Menu

Modeugen skal have ny direktør

Camilla Frank har valgt nye veje og stopper derfor som adm. direktør for Copenhagen Fashion Week efter den kommende modeuge.

Foto: Franne Voight
Foto: Franne Voight

04. juni 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Det blev en kort fornøjelse. Camilla Frank tiltrådte som adm. direktør for Copenhagen Fashion Week, og dermed som afløser for den mangeårige frontkvinde Eva Kruse, i december 2016. Dermed nåede hun kun at stå i spidsen for tre modeuger, hvilket når at blive til fire i august, inden nye udfordringer kalder.

"Jeg har takket ja til at fokusere på blandt andet digital udvikling hos Matas - et tilbud jeg ikke kunne sige nej til i en nyoprettet stilling, der giver mig mulighed for at skabe resultater i en spændende virksomhed med en visionær ledelse. Copenhagen Fashion Week har en stærk position som Nordens største modeuge. Det cementeres af, at vi denne sæson byder velkommen til den hidtil største showkalender. Jeg føler mig således helt tryg ved at rykke videre til nye udfordringer og efterlade modeugen i gode hænder," siger Camilla Frank i en pressemeddelelse.

Camilla Frank har i sin tid på posten stået i spidsen for gennemførslen af en omfattende strategisk proces og omsat de strategiske fokusområder til projekter i praksis. Derudover har hun stået i spidsen for at skabe en transparent prisstruktur for deltagelse i modeugens showkalender, ligesom hun har været drivkraften i at øge fokus på udvikling af modeugens digitale platforme. Det er blandt andet sket med etablering af en digital afdeling samt lancering af såvel ny hjemmeside som mobil applikation.

Ny hovedpartner kom på plads i februar

I Camilla Franks tid som direktør, landede Copenhagen Fashion Week også en ny strategisk hovedpartner, onlinevirksomheden Boozt.com, der kom til under modeugen i februar med aftale om et partnerskab yderligere fem sæsoner. Og hun efterlader en modeuge med muskler. Til august kan Copenhagen Fashion Week sammen med Boozt.com byde velkommen til den historisk største sommermodeuge i organisationens mere end ti år lange levetid.

De nyudnævnte bestyrelsesformand for Copenhagen Fashion Week skal, sammen med resten af bestyrelsen, nu i gang med at afsøge markedet for en ny kandidat.

”På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Camilla for hendes store indsats for Copenhagen Fashion Week, og vi ønsker hende det bedste fremadrettet. Camilla har været en stor del af at skabe en solid platform for den københavnske modeuge med eksekveringen af en ny strategi og hovedpartnerskabsaftalen med Boozt, og i bestyrelsen er vi glade for at kunne fortsætte det arbejde og den strategiske linje, der er blevet lagt. Som ny formand er mit fokus på den kommende modeuge, som ser ud til at blive med det største showprogram nogensinde. Sammen med bestyrelsen igangsætter jeg straks en proces for at finde den rigtige til at overtage rollen som direktør for modeugen, og jeg ser frem til at kunne præsentere vedkommende, når alt er faldet på plads".

Camilla Frank fratræder sin stilling efter Copenhagen Fashion Week i august.

"