Menu

Modeugens aktører i koordineret indsats

Copenhagen Fashion Week, CIFF, Revolver, Dansk Mode & Textil og Wear har indledt et tæt samarbejde om den kommende modeuge. Det sker for at sikre en af modebranchens vigtigste platforme midt i coronakrisen.

Foto: Copenhagen Fashion Week
Foto: Copenhagen Fashion Week

01. april 2020

Corona-krisen har ramt modebranchen hårdt, og der kæmpes for tiden med udfordringer af historiske dimensioner i alle dele af branchen. I Paris, Milano og London er juni/juli modeugerne blevet udskudt, og uvisheden om virussets udvikling gør det også vanskeligt at spå om, hvordan den kommende sommermodeuge i København vil tage sig ud.

Derfor er modeugens aktører, Copenhagen Fashion Week, CIFF og Revolver med støtte fra Dansk Mode & Textil og Wear gået sammen i en tæt og koordineret indsats om den kommende SS21 modeuge.

”Det er nu, vi for alvor skal stå sammen og bevise, at vi gennem en koordineret indsats kan give modeugen til sommer flyvehøjde trods den graverende situation. Modeugen er sat i verden for at løfte branchen, og det er et ansvar, der forpligter – også i denne helt exceptionelt udfordrede tid,” fortæller Cecilie Thorsmark, CEO i Copenhagen Fashion Week.

Modeugen bliver en anden

Alle parter er først og fremmest enige om, at SS21 modeugen kan og skal eksekveres. Derudover er der enighed om, at modeugen naturligvis skal tilpasses efter branchens situation. Dette implicerer, at alle er villige til at gå på kompromis med eksisterende formater for at imødekomme branchen bedst muligt. 

”De fleste af branchens virksomheder er ramt af Coronakrisen, og mangler helt enkelt omsætning og likviditet. Det bedste, vi kan gøre lige nu er – gennem en tæt dialog med branchen – at fokusere på, hvordan vi i denne krisetid skaber de bedste forudsætninger for salg, forretning og PR. Modeugen er og bliver branchens vigtigste salgs- og PR platform, og derfor er vi alle selvfølgelig klar til at tilpasse os efter omstændighederne, således at branchen får den støtte, den synlighed og det løft, der netop er behov for nu,” fortsætter Cecilie Thorsmark.

Uge 32 er fortsat planen

I den kommende tid vil Copenhagen Fashion Week, CIFF, Revolver, DM&T og Wear således drøfte de mulige scenarier og tiltag med henblik på kort efter påske at kunne komme med en mere konkret udmelding om, hvordan SS21 modeugen bliver. 

”Vi er egentligt meget fortrøstningsfulde omkring, at vores modeuge ligger på den anden side af sommerferien, og derfor planlægger vi fortsat efter uge 32,” afrunder Cecilie Thorsmark.

"