene og en sikkerhed for, at tingene bliver gjort ordentligt. Vi har pt. 44.000 kvadratmeter, hvoraf den største kunde har 7000 kvadratmeter af disse. Dem sender vi cirka en million styk for om måneden, så vi kan håndtere en del, siger han og fortsætter:

- Vi har ingen løsarbejdere eller vikarer. Vi har 135 medarbejdere, der plukker dine varer, og de er der fast – det er vores folk. Der er ingen mellemled eller vikarbureauer.

”Brands er som folks børn”

Torkild Lund kender branchen ganske godt og ved, at mange har bygget en virksomhed op fra bunden, som de er tæt knyttet til og vil det bedste for.

- Du kan sammenligne det med første gang, man afleverer sit barn i vuggestuen eller børnehaven. Man overdrager ansvaret og håber så bare på, at medarbejderne der gør et godt stykke arbejde, og at ens barn har det godt, når man henter det igen. Sådan er det jo også lidt her.

Derfor kan det også være svært for brands at outsource logistikken i første omgang, for ”de skal jo slippe kontrollen”, hvilket er svært, mener Torkild Lund. Hans klare opfattelse er dog, at alle de brands, Textile Logistics varetager logistikken for, hurtigt vænner sig til det og godt kan se fordelene ved, at ansvaret overdrages til nogen, der er passionerede omkring logistik.

Og dét er de hos Textile Logistics.

- Vi blander os i deres forretning, og så må kunderne selv sige fra, hvis de ikke vil have vores rådgivning. Det er helt i orden, hvis de gerne selv vil stå for visse ting, men når man har vores ekspertise, så synes vi også, det er vores pligt at forsøge at hjælpe vores kunder til en bedre løsning, når vi kan se muligheden for det.

- Heldigvis kan vores kunder godt se, at det giver mening at lytte til sådan nogle som os, der ikke laver andet, griner Torkild Lund.

Billig og effektiv ”markedsføring”

Med tiden har et tiltagende antal brands fundet ud af, at det giver mening at lade ”papkassenørderne” om papkasserne. Noget, der ikke har kostet Torkild Lund og resten af Textile Logistics noget i form af markedsføring eller salgsindsats.

- Vi har haft vores fokus på livsstilsbranchen, for det er dér, vi har snuden i sporet og kan gøre den største forskel. Det er vores niche, det er der, vi er gode. Så har rygtet ellers bare spredt sig.

- Fra starten var det vores ide at gå efter små og mellemstore brands, som vi på det tidspunkt kunne håndtere. Nu kan vi godt håndtere store brands, men det er stadig de små og mellemstore, vi går efter, da vi kan se et potentiale i at hjælpe dem med at vækste. Og så er det klart nemmere at hjælpe dem på en vækstrejse, end det er at skulle ud og hente nye kunder til biksen, fortæller Torkild Lund.

En del af Textiles Logistics kunder er blevet markant større, mens de har været i stald hos papkasse-eksperterne i Ikast. Det tilskriver Torkild Lund blandt andet den menneskelige forståelse, hvilket måske kan lyde lidt pudsigt i en branche, hvor meget er produkter og kasser.

- Vi startede med fire mennesker og 1000 kvadratmeter. Nu er vi 140 medarbejdere og 44.000 kvadratmeter. Jeg tror i høj grad, det skyldes vores evne til at gøre kunderne trygge i processen. Vi ved, hvad vi laver, og vi laver ikke alt muligt andet. Og så behandler vi vores folk godt. Vi har 80 procent unge, de pakker for os, og så er de resterende 20 procent mere erfarne medarbejdere. Folk har det godt her, og det er vigtigt, da det betyder, at vi kan bevare den stabilitet, vores kunder værdsætter.

En god forretning – for begge parter

Papkasser og reoler kan lyde ganske lavpraktisk, men det er også kun en del af hele setuppet. Meget er digitaliseret, hvilket især er væsentligt for kunderne, hvis it-systemer skal integreres med Textile Logistics ditto.

- Det er ingen hemmelighed, at vores hovedsystem er SPY, og det bruger 80 procent af vores brands også i samspil med Shopify og Economics. Vi brugte selvfølgelig noget tid i starten på at sikre, at alle integrationer var på plads, men efterfølgende har det været relativt nemt. Vi har et EMS-system med onboarding, der kan være lidt mere vanskeligt, men vi favner klart det meste, når det kommer til software.

Heller ikke her er Torkild Lund og hans betroede medarbejdere bange for at blande sig, hvis de kan se potentiale i en anden løsning, end den brandet selv præsenterer.

- Nye systemer er jo altid lidt tungere, men vi får det altid til at lykkes. Jeg har tillid til mine folk og en tro på, at de får løst ethvert problem. Oftest kan vi løse det bag det, kunderne ser, og så kan alting klares med, at tingene gøres en smule anderledes fremadrettet, hvilket sågar kan være en fordel. Kunderne kan godt lide, når vi foreslår noget, der virker og er profitabelt.

Er det så det – profitabelt?

- Det synes vi. Vi har en sund forretning og tjener penge, men det skal vi også, så vi kan gøre det rigtige for kunderne og behandle vores medarbejdere godt. Selvfølgelig kan kunderne godt tænke ”puha, koster det godt nok det”, men efterfølgende kan de godt se, at det er en god forretning for dem også. Det er både godt for deres økonomi og deres bæredygtighedsindsats.

- Det er sgu da ikke sexet for en dygtig designer at lave det her, når de først har lavet et godt produkt til en rigtig pris. Så skal det jo bare ud over rampen, siger Torkild Lund.